Der er netop indgået et stort forlig om sygedagpengene mellem regeringen og alle fire borgerlige partier.
Det føjer sig til den lange række af forlig over midten, som er blevet indgået i de sidste halvandet år.
Når det har kunnet lade sig gøre, skyldes det i høj grad den forhandlingslinje over for regeringen, som Lars Løkke er slået meget konsekvent ind på.
For nylig blev det kraftig understreget, da regeringen var kørt fast med finansloven og Løkke så sprang ind og lavede en aftale.
Vejen til at vinde valget
De mange store forlig har nogle konkrete fordele for Løkke og de andre borgerlige:
De giver indflydelse på centrale dele af regeringens politik. Samtidig vil de gøre livet lettere for en blå regering, der måtte komme til magten. En række besværlige problemer vil være ryddet af vejen gennem de reformer, man har lavet med den røde regering.
Men der ligger også noget mere i Løkkes næsten demonstrative vilje til at lave forlig:
Den er kernen i hans skjulte strategi for at vinde næste valg.
I Danmark kommer en opposition sjældent til magten ved at love en helt anderledes politik.
Overdriver
De vælgere, der afgør, hvem der får magten, er midtsøgende og ønsker stabilitet.
Det er også en vigtig del af forklaringen på, at langt de fleste valg vindes af den siddende regering. Regeringsskifter er faktisk ret sjældne. VK-regeringen sad således i 10 år og vandt tre valg.
Og når vælgerne kommer i opbrud, så går de altså ikke efter en regering, der vil lave det hele om. De vil have en regering, der holder sig omkring midten, men alligevel kan give en vis tiltrængt forandring.
Oppositionspartier begår tit den fejltagelse, at de overdriver deres opposition. Jo mere desperate de bliver efter at få magten, jo mere overdriver de.
Den røde fejl
Den fejl lavede de røde i 00’erne. De lovede guld og grønne skove. For en stund kunne det give lidt medvind hos vælgere, der brokkede sig over det ene og det andet. Men når det kom til valgdagen, troede vælgerne ikke på dem.
Helle Thorning og Villy Søvndal gentog denne fejl ved valget i 2011. De fik kun flertallet, fordi MargretheVestager reddede dem. Hun virkede så beroligende og økonomisk realistisk på en del af midtervælgerne, at de skiftede til rød blok.
Men da Thorning så skulle til at regere, gik det gruelig galt. Hun havde svinget sig så meget i de røde gardiner før valget, at hun nu blev forbundet med enorme løftebrud og usikker ledelse af landet.
Det begyndte i sommeren 2012
Løkke kunne have valgt den hårde kurs over for hende og vendt regeringen ryggen, så den selv kunne bakse med sine problemer. Han var også lidt fristet til det i begyndelsen.
Men det havde været at gentage den klassiske oppositionsfejltagelse. Han havde risikeret, at regeringen på et tidspunkt fik bedre fodfæste, og så ville han ligne en mand, som var alt for negativ og overbudsagtig til, at midtervælgerne brød sig om det.
Så han valgte samarbejdskursen. Skattereformen i sommeren 2012 var skæringspunktet. Her endte de borgerlige i et stort forlig med regeringen klokken fem minutter over tolv. Og den kurs har Løkke holdt siden.
Gode muligheder
Situationen har givet ham store muligheder for at gøre det.
Den økonomiske virkelighed og MargretheVestager tvang Thorning til at kassere alle de højrøde vidtløftigheder, som hun var gået til valg på. Regeringen er slået ind på en temmelig blå økonomisk politik, hvilket selvfølgelig gør det meget nemmere for Løkke at lave forlig.
Samtidig kan Enhedslisten ikke bruges til meget i den økonomiske politik. Derfor er regeringen også nødt til at komme de blå ganske langt i møde for at få aftaler med dem.
Slagkraftigt budskab
Løkkes strategi har da også været en klar succes. De store forlig har undervejs presset Thorning hårdt hos både vælgerne og baglandet.
Selv om regeringens økonomiske kurs har været relativt blå, så regner de fleste midtervælgere med, at de blå trods alt er bedst til at føre blå politik.
Løkkes slagkraftige underforståede budskab har været: ”Vi vil ikke lave alt anderledes, men vi kan gøre det bedre.”
Netop fordi han har indgået så mange store forlig, kan han markere nogle klare borgerlige mærkesager uden at komme under mistanke for, at han vil køre en ekstrem linje.
Han kan således slå på, at yderligere skattelettelser er nødvendige, uden at blive udstillet som velfærdsslagter.
Op på hesten igen
For nylig led Løkkes strategi så et alvorligt knæk. Det skyldtes dog GGGI-sagen og ikke strategien.
Men han kom op på hesten igen, da han resolut udnyttede muligheden for at lave en aftale om finansloven.
Herfra har han fortsat linjen med at indgå store forlig – nu senest om sygedagpengene. Venstre er begyndt at kravle opad i meningsmålingerne igen, og der er klart blåt flertal.
Giftige blomster
Løkkes strategi spores stadig tydeligere i hans sprogbrug. Han roser regeringen for de aftaler, den har indgået med Venstre. Og han anerkender, at økonomien er i bedring.
Det er giftige blomster til Thorning. Hun vil hellere have en polemisk og ekstrem Løkke, som vælgerne synes er for meget.
Løkke er en langt farligere mand for hende med sit budskab om, at han ikke vil gøre alt anderledes, men at han kan gøre det bedre.
