|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Storbritanniens blasfemilove blev afskaffet i 2008, og landets High Court slog så sent som i februar fast, at det ikke er strafbart at fornærme islam. Alligevel arresterer politiet fortsat mennesker for islamkritiske ytringer, mens en pensioneret politibetjent er blevet dømt for en vittighed om Muhammed.
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
”Fuck Islam”.
Det er ikke en ulovlig ytring.
Det slog den britiske High Court i realiteten fast så sent som i februar i år.
Alligevel blev to demonstranter få måneder senere arresteret af britisk politi efter at have vist skilte med netop ordene ”Fuck Islam”. Sagen føjer sig til en række britiske sager, der rejser et efterhånden påtrængende spørgsmål: Er blasfemilovene ved at vende tilbage i Storbritannien – ikke gennem parlamentet, men gennem politiets og anklagemyndighedens praksis?
Han fornærmede islam – og blev angrebet
Storbritannien afskaffede blasfemilovene i England og Wales i 2008. Alligevel blev den tyrkiskfødte ateist Hamit Coskun i 2025 dømt for en religiøst skærpet overtrædelse af den britiske Public Order Act efter at have brændt en koran foran det tyrkiske konsulat i London og blandt andet råbt ”Fuck Islam” og ”Islam is the religion of terrorism”. Coskun forklarede politiet, at hans demonstration var rettet mod islam og udviklingen væk fra sekularisme i hans hjemland Tyrkiet – ikke mod muslimer som mennesker.
Mens Coskun brændte sin koran af, kom en mand ud fra en nærliggende bygning, truede med at slå Coskun ihjel, hentede en kniv og jagtede ham ud på vejen. Coskun blev desuden sparket og spyttet på.
Da politiet ankom, arresterede de ikke kun angriberen – men også Coskun og leverede dermed et næsten skolebogsagtigt eksempel på det, en stadig større del af briterne kalder ”two-tier policing”, og som har bidraget til den britiske legitimitetskrise: Den ene mand fremsætter en lovlig ytring, den anden reagerer med trusler, vold og en kniv – og politiet lægger dem begge i håndjern.
Coskun blev først dømt for sin koranafbrænding, men senere frifundet af Crown Court, og da anklagemyndigheden forsøgte at få frifindelsen omstødt, tabte den i februar i år ved High Court, der fastholdt det grundlæggende princip: England og Wales har ingen blasfemiforbrydelse. Ytringsfriheden beskytter også ytringer, der fornærmer, chokerer og forstyrrer.
Det burde have afsluttet diskussionen, men gjorde det ikke.
”Fuck Islam” igen
Få måneder efter High Courts afgørelse blev to demonstranter ved Tommy Robinsons ”Unite the Kingdom”-demonstration i London arresteret efter at have stået med skilte med ordene ”Fuck Islam”.
De efterforskes fortsat for mulige overtrædelser af Public Order Act.
Dermed står Storbritannien med en mærkværdig situation: Landets domstole har i Coskun-sagen fastslået, at fornærmelse af islam ikke i sig selv er en forbrydelse, mens politiet fortsat arresterer mennesker for ytringer, der netop fornærmer islam.
Og de to demonstranter er ikke alene.
En vittighed om Muhammed
Den 65-årige pensionerede politibetjent Stephen Gray blev i april dømt efter Communications Act for et opslag på Facebook. Gray havde delt et meme med et stykke bacon og en vittighed om, at mennesker, der spiser bacon, har mindre risiko for at gifte sig med en niårig – en henvisning til de islamiske overleveringer om Muhammeds ægteskab med Aisha.
Domstolen fandt opslaget ”grossly offensive” og idømte Gray bøder på 1.100 pund samt sagsomkostninger. Dommen har han anket med støtte fra den britiske Free Speech Union.
Gray var i udgangspunktet tiltalt for to opslag, men blev ikke dømt for det andet, fordi retten vurderede, at der var tale om en politisk ytring af offentlig interesse. Bacon-memet mente retten derimod var strafbart, blandt andet fordi den betragtede det som et spørgsmål om religion snarere end politik.
Det er mildest talt en besynderlig sondring i et land uden blasfemilov. For hvis man frit må fornærme politiske ideologier, men risikerer straf, når fornærmelsen rammer en religion, har religionen i praksis fået en beskyttelse, som andre idéer ikke har.
Voldsmandens veto
Coskun-sagen illustrerer samtidig et endnu mere grundlæggende problem.
Coskun fremsatte en lovlig ytring. En anden mand reagerede med vold og en kniv. Den oplagte opgave for en retsstat burde være at beskytte den, der benytter sin ytringsfrihed, mod den, der reagerer med vold, men Coskun blev selv arresteret og siden dømt i første instans.
Dermed vendes retsstatens logik på hovedet: Jo mere voldsom en reaktion en lovlig ytring fremkalder, desto større bliver presset for at begrænse ytringen. Det er voldsmandens veto – og samtidig en del af forklaringen på briternes voksende mistillid til institutionerne.
Islam har ingen ret til ikke at blive fornærmet
Muslimer har som mennesker krav på retsstatens beskyttelse mod vold, trusler og overgreb, men deres religion har ikke krav på respekt. Det er den sondring, blasfemilovgivning ophæver.
Men en formel ret til at fornærme en religion er ikke meget værd, hvis man først skal arresteres, efterforskes, retsforfølges og gennem flere retsinstanser for muligvis at få lov til at benytte den. Tværtimod opfordrer det til selvcensur og skaber usikkerhed om retstilstanden.
Og det er den direkte vej til at undergrave borgernes tillid til retsstaten.
Aia Fog
