“Det mest mærkelige ved hele debatten om danskhed er, at det er blevet tabu at sige det oplagte: Afrah al-Jabouri og Abud Mustafa er selvfølgelig ikke “danskere” i den betydning, man normalt anvender udtrykket”

Så fik jeg endelig set “Højskolen” om danskhed.

Jeg synes, TV2 skal have stor ros for at lave et hårdt og konfrontatorisk program – og for at lade konflikterne køre så langt, som de gjorde.

Men jeg synes også, der er noget absurd ved hele diskussionen om hvor vidt Afrah al-Jabouri og Abud Mustafa er danskere.

Prøv at forestille dig en situation, hvor det hele blev vendt på hovedet.

Vi er i Egypten. En af landets store tv-stationer vil gerne lave et program om egyptisk identitet.

Til den ende indforskriver de nogle børn af expats, der er vokset op i Egypten. De pågældende (voksne) børn taler flydende egyptisk. Men de har (for eksempel) stadig deres engelske navne. De danner kun par med andre briter og vesterlændinge. Og i expatmiljøet ses der ekstremt skævt til medlemmer, der fraterniserer med egyptere.

Nu siger så et af expatbørnene til et par sympatiske, yngre egyptere: “Jeg er hundrede procent lige så egyptisk som dig”.

Hele livepublikum i studiet bryder ud i latter og slår sig på lårene af grin.

Selvfølgelig er du ikke det. Du er en britisk expat, der taler godt egyptisk. Men egypter? Sikke dog noget vrøvl at sige. Oven i købet i den bedste sendetid.

Det mest mærkelige ved hele debatten er, at det er blevet tabu at sige det oplagte: Afrah al-Jabouri og Abud Mustafa er selvfølgelig ikke “danskere” i den betydning, man normalt anvender udtrykket.

Hvorfor? Fordi de simpelthen har indgået for få kompromisser med den danske kultur, de hævder at være en del af.

Der er ingen, der kan give en matematisk opskrift på det præcise antal af kompromisser. Men det er klart, at der er en grænse.

Hvis og når Samira Nawa og Geeti Amiri siger, at de er danskere (eller bindestregsdanskere), så tror vi på dem og er enige med dem.

Fordi kompromisprocenten er høj nok til, at det giver mening.

Hvis man i tre eller fire generationer indgår nul eller tæt på nul kompromisser, er der selvfølgelig ingen danskere, der betragter folk fra expat-enklaven som danskere.

I bor i en enklave, hvor I gifter jer med hinanden; beholder de navne, der er almindelige hjemme; holder stædigt fast i religion og kultur; har stærke uformelle sanktioner imod at fraternisere med de lokale: Beklager. Det er ikke kompromisser nok til, at nogen tænker, I er danskere.

Dette handler hverken om DNA eller “race”. Det handler om kultur og kompromisser.

Inde i hovederne på de fleste danskere, er Danmark en slags kæmpestor, fælles slægtsgård.

Derfor mener de, at rigtige danskere er dem, der har passet og plejet og forbedret slægtsgården gennem mange generationer.

Det spørgsmål, ingen stillede Afrah al-Jabouri og Abud Mustafa, er: OK – så hvad har du og din slægt gjort for at forbedre den fælles slægtsgård, vi kalder Danmark?

Svaret kender vi alle: Ingenting.