Den Korte Avis har et tilbud til den anonyme brevskriver

Det anonyme brev i skattesagen er et falsum. Det er ikke engang noget særlig skarpt udtænkt eller raffineret falsum, sådan som det ellers har været fremstillet i dele af medierne.

 

Brevet forudsætter selvfølgelig, at forfatteren har fulgt godt med i skattesagen. Men det kræver kun alment tilgængelig viden at formulere det. Og det er klumpet skrevet, tåget og frem for alt selvmodsigende i sit indhold.

 

Sådan lyder Den Korte Avis’ konklusion, efter at vi har læst brevet.

 

Tilbuddet

Vi var de første til at pege på muligheden af, at det hele var fup – det har mange andre medier efterfølgende fundet ud af. Og nu er vi de første til at erklære, at brevet lyser langt væk af fup.

 

Men netop derfor mener vi også, at vi er de rette til at give den anonyme brevskriver et tilbud.

 

Vi inviterer ham eller hende til at overgive os dokumentation for, at han/hun har den viden, som brevet påstår.

 

Det behøver slet ikke at være den fulde dokumentation. Bare nok til vise, at brevskriveren faktisk ligger inde med materiale af den karakter, som brevet omtaler. Det være sig mails, notater eller andet.

 

Hvis brevskriveren afslører sin identitet over for os, garanterer vi fuld anonymitet i vores omtale. Men han eller hun kan i givet fald nøjes med at sende os dokumentationen anonymt.

 

Hvis det fremgår af materialet, at brevskriveren har en afslørende viden, vil vi gøre dette klart i offentligheden. Netop vi kan gøre det med en rimelig grad af troværdighed, fordi vores erklærede udgangspunkt er, at brevet er svindel.

 

Så kære brevskriver, kom til os! Vi sidder parat.

 

Oprejsning i offentligheden

Jo, men en offentliggørelse af denne art i Den Korte Avis vil jo ikke kunne bruges i Skattesagskommissionens arbejde. Sådan kunne indvendingen fra brevskriveren eller andre lyde.

 

Sandt nok. Men nu er det jo slået fast, at selve brevet heller ikke kan bruges i Skattesagskommissionens arbejde.

 

Den Korte Avis vil i det mindste kunne bidrage til at give brevskriveren oprejsning i offentligheden og styrke brevets troværdighed i det almindelige omdømme. Det er hårdt tiltrængt. For brevet i sig selv tager sig håbløst dårligt ud.

 

Uha for en advokatsekretær

Brevskriveren hævder at være advokatsekretær. Uha-uha. Hvis vi var advokater, ville vi nødig have en sekretær, der i den grad skrev som en brækket arm og havde så store problemer med at sætte kommaer.

 

Men først og fremmest er brevet ufatteligt rodet og usammenhængende i sit indhold. Det foregiver at levere svaret på, hvorfor brevskriveren nu står frem for kommissionen. Men det er mere end svært at finde ud af, hvad svaret egentlig er.

 

Hvorfor nu?

Ifølge brevet henvendte han/hun sig til en jurist i sin fagforening. Denne gav det råd at vente med at offentliggøre den afslørende viden og dokumentation ”indtil alle havde afgivet forklaring i Skattesagskommissionen”.

 

Juristens begrundelse var, at de ”har godt af at stege i deres eget fedt”.

 

Det må jo kaldes en højst usædvanlig juridisk rådgivning. Men lad det nu være. Pointen her synes at være, at brevskriveren skulle vente med at levere materialet, til alle vidner var afhørt, men inden Skattekommissionen havde formuleret sine konklusioner.

 

Hvorfor skriver forfatteren så dette brev nu, hvor der stadig er vidneafhøringer tilbage? Og hvorfor skriver han/hun et brev, der fuldstændig mangler den dokumentation, der ville gøre det mulig for kommissionen at inddrage henvendelsen i sine konklusioner?

 

Hvorfor ventede vedkommende ikke, så kommissionen fik hele det afslørende materiale, når man skulle i gang med at udarbejde sine konklusioner?

 

Den ene selvmodsigelse

Kunne det være frygten for at blive fyret, som fik brevskriveren til at standse på halvvejen? Nej, det dementeres i brevet.

 

Heraf fremgår det nemlig, at brevskriveren under alle omstændigheder regner med at blive fyret: ”Hvis eller rettere når jeg bliver fyret…” Det ville da også være meget nemt for det advokatkontor, hvor han/hun angiveligt var ansat, at finde frem til den pågældendes identitet.

 

Her ligger det første kæmpestore logiske brist i brevet: Ifølge brevet var planen at levere det fulde materiale til kommissionen lige før lukketid. Alligevel sendes dette brev ud uden dokumentation og før afslutningen på vidneafhøringerne.

 

Den anden selvmodsigelse

Og nu kommer vi så til den anden gigantiske logiske brist:

 

På den ene side ville brevskriveren henvende sig til Skattesagskommissionen. På den anden side ville han/hun bruge materialet til at skrive en bog, sådan at indtægterne derfra kunne give et eksistensgrundlag efter den forventede fyring.

 

Men hvis formålet var, at kommissionen skulle bringe sandheden frem i sit arbejde, så ville der da ikke være en rød reje at tjene på siden hen at skrive en bog med den samme sandhed.

 

Politisk formål

Brevet er kort sagt ekstremt selvmodsigende. Det taler om forskellige planer og hensigter, der ikke hænger meningsfyldt sammen.

 

Forklaringen på det er formentlig, at brevskriveren ikke ligger inde med den påståede dokumentation. Derfor har han/hun måttet udtrykke sig ret svømmende om, hvad den præcise hensigt med brevet var.

 

Den reelle hensigt synes at være at sværte Venstre i den offentlige mening. Altså at bruge sagen i en politisk og ikke i en juridisk sammenhæng.

 

Dette indtryk bekræftes af en række mærkelige detaljer:

 

For eksempel antyder brevet, at det berømte BT-notat er udfærdiget af advokat Tommy V. Christansen. Men dette notat har en så beskeden juridisk kvalitet, at det umuligt kan være udfærdiget af en meget erfaren skatteadvokat.

 

Det hævdes også, at brevskriverens sekretærkollega på advokatkontoret fik en særlig pc, dengang dette notat skulle laves i 2010. Men brevskriverens kopiering af materialet kan tidligst være sket i efteråret 2011. Har pc’en så bare stået dér så længe?

 

Og der er andet af samme kaliber.

 

Karl Smart

Det meget omtalte brev lugter efter vores bedste overbevisning af en politisk engageret Karl Smart-type.

 

Men vi kan jo tage fejl. Derfor giver vi nu den anonyme brevskriver et tilbud.

 

Del på Facebook