|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Jeg synes efterhånden, at Netanyahu har overskredet sin udløbsdato, og det siger jeg som én, der langt hen ad vejen har været enig med ham i kampen mod Hamas, Hizbollah og Iran og alle de kræfter, der spænder ben for fred i Mellemøsten.
Enig med ham i, at imam-regimet i Iran skal fjernes og deres nyttige idioter; Hamas, Hizbollah og Houtierne, skal elimineres. De forstår kun magtens sprog.
Netanyahu har været dygtig, enormt dygtig, og han har været effektiv.
I forhold til Gaza synes jeg, at det blev lidt overdrevet, men det var nødvendigt at gå efter Hamas, der skjulte sig bag og under de civile. Og jeg brød mig om at han tog Ben-Gvir og Smotrich ind i regeringen.
Det, der for alvor provokerer mig nu, er at Netanyahu nu er begyndt at mistænkeliggøre de arabisk-israelske stemmer, når jeg og andre ellers i årevis har brugt de israelske araberes tilstedeværelse i Israel som et godt eksempel på, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, hvor araberne har fulde borgerrettigheder, kan stille op til valg og nu har vundet 19 mandater.
Det skulle man jo egentlig tro var anledning til glæde, men mandaternes demokratiske værdi afhænger tilsyneladende af, hvem de bringer til magten.
De israelske arabere har været meget loyale over for Israel, flere og flere er begyndt at aftjene deres værnepligt i IDF, og mig bekendt har der ikke været en eneste demonstration til fordel for Hamas blandt dem. Tværtimod siger de, at Hamas skal afvæbnes og ikke skal have nogen rolle mere.
Og nu taler vi altså ikke om palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, men om de israelske arabere, der har israelsk statsborgerskab og deltager i det israelske demokrati, og hvis deltagelse vi ellers med rette har fremhævet.
For at beholde magten går Netanyahu nu ud og mistænkeliggør deres stemmer/mandater og siger at de bliver støttet udefra, hvilket der, så vidt jeg ved, ikke har været dokumentation for.
Jeg så i øvrigt et interview med en af de arabisk-israelske ledere, der ganske nøgternt forklarede, at de udmærket ved, at hvis de begynder at flirte med nogen udefra, så er de færdige her, og jeg har derfor svært ved at se anklagerne om støtte fra Qatar som andet end et forsøg på at skræmme folk.
Det forekommer mig egentlig lidt besynderligt, at vi i årevis har fremhævet de israelske araberes borgerrettigheder og deres mulighed for at deltage i det politiske liv, og nu hvor de rent faktisk gør det og får en politisk indflydelse, der kan få betydning for hvem der skal danne regering, skal vi pludselig til at mistænkeliggøre dem. Man skulle næsten tro, at det var meningen de skulle have lov til at stemme, bare ikke nødvendigvis have indflydelse.
Araberne i Israel bekræfter netop, at Israel er et demokrati, det eneste demokrati i Mellemøsten og at Netanyahu for at beholde magten nu forsøger at mistænkeliggøre dem, synes jeg er skidt, virkelig skidt.
Derfor er jeg også glad for at oppositionslederen, Gadi Eisenkot, der højst sandsynligt bliver Israels kommende statsminister, er ude og kritisere Netanyahu for det og siger, at de slet ikke skal tale sammen mere, når Netanyahu mistænkeliggøre de arabiske mandater.
Når vi i alle disse år har fremhævet de israelske araberes deltagelse i demokratiet som en af Israels kvaliteter, forekommer det mig alligevel at være en besynderlig bedrift, at det nu er Israels egen desperate statsminister, der forsøger at gøre denne kvalitet til et problem.
Bragt på Facebook