|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
DI opfordrer virksomheder til straks at gennemgå deres procedurer for identitetskontrol efter et omfattende læk af omkring 8,8 millioner personers CPR-oplysninger.
Mange virksomheder indtil nu brugt disse oplysninger til at bekræfte kunders eller medarbejderes identitet. Men lækket betyder, at virksomheder ikke længere kan bruge CPR-nummer, navn og adresse som tilstrækkelig dokumentation for en persons identitet.
– Det er en meget alvorlig sag. Når kriminelle kender navn, adresse og CPR-nummer, bliver svindelforsøg langt mere troværdige. Det er positivt, at myndighederne har lukket den misbrugte adgang og er åbne om hændelsen, siger Jeppe Engell, chefkonsulent i Digitaliseringspolitik i Dansk Industri.
Lækket øger risikoen for, at svindlere kan udgive sig for at være kunder, medarbejdere eller samarbejdspartnere. Derfor bør virksomheder allerede nu se kritisk på de processer, de bruger i kundeservice, it-support, økonomifunktioner og andre steder, hvor medarbejdere skal vurdere, om den person, de er i kontakt med, er den, vedkommende udgiver sig for at være.
Derfor anbefaler DI, at virksomhederne fremadrettet bruger andre løsninger som MitID, kontrolspørgsmål, login i kundeportaler eller andre former for verificering, når de skal dokumentere en kundes eller medarbejders identitet.
– Vi må forvente flere og mere troværdige svindelforsøg mod både borgere og virksomheder i den kommende tid. Medarbejdere i kundeservice, økonomi og it-support skal være ekstra opmærksomme. Vi rådgiver vores medlemmer om, hvad de konkret kan gøre, siger Jeppe Engell, chefkonsulent i Digitaliseringspolitik i Dansk Industri.
DI opfordrer virksomheder til hurtigt at tage fem skridt for at reducere risikoen for svindel:
- Gennemgå, hvor CPR-nummer, navn eller adresse bruges til at bekræfte identitet.
- Informer medarbejdere om, at CPR-nummer alene ikke længere er tilstrækkeligt som identifikation, og at tvivlstilfælde bør håndteres via kendte kontaktkanaler.
- Stram procedurerne for nulstilling af adgangskoder og tofaktorgodkendelse.
- Informer medarbejdere og kunder om risikoen for mere målrettede svindelforsøg og henvis til myndighedernes vejledning.
- Prioritér de områder, hvor fejl kan få størst konsekvenser, og læg en plan for mere robuste løsninger til identitetskontrol.