|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Ruslands diktator, Vladimir Putin, har ved flere lejligheder raslet med truslen fra Ruslands atomvåben. De færreste forestiller sig, at denne trussel kan blive til alvor inden for en overskuelig fremtid. Men selve muligheden for, at Rusland i en presset situation kunne eskalere atomtruslen bidrager til mulige alvorlige spændinger i Europa.
Det er baggrunden for, at den europæiske atommagt Frankrig nu viser muskler, der skal gøre det klart for russerne, at forsøg på at true med atomkrig vil blive mødt med en europæisk oprustning, der kan få uoverskuelige konsekvenser også for Rusland selv.
Den danske regering har meget fornuftigt plejet tætte relationer til Frankrig, som kan være særdeles gavnlige, hvis de russiske trusler udvikler sig til mere håndgribelige konflikter. Det kan meget vel føre til en vigtig styrkelse af det danske forsvarspotentiale.
Udviklingen af de danske relationer – politiske og militære – til Frankrig må være en vigtig dansk målsætning – ikke mindst netop i betragtning af Frankrigs militære vægt og den markante samarbejdsvilje fra den franske præsident, Emmanuel Macron.
Det positive forhold til Frankrig, der har udviklet sig i dansk udenrigspolitik, er i sig selv et træk til gavn for Danmark. Men ikke nok med det: Den positive politiske relation mellem vore to lande bliver yderligere forstærket af, at Frankrig og Danmark på det seneste er gået særdeles godt i spænd i de udenrigspolitiske relationer.
Senest har den franske præsident Emmanuel Macron ydet en vigtig støtte til Danmark og Grønland, hvilket har gjort det lettere for Rigsfællesskabet at holde præsident Trump på passende afstand. Som bekendt flagrede Trump med forestillinger om at underlægge sig Grønland, men med Macrons bistand og en fremragende dansk diplomatisk indsats blev en sådan udvikling forpurret.
Undervejs i dette forløb gav præsident Macron en vigtig opbakning til Danmark og Grønland – en opbakning, der var ret afgørende for, at Danmark og Grønland kunne fastholde en selvstændig kurs og holde Trumps impulsive og flagrende diplomati fra døren. I kraft af dette fik den franske præsident faktisk en ganske væsentlig og positiv indflydelse på forløbet.
Macron har mildt sagt ikke været nogen succes i sin hjemlige politik. Men han har været en vigtig fødselshjælper for den grønlandske sag. Hans parløb med grønlænderne har haft væsentlig betydning for den arktiske udvikling.
Samtidig har Macrons Frankrig markeret sig som en væsentlig modvægt til den flagrende, impulsive og ofte upålidelige linje, som har præget Trumps rolle i udenrigspolitikken. Set med danske øjne er Trump absolut ikke en mand, man kan stole på.
Hans rolle har ikke i enhver henseende været negativ. Men samlet set har han slet ikke formået at skabe et stærkt og stabilt transatlantisk samarbejde. Hans flagrende og egocentriske måde at bedrive politik på har svækket Vesten og skabt usikkerhed omkring Europas fremtid.
Trumps indsats har ikke på alle måder været håbløs. Han har haft sine øjeblikke med en til tider positiv handlekraft.
Men han har i alt for høj grad været en ‘løs kanon’, der har præget europæisk og amerikansk politik med en dybt skadelig egocentrisme og impulsivitet.
Skal man sige noget positivt om den upopulære amerikanske præsident, så er det vel, at han har tvunget europæerne til i højere grad at tage ansvar – herunder ikke mindst ansvar for at ruste sig til det ubetinget nødvendige opgør med Putins Rusland.
Den opgave kan europæerne under ingen omstændigheder overlade til USA – og da slet ikke til et USA under Donald Trumps ledelse. Trump er en upålidelig allieret for Europa.
Derfor er det afgørende at Europa gennemfører en markant oprustning, både politisk og militært. Det er ikke nogen nem opgave. Især sydeuropæerne er fatalt fodslæbende.
Men ikke alt er den rene bedrøvelighed. Der er kræfter i Europa, som også Danmark hører til, som ret beslutsomt har taget fat på at styrke deres oprustning. Det gælder i høj grad Danmark, men det gælder også store, toneangivende lande som Frankrig.
Lige så rodet og uansvarlig fransk politik kan være – som det fremgår af de aktuelle tilstande i Paris – lige så beslutsomt og handlekraftigt tager franske beslutningstagere nu fat på en helt nødvendig militær oprustning.
————————————————————————————————–
Ved Bretagnes kyst har det franske militær netop testet landets nye interkontinentale missil – affyret fra en fransk atom-ubåd.
Macron brugte denne test til at sende et klart budskab: “Dette er en fremragende demonstration af vores troværdighed.” Præsidenten overværede selv affyringen og han fulgte med, da missilet bevægede sig lodret op i himlen. Ifølge Élysée-palæet fløj missilet over Atlanterhavet og landede flere hundrede kilometer fra den nærmeste kyst.
Den franske raket skulle understrege, at man er rustet til et militært opgør med Putins Rusland – herunder med atombærende interkontinentale missiler. Affyringen af et sådant langtrækkende missil skulle sende et signal til Putin om, at Frankrig er parat.
En stolt præsident Macron brugte denne demonstration til at sende et signal:
“Jeg tror, at budskabet er klart og tydeligt – og det er nået frem alle de steder, hvor det skulle nå frem.” Underforstået: Det var en hilsen til Frankrigs fjender. Med en understregning af, at det vil koste Putin meget dyrt, hvis han prøver at kaste sig ud i et atomart opgør med Frankrig.
Frankrigs optræden i denne sammenhæng understreger, at det er slut med tidligere tiders franske forestillinger om, at man kan indtage en position som en slags ‘tredjepart’ i verdenspolitikken. Det var den franske attitude på daværende præsident de Gaulles tid.
Nu står Frankrig mere utvetydigt som en del af Vesten. Og man er ikke bare en del af Vesten. Man er en militær faktor, som kan spille en vigtig rolle for Europa, og som er militært rustet til om nødvendigt at tage et militært opgør med Putin – side om side med andre europæiske lande.
Frankrig er ikke længere et land, der holder sig uden for de afgørende opgør i Europa. Frankrig er blevet et land, der engagerer sig langt dybere og stærkere i Europas fremtid, end man før har gjort.
Præsident Macron er en repræsentant for dette nye, mere engagerede og mere aktivistiske Frankrig.
Indenrigspolitisk er Frankrig en frygtelig rodebutik, som det fremgår af de aktuelle gadekampe i franske byer. Men når det gælder udenrigspolitikken har landet mere at byde på. Det viser sig i Mette Frederiksens gode relation til Macron, og det viser sig i den franske præsidents meget positive engagement i Grønland.
