Regeringen har brugt førstebehandlingen af finansloven til at forsøge at komme i offensiven over for den borgerlige opposition.
Det sker ved at slå på, at den borgerlige lejr er splittet – med vidt forskellige meldinger fra de forskellige partier.
Samtidig går regeringspartierne specielt til angreb på Venstres økonomiske politik med beskyldninger om, at den vil betyde mindre velfærd og fyringer af offentligt ansatte.
Her støtter man sig på et nyt papir fra Finansministeriet, der konkluderer, at Venstres nulvækst eller udgiftsstop vil betyde 24.000 færre offentlige stillinger i 2020.
Retorikken er trappet op, men den er jo ikke brandny. Regeringen satser på, at hvis man bliver ved med at hamre på de samme punkter, vil vælgerne begynde at lytte frem mod valget.
Men strategien rummer en alvorlig risiko. For Lars Løkke sidder med et kort i ærmet, som han kan spille, når valget nærmer sig.
Borgerlig arbejdsdeling
Regeringens fremstilling af de borgerlige som splittede ryster næppe den blå lejr. De fire borgerlige partier sender helt bevidst forskellige signaler.
De går efter at appellere til hver deres vælgergruppe, og erfaringen viser, at det kan være en styrke. På den måde vil de borgerlige samlet set favne en bredere vælgerskare.
Den går naturligvis kun inden for visse grænser. Hvis de borgerlige partiers politik overhovedet ikke hænger sammen, og hvis de i øvrigt er ved at flå hovederne af hinanden, har de et problem.
Men selv om de har skærmydsler, så foregår det under forholdsvis kontrollerede former. Samtidig sørger de for at komme med markeringer af, at de også kan stå sammen – som for eksempel de fire blå partilederes fælles kronik for nylig.
Og frem for alt: De borgerlige har jo for ikke særlig længe siden vist, at de kan regere sammen. Derfor er det svært at få vælgerne til at tro, at det vil ende i det rene ragnarok, hvis de får chancen igen.
Advarsel om offentlige fyringer
Det andet hovedangreb, som regeringen sætter ind, er mere kompliceret at håndtere for de borgerlige:
Vælgerne advares om, at Venstres nulvækst betyder fyringer i det offentlige og forringet velfærd. Det vil endda blive endnu alvorligere, fordi både Liberal Alliance og De Konservative kræver store besparelser og skattelettelser.
Så Dansk Folkeparti vil blive presset til at føre en helt anden politik end den, de taler om nu, lyder den røde kritik.
Venstre svarer lidt undvigende, at dets politik ikke behøver at føre til færre offentligt ansatte. For nulvækst eller udgiftsstop bygger på, at udgifterne følger stigningen i priser og lønninger.
Men, føjer man til, selvfølgelig kan kommunerne vælge at bruge flere penge på indkøb og færre på ansatte, og så forsvinder der jo nogle job.
Venstres forsigtighed
Når Venstre er forsigtig med den diskussion, er det, fordi det som landets langt største parti appellerer bredt. Fra inkarnerede borgerlige tilhængere af meget mindre stat til overløbne socialdemokrater, der er bekymrede for velfærden.
Men før eller siden bliver Venstre nok nødt til at sige mere direkte, at det offentlige kan gøres så meget mere effektivt, at man kan klare sig med færre stillinger – og at der til gengæld er brug for mere arbejdskraft i de private virksomheder.
Her er det så, at Løkkes kort i ærmet kommer ind.
Vi har nulvækst i dag
Debatten om nulvækst er jo ikke en akademisk diskussion. Offentlig nulvækst er en realitet lige for øjnene af os.
I de seneste tre år har der faktisk været noget nær nulvækst i det offentlige. Det hænger ikke mindst sammen med, at kommunerne har strammet mere, end de havde fået besked på.
Det skyldes, at de bliver straffet hårdt, hvis de ikke overholder rammerne for deres udgifter. For ikke at risikere det, har de for en sikkerheds skyld trådt ekstra hårdt på bremsen. Det betød sidste år, at de brugte 5,3 mia. kr. mindre end beregnet.
Den kommunale opbremsning, både under den borgerlige og den nuværende regering, har ført til nedlæggelse af 30.000 stillinger. Og nu kommer pointen:
Kommunerne mener ikke, at det har betydet forringet velfærd. Vælgerne har heller ikke protesteret nævneværdigt Det kan åbenbart lade sig gøre. Dette er Lars Løkkes trumfkort.
Troværdighedskortet
Frem mod valget kan Løkke sige til vælgerne:
I virkelighedens verden har der været nulvækst under denne regering, i hvert fald en stor del af tiden. Det har fungeret.
Nu vil regeringen så gå til valg på løfter om, at der skal vækst i de offentlige udgifter. Det var jo også det, de gjorde sidste gang – i stor skala. Dengang endte det med, at de løb fra løfterne, da de blev ramt af virkeligheden, og det vil ske igen.
Løkkes kort i ærmet er troværdighedskortet. Regeringen lover mere offentligt forbrug, og så gør den noget andet bagefter.
Dette troværdighedskort kan uden videre skabe samling hos de borgerlige, fra Liberal Alliance til Dansk Folkeparti. En ekstra grund til, at det vil blive spillet.
