Sydafrikas legende, Nelson Mandela, døde torsdag aften, oplyser landets nuværende præsident, Jacob Zuma.
Nelson Mandela blev 95 år gammel og døde som følge af lang tids sygdom, efter at han den 8. juni var blevet indlagt på et hospital i Pretoria med en lungeinfektion.
De sidste måneder tilbragte han i sit hjem, der var blevet omdannet til et veritabelt hospital, og efter præsident Zumas TV-meddelelse om hans død, samlede mange mennesker sig ved hans bopæl.
Nelson Rolihlala Mandela vil uden tvivl går over i historien som statsmanden, der sikrede Sydafrika en fredelig overgang og forsoning fra hvidt apartheidstyre til sort flertalsstyre, efter at han i maj 1994 blev indsat som Sydafrikas første sorte præsident.
Men Nelson Mandelas vej til præsidentposten var alt andet end fredelig.
Fik akademisk uddannelse som søn af høvding
Nelson Mandela blev født som høvdingesøn den 18. juli 1918 og var dermed selvskreven til en akademisk uddannelse, også selvom han far, høvding Henry Mandela, blev detroniseret af kolonimagten og forflyttet til en lille ubetydelig landsby, medens Nelson Mandela stadig var en stor knægt.
Som 24-årig jurastuderende meldte Nelson Mandela sig i 1942 ind i African National Congress (ANC), der på det tidspunkt var en hensygnende organisation. Her oprettede han en ungdomsafdeling, og fik efterhånden som en af bevægelsens ledere bragt ANC ind i en målrettet kamp for politiske, økonomiske og sociale rettigheder for Sydafrikas sorte.
Apartheid og trodskampagne
Apartheid, altså total raceadskillelse, blev først indført i Sydafrika i forbindelse med det hollandske afrikaaner-dominerede Nationalistpartis valgsejr i 1948.
Nelson Mandela, som i mellemtiden var blevet advokat og havde etableret sig med Sydafrikas første sorte advokatfirma, blev toneangivende i ANC’s trodskampagne, der startede i 1952, og han var den juridiske hjerne bag det såkaldte frihedsbrev, der blev vedtaget af ANC’s Folkekongres i 1955.
Oprindeligt var ANC’s protest mod apartheid en ikke-voldelig kamp. Men situationen ændrede sig, efter at sydafrikansk politi skød mod ubevæbnede demonstranter i Sharpville i marts 1960 og dræbte 69. Efterfølgende blev ANC og andre grupper af apartheid-modstandere forbudt.
Væbnet kamp, træningslejr i Algeriet og fængsling.
Efter massakren i Sharpville besluttede ANC at gå over til væbnet kamp, og Nelson Mandela blev øverstbefalende for ANC’s væbnede fløj, ”Nationens Spyd”. Han var i den forbindelse i en række militære træningslejre for guerilla-krigsførelse.
Blandt andet i Algeriet, hvor man havde store erfaringer fra kampen mod den franske kolonimagt.
Tilværelsen som øverstbefalende for ANC’s militære afdeling varede dog ikke længe.
I 1963 blev Nelson Mandela sammen med flere andre ANC-ledere arresteret og i første omgang idømt fem års fængsel, men de var knap nok begyndt at afsonede den dom, førend de fik nye anklager på halsen.
Stormede ANC’s militære hovedkvarter
Året efter i 1964 havde sydafrikansk politi spottet ANC’s hemmelige militære hovedkvarter, ”Nationens Spyd”, i Johannesburgs fashionable forstad, Rivonia. Efter at have stormet og erobret det, fandt de store mængder af våben, ammunition og andet militært udstyr til væbnet opstand.
Under den efterfølgende retssag erkendte Nelson Mandela, at der var ham, der havde grundlagt ”Nationens Spyd”, at han var dens leder, og han erkendte ligeledes anklagerne om sabotage og planlægning af væbnet opstand.
Han blev herefter i 1964 idømt livsvarigt fængsel
Nægtede at afskrive væbnet kamp
Nelson Mandelas livsvarige fængselsstraf kom til at vare i 27 år, hvoraf de fem var ”frivillige”.
Presset fra ANC’s og andre modstandsbevægelsers væbnede kamp og især fra de internationale reaktioner mod apartheidstyret steg op gennem 1970’erne og 1980’erne, hvor Nelson Mandela i sit fængsel blev et symbol på modstanden mod apartheid.
For at lette presset blev Nelson Mandela i 1985 tilbudt løsladelse på den betingelse, at han fremover ville afstå fra den voldelige modstand.
Det nægtede han og afsonede fortsat sin livstidsstraf, indtil det internationale pres til sidst var blevet så voldsomt, at han efter ordre fra daværende præsident F. W. de Klerk blev løsladt den 11. februar 1990.
ANC-terror mod både hvide og sorte steg voldsomt
Nelson Mandela erklæring i 1985 om, at han ved sin løsladelse ikke ville afstå fra væbnet kamp, viste sig at være alvorligt ment.
Efter Nelson Mandelas løsladelse i 1990 nåede kampen under hans ledelse sit højdepunkt med blandt andet terrorbomber i restauranter og indkøbscentre og andre steder, hvor hvide samledes, og den udviklede sig også til terror mod sorte, der ikke fulgte ANC.
Sorte fik brændende bildæk omkring halsen
En del af ANC’s taktik gik ud på at gøre det umuligt for det hvide mindretal at styre de sorte forstadsghettoer.
Af samme grund forbød ANC de sorte i ghettoerne at betale skat og i det hele taget at have noget med det hvide mindretalsstyre at gøre.
Byledere og deres familier blev angrebet med benzinbomber, og de, der nægtede at underkaste sig ANC, blev slået ihjel ved at få brændende bildæk hængt omkring halsen. Sorte, der blev beskyldt for at have handlet i de hvides butikker, blev tvunget til at spise sæbespåner og drikke petroleum.
I årene op til Mandelas løsladelse skønnes det, at 100 sorte hver måned mistede livet som følge af denne terror. I perioden efter Mandelas løsladelse skønnes dette tal i årene 1990 – 1993 at være steget til over 250 per måned.
Nelson Mandela: Det er bare en hvid mand, der har taget nogle fotos
Den britiske Pulitzer Prize-vindende fotograf, Greg Marinovich, opholdt sig Johannesburg, da Nelson Mandela blev løsladt.
I den britiske avis the Guardian skrev han 10. juni i år, at ANC’s vold mod de sorte i Johannesburgs forstæder eksploderede få måneder efter Mandelas løsladelse. Det lykkedes ham dengang at tage to fotos af sorte ANC-modstander, der bliver slået ihjel ved at få et brændende bildæk hængt omkring halsen.
Billederne gik verden rundt. Ifølge Greg Marinovich affærdigede Nelson Mandela dem på BBC med ordene:
”Man må forstå, at det er en hvid mand, som har taget disse billeder med det formål at vise, at ANC er en flok barbarer, der ikke er i stand til at regere et land.”
Det var den eneste kommentar, Nelson Mandela havde til det faktum, at hans folk brændte politiske modstandere levende. Det var især medlemmer af Zulu-stammen, det gik ud over.
Apartheid afskaffes og Nelson Mandela bliver præsident
Efter en folkeafstemning blandt det hvide mindretal i marts 1992 blev apartheid afskaffet, og i 1993 havde Sydafrika fået både ny forfatning med lige rettigheder for alle, et nyt flag og en ny nationalsang, og samme år delte Nelson Mandela Nobels Fredspris med det hvide mindretals regerende præsident, de Klerk.
Ved valget i april 1994 vandt ANC stort og fik 62,7 procent af stemmerne.
Nelson Mandela blev ikke uventet i maj 1994 indsat som Sydafrikas første sorte præsident og opnåede i den forbindelse international respekt for sin opfordring til både national og international forsoning.
Medens Nelson Mandela blev hædret i udlandet, hvor han efterhånden har modtaget over 250 hædersbevisninger, blandt dem den danske Elefantorden i 1996, steg skuffelsen hjemme blandt Sydafrikas sorte over systemskiftets manglende resultater.
De lovede sociale og økonomiske forbedringer udeblev for langt hovedparten af den sorte befolknings vedkommende, ligesom kampen mod udbredelsen af AIDS brød næsten totalt sammen efter systemskiftet.
I 2005 døde Nelson Mandelas ældste søn af Aids, og uafhængige eksperter skønner, at der i dag er omkring fem millioner AIDS/HIV-smittede i Sydafrika. Allesammen sorte.
Invaderede Lesotho med støtte fra Mugabe
Medens massakren i Sharpville i 1960 med god grund vakte international forargelse, var der til gengæld mere eller mindre tavshed, da Nelson Mandela i september 1998 med støtte fra Zimbabwes præsident Rober Mugabe sendte sydafrikanske tropper ind i det uafhængige kongedømme Lesotho for at nedkæmpe fredelige protester mod valgsvindel.
Lesotho ligger geografisk placeret midt i Sydafrika. Efterfølgende undersøgelser godtgjorde, at ingen i hvert fald officielt havde anmodet Nelson Mandela om hverken militær eller anden form for assistance.
Under invasionen plyndrede og voldtog de sydafrikanske soldater (Amnesty International, 1.10.98) og efterlod landets hovedstad som en næsten rygende ruinhob.
Skaderne løb op i omkring en halv milliard amerikanske dollar, som Nelson Mandela efterfølgende nægtede at betale, da Sydafrika fik regningen fra Lesotho.
Omkring 70 civile mistede livet under invasionen, som ifølge Nelson Mandela skulle have til formål at stabilisere Lesothos kongedømme. Det omstridte valg blev senere kendt ugyldigt på grund af netop valgsvindel.
Nelson Mandela – en rig mand
Efter at have været præsident for ANC fra juli 1991 til december 1997 og Sydafrikas præsident fra maj 1994 til juni 1999 var Nelson Mandela blevet en rig mand med store jord- og ejendomsbesiddelser overalt i Sydafrika.
Ifølge internetsiden The richest skulle Nelson Mandela således i øjeblikket være god for mindst 15 millioner amerikanske dollar eller 84 millioner danske kroner.
Den britiske avis The Guardian forsøgte for nylig at finde ud af, hvordan Nelson Mandela var kommet i besiddelse af sine enorme rigdomme, men måtte give op.
”Nelson Mandelas nærmest religiøse status gør, at det spørgsmål er tabu,” konkluderer avisen og citerer en lokal sydafrikansk journalist, der vil være anonym, for følgende udtalelse:
”De fleste sydafrikanere har ikke ønsket at spørge. Det her er noget, de lukker øjnene for.”
Arvingerne er allerede røget i totterne på hinanden
Nelson Mandela nåede at blive gift tre gange. Først med Evelyn Ntoko Mase, som han fik fire børn med. To piger og to drenge, hvoraf begge drenge er døde. Den ene i et trafikuheld og den anden som nævnt på grund af Aids
De blev i 1957 skilt efter 13 års ægteskab. Han var herefter i 38 år gift med Winnie Madikizela, som han blev skilt fra i 1996, og som han fik to døtre med.
På sin 80 års fødselsdag giftede han sig i 1998 med Graca Machel, som han allerede inden skilsmissen med Winnie Madikizela havde indledt et forhold til.
Graca Machel var enke efter Mozambiques præsident Samora Machel, som havde været en god ven af både Nelson Mandela og ANC.
De indviklede familieforhold med børn fra forskellige ægteskaber har medført, at arvingerne og Nelson Mandela gennem adskillige år har ligget i bitter strid om fordelingen af rigdommene efter Mandelas død.
Striden fandt sin foreløbige kulmination i forbindelse med Nelson Mandelas 90 års fødselsdag, hvor Winnie Mandela og hendes to døtre samt deres børn blev væk fra festen i protest mod den ringe kontrol, som Nelson Mandela efter deres opfattelse havde tiltænkt dem over millionformuen efter hans død.
En historisk lederskikkelse, men ingen helgen
Selv om Nelson Mandela endte med at blive involveret i disse uskønne familiære stridigheder om penge, står han tilbage som det store symbol for de sortes frihedskamp i Sydafrika.
Hans afgørende betydning for afskaffelsen af apartheid-systemet gør ham til en historisk lederskikkelse, der inspirerede mange andre i verden til at kæmpe mod undertrykkelse eller understøtte denne kamp.
Men nogen helgen var Mandela ikke. Han gjorde undervejs brug af umenneskelige metoder mod dem, der ikke fulgte ham. Og han gik ikke af vejen for rå magtpolitik, når nogen kom hans planer på tværs, som man så det med Lesotho.
I disse dage vil alle samles om at hylde frihedshelten og raceforsoneren Mandela. Det er helt naturligt. Men med tiden bør man nå frem til et mere nuanceret og realistisk billede af en mand, som var umådelig sej og ukuelig, men som også kunne slå hårdt mod andre.
Nelson Mandelas død markeres ved en mindehøjtidelighed den 10. december i Johannesburg, hvor statsoverhoveder og stats- og regeringschefer vil strømme til.
Fra den 11. til den 13. december ligger Mandela på lit de parade i regeringsbygningen i Pretoria. Den 15.december vil han blive begravet i byen Qunu, hvor han er opvokset og ikke i landsbyen Mvezo, hvor han blev født den 18. juli 1918.
