|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
I november 2024 fik den 64-årige tyske pensionist Stefan Niehoff besøg af politiet, der ransagede hans hjem og beslaglagde en tablet.
Niehoff havde delt en satiretegning på X af den daværende tyske økonomiminister og vicekansler Robert Habeck fra De Grønne. Tegningen forestillede en reklame for hårplejemærket Schwarzkopf Professional, men med Habecks ansigt og teksten »Schwachkopf Professional« – hvilket på dansk svarer til »professionel idiot«.
Det fik Habeck til at indgive en straffebegæring for fornærmelse.
Det vakte stor opsigt, at en banal satire over en minister overhovedet kunne give anledning til en strafferetlig efterforskning og en husransagning, men det skulle vise sig, at sagen langtfra var enestående:
Ifølge den tyske regerings egne oplysninger blev der fra september 2021 til august 2024 gennem Robert Habecks ministerium indgivet ikke færre end 805 politianmeldelser om fornærmelser og trusler rettet mod ham. Alene fra april 2023 blev mere end 700 anmeldelser indgivet gennem hans kontor i Forbundsdagen og ministeriet.
Der var med andre ord etableret et omfattende apparat til at forfølge ytringer rettet mod ministeren ad strafferetlig vej.
Selvom nogle af anmeldelserne drejede sig om konkrete voldstrusler, viste en undersøgelse foretaget af avisen Der Tagesspiegel, at langt størstedelen af de undersøgte sager drejede sig om fornærmelser, og at flere sager blev indstillet, blandt andet fordi der ikke forelå noget strafbart forhold.
At der omkring en tysk minister overhovedet kan etableres et omfattende apparat til at opspore og politianmelde hundredvis af negative udtalelser om ham, er i sig selv grotesk og ligger langt uden for, hvad man normalt forbinder med politisk virksomhed. Men Habeck har faktisk langt hen ad vejen den tyske straffelov i ryggen.
Op til fem års fængsel for ærekrænkelser af politikere
Den tyske straffelovs § 188 giver personer i det politiske liv en særlig beskyttelse mod fornærmelser, bagvaskelse og ærekrænkelser.
Bestemmelsen omfatter offentlige fornærmelser, der har forbindelse til den pågældendes politiske stilling, og som er egnede til væsentligt at vanskeliggøre vedkommendes offentlige virke. Den gælder ikke blot ministre og medlemmer af Forbundsdagen, men også kommunalpolitikere.
Strafferammen for fornærmelser er bøde eller fængsel i op til tre år. Ved ærekrænkende faktuelle beskyldninger kan straffen under de nærmere betingelser i bestemmelsen nå op på fem års fængsel.
Bestemmelsen om særlig beskyttelse af politikere er ikke ny, men i 2021 blev den udvidet, så også almindelige fornærmelser blev omfattet.
Tyskland har dermed en lovgivning, der kan udløse en hårdere straf for at fornærme en politiker end en almindelig borger.
Begrundelsen er, at politikerne skal kunne udføre deres arbejde uden at blive udsat for angreb, der alvorligt vanskeliggør deres offentlige virke, men hvorfor skal det omfatte en særlig strafferetlig beskyttelse mod borgernes fornærmelser?
Politisk kritik består ikke udelukkende af saglige argumenter, velunderbyggede analyser og høfligt formulerede indvendinger. Den består også af vrede, hån, satire og foragt, som ikke kun begrænser sig til foragt mod de politiske beslutninger, men også mod de mennesker, der træffer dem. Det er et grundvilkår ved det at være politiker og derfor også en del af jobbeskrivelsen, at man skal være mere hårdhudet end de fleste for at trives i politik.
Politikerne vil beholde deres særlige beskyttelse
Den 29. januar i år stemte den tyske Forbundsdag om et lovforslag fra AfD om at ophæve § 188.
AfD argumenterede for, at bestemmelsen var uforenelig med princippet om lighed for loven og kunne afholde borgerne fra at kritisere magthaverne.
Forslaget blev forkastet med et overvældende flertal: 440 medlemmer af Forbundsdagen stemte imod ophævelsen og kun 133 stemte for. Samtlige afgivne ja-stemmer kom fra AfD, mens CDU/CSU, SPD, De Grønne og Die Linke stemte imod.
Det er ganske påfaldende, at et så stort flertal af de folkevalgte ønsker at bevare en lovbestemmelse, der giver dem selv en særlig beskyttelse mod fornærmelser og det efterlader spørgsmålet, hvor grænsen så går mellem den lovlige kritik og den strafbare fornærmelse?
Den autoritære glidebane
I et ytringsfrihedsperspektiv er § 188 et demokratisk misfoster af så mange grunde:
For det første kriminaliserer den under bestemte omstændigheder ytringer, som retter sig specifikt mod politikerne.
For det andet skaber den usikkerhed om, hvor grænsen mellem lovlig kritik og strafbar fornærmelse går. En borger, der ikke kan gennemskue grænsen, kan vælge at holde sin mening for sig selv af frygt for repressalier. Men som Habecks mange anmeldelser illustrerer, er der også en anden grund til at holde mund:
De viser nemlig, at selv en borger, der er overbevist om, at vedkommendes ytring er lovlig, kan risikere at blive politianmeldt og efterforsket. Og i den sammenhæng betyder det mindre, at sagen senere bliver indstillet, for belastningen ved at blive genstand for en strafferetlig undersøgelse er den samme til afgørelsen falder. Og hvorfor skulle man udsætte sig selv for den risiko, hvis alternativet blot er at holde mund?
Selvcensur opstår ikke nødvendigvis, fordi borgerne accepterer lovgivningens begrænsninger, men fordi de ønsker at undgå de mulige konsekvenser af at udfordre dem.
Læg hertil at den særlige beskyttelse af politikerne hurtigt kan ændre deres egen opfattelse af forholdet til borgerne: Når lovgivningen giver dem mulighed for at inddrage straffesystemet i konflikter om personlig kritik, vænner de sig til forestillingen om, at staten skal beskytte dem mod den foragt, deres politiske handlinger måtte fremkalde. Hvilket kan forklare den overvældende modstand mod AfDs forslag om at afskaffe § 188.
Det vender det demokratiske forhold mellem magthavere og borgere på hovedet.
For et demokrati er ikke i sig selv truet, blot fordi borgerne mister tilliden til deres politiske ledere. Det er heller ikke nødvendigvis truet, fordi oppositionen beskriver magthaverne som inkompetente, korrupte eller magtfuldkomne.
Tværtimod er demokratiet afhængigt af, at borgerne frit kan fremsætte netop den kritik – også når den er vred, hånlig eller personligt fornærmende.
Når staten begynder at bruge straffeloven til at beskytte magthaverne mod borgernes foragt, risikerer den at sætte en autoritær udvikling i gang.
Og når 440 medlemmer af den tyske Forbundsdag stemmer for at bevare politikernes særlige beskyttelse mod fornærmelser, er det derfor værd at spørge, om de folkevalgte efterhånden har glemt, hvem ytringsfriheden først og fremmest skal beskytte.