Folketingets åbning er en dag, hvor de formelle rammer ligger meget fast. Men politisk er det en dag, hvor der traditionelt er spænding og drama i luften. Specielt da, når man er midtvejs i valgperioden.
Forud vil normalt være gået et par år, hvor kampen om vælgernes gunst er bølget frem og tilbage. Og både regering og opposition møder frem med deres planer for, hvordan de skal gribe det politiske initiativ og erobre nye vælgere.
Principielt er det også sådan i år. Men reelt har man vel aldrig oplevet en situation midt i valgperioden, hvor det politiske mønster var så fastlåst – og havde været det i de to foregående år.
Det gør dagens åbning af Folketinget til den mærkeligste nogen sinde.
Ekstremt stabilt
Thorning-regeringen tog et stort dyk hos vælgerne, så snart den var tiltrådt. Siden har den holdt sig ekstremt stabilt på et meget lavt niveau. Den smule bevægelse, der har været, har blot sendt regeringen endnu længere ud i elendigheden.
Vi har aldrig før i dansk politik oplevet en regering, som vælgerne så konsekvent vendte ryggen.
Kun inden for oppositionen har der været mærkbare forskydninger: Dansk Folkepartier har på det seneste haft markant fremgang, og Venstre har afleveret noget af sin store vælgergevinst.
Thorning, Løkke og Thulesen Dahl
Det fuldkommen bizart fastfrosne mønster afspejler sig i to nylige målinger af vælgernes tillid til henholdsvis Helle Thorning og Lars Løkke på de politiske nøgleområder. (Rambøll/Jyllands-Posten og Greens/Børsen).
Begge målinger viser et fortsat kæmpestort forspring til Løkke. Samtidig viser de, at både Thorning og Løkke har tabt terræn.
Det sidste afspejler nok ikke mindst, at det indbyrdes opgør mellem de to har medført en vis slitage og skabt plads for en tredje kraft, hvilket Kristian Thulesen Dahl til fulde har udnyttet.
Hvorfor gik det så galt?
Men Thorning må altså konstatere, at det for hende er gået fra meget dårligt til ekstremt dårligt. Det gælder i øvrigt, uanset om det gælder vælgernes bedømmelse af regeringen eller af hende som leder.
Hvad skyldes det?
Alle kender standardsvaret: løftebrud!
Men så kommer de næste spørgsmål: Hvorfor begik regeringen så store løftebrud, og hvorfor har de ramt den så umanerlig hårdt? Vælgerne viser jo ikke ringeste tegn på at tilgive.
Ros for løftebrud
De vilde løfter, som Helle Thorning sammen med Villy Søvndal gik til valg på i 2011 hang sammen med, at Socialdemokraterne havde været meget længe i opposition.
De hungrede så meget efter magten, at de snart sagt var villige til at love hvad som helst.
Og det gik ganske gruelig galt, fordi de kom til magten på et tidspunkt, hvor den type rød politik var blevet fuldstændig overhalet af historien.
Den økonomiske krise gjorde den umulig. Men det var ikke bare det. Vi befinder os i dag i en så hård global konkurrence, at rød overbudspolitik med løs hånd bliver straffet meget hårdt.
Den ny regering havde derfor valget mellem at begå store løftebrud eller kaste dansk økonomi ud i kaos.
På den baggrund fortjener det den absolut ros for, at den valgte at begå løftebrud. Det har sikret en umådelig værdifuld grundlæggende stabilitet omkring dansk økonomi, selv om der stadig er langt igen, før vi er helt fremme i den globale konkurrence.
To former for vælgerflugt
Men vælgerne tog forståeligt nok løftebruddene meget unådigt op. Det førte til to former for vælgerflugt fra regeringen:
Vælgere til venstre blev forbitrede over, at man ikke holdt fast i de røde løfter.
Vælgere på midten blev mere og mere bevidste om, hvor håbløse de røde valgløfter havde været. De så i øjnene, at der måtte ske en kraftig styrkelse af de private virksomheders konkurrenceevne. Men de anså de borgerlige for langt mere egnede til den opgave.
Det værste af det hele
Og så kom der endnu en afgørende ting til, som har skudt tilliden til Thorning fuldstændig i sænk:
Hun nedtonede og bortforklarede de enorme fejl, hun havde begået i den økonomiske politik. Mange vælgere ventede på, at hun tog et klart og tydeligt selvopgør.
Thornings uvilje til at indrømme sine egne alvorlige fejl, har hos mange vælgere ikke bare virket utroværdig. Den har også virket fornærmende. De har følt sig spist af med nedladende spindoktor-skønmaleri. De har tørstet efter at høre ærlig snak: ”Ja, vi gik fejl af situationen!”
Denne oplevelse af at blive talt ned til er måske det, som har skabt den allerhårdeste vælgerreaktion mod Thorning. Det har været noget overset.
Tre spørgsmål hænger i luften
Thorning har tre slags spørgsmål hængende overhovedet på Folketingets åbningsdag:
”Hvordan kunne hun løbe så meget fra sine løfter?”
”Hvordan kunne hun afgive løfter, der var så uholdbare?”
”Hvordan kan hun tillade sig at lade, som om hendes fejl ikke var noget særligt?”
Umiddelbart er der intet, der tyder på, at de spørgsmål bliver glemt. Så når det gælder regeringens forhold til vælgerne, vil det kommende folketingsår formentlig ligne det foregående til forveksling.
Det gør dagens åbning af Folketinget til den mærkeligste nogen sinde.
