|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Omvendt kritik af DF
Af Visti Christensen
Det er velkendt, at Christiansborgpolitikere efter en tid på Tinge kan lade sig friste til at nedtone eller helt at fravige egne markante partiprogrampunkter, og i stedet ønsker at virke samarbejdende og mere stuerene. Tendensen kan virke positiv, men set fra et vælgersynspunkt kan det have den negative effekt, at et bestemt synspunkt forsvinder i det partidiktatur, der anslår tonerne og har serveret. Man kunne kalde det ’Christiansborgsyge’, og symptomerne er, at man hellere vil tælles med blandt ’ansvarlige’ politikere, end at kaldes ekstremt yderligtgående, énsporet eller racistisk.
Storhedsvanvid
Denne sygdom hedder megalomani på græsk. Og nu er så endnu en person blevet smittet. Denne gang den 39-årige DF-viceborgmester i Lolland kommune, Allan Blak, der kun har været i lokalpolitik siden 2021, men allerede nu er ramt af sygdommen. Måske er han blevet opmuntret af tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der for nylig meldte ud, at han ikke kunne kende DF længere. Men det tror jeg. Efter at have kissemisset med Mette Frederiksen, hvilket nær havde kostet hele partiet livet, kan man jo gisne om, at det netop er Christiansborgsygen, han savner, og ikke DF’s markante storhedstid.
Når man selv har været viceborgmester, kommer det ikke bag på én, at personer i Byråd kan smittes og blive villige til at sælge sin sjæl for ’en ret linser’ eller for en fed post i økonomiudvalget m.fl. Et nært og respektabelt samarbejdsmakkerskab med de toneangivende store i Byrådet, er virkelig fristende. Så Allan Blak er blot én blandt mange. Og da Kristian Thulesen Dahl så tilmed har givet kritiske balloner i luften, kan det ikke udelukkes at det har givet andre blod på tanden.
Vælgertilslutningen
Det der kan undre er, at når DF netop nu i tiden er blevet største parti i blå blok, så kan erfaringen fra Thulesen Dahls sidste tid i partiet jo ikke være attraktivt. Og da slet ikke ud fra det argument, at Dansk Folkeparti først nu skulle have ændret sig til at være et for hårdt og groft parti på udlændingeområdet. For det giver jo ingen mening, at man skal genindføre en politisk linje, der førte til partiets dans med Spærregrænsen. DF’s vokseværk viser en tilbagevenden til gamle dages markante folkeopbakning.
Iflg. Jyllands-Posten mener Allan Blak, at DF’s retorik er blevet for grov, og at kampagnerne giver et indtryk af, at alle udlændinge skal ud af landet, lige meget hvem det er. Han ser DF som et parti, der gerne vil have udlændinge, der bidrager til Danmark, og at det kun er kriminelle og samfundsnassere, vi ikke vil have. Det siger han til JP og indrømmer, at han har tumlet med tanken om at melde sig ud af partiet. Men i stedet ønsker han at blive valgt ind i hovedbestyrelse, for at præge DF indefra.
Bedrevidenhed
Det er altid opsigtsvækkende, når en mus gerne vil bestemme over elefanternes dagsorden. Men Blak forklarer, at hans utilfredshed med partitoppen stammer fra flere eksempler på topstyring, der også er faldet andre end ham for brystet. Bl.a. er partimedlemmer og håbefulde kandidater sure over, at partiets top med hård hånd ville bestemme, hvem der kunne opstilles til folketingsvalget. Men hans generelle synspunkter ligger ikke langt fra Thulesen Dahls, der også har luftet skepsis over for DF i denne uge.
Den nuværende partiledelse fastholder partilinjen og har ikke mange pæne ord til overs for Thulesen Dahl. Og til Blaks kritik lyder svaret fra DF’s politiske ordfører Peter Kofod: ”Det er ikke et ekstremt synspunkt at ville bevare Danmark for den næste generation, og at sørge for, at danskerne har råd til et værdigt liv. Det burde være udgangspunktet for ethvert politisk parti, men vi tager gerne teten alene.”
Så jo, man forstår, at Allan Blak er ekskluderet for sine fornyede udtalelser om DF’s eksistens og virke.
—————————————————————————————————————————————————————
Hvornår begynder kommunerne at overholde deres egne svarfrister?
Af Daniel Noti
Når kommunen sender et brev til en borger og beder om oplysninger, følger der næsten altid en svarfrist med. Hvis borgeren ikke svarer i
tide, kan det få alvorlige konsekvenser for sagen.
Men hvad med kommunen selv?
Alt for mange borgere oplever, at de venter uge efter uge – og nogle gange måned efter måned – på svar. Telefonopkald bliver ikke besvaret, e-mails bliver ikke fulgt op, og lovede tilbagemeldinger udebliver.
Et godt samarbejde bygger på gensidig respekt. Hvis borgerne forventes at overholde frister, bør kommunerne også gøre deres yderste for at
overholde deres egne sagsbehandlingsfrister og svare inden for rimelig tid. Når det ikke sker, skaber det usikkerhed, frustration og i mange
tilfælde en forværring af borgernes situation.
For mennesker med alvorlig sygdom eller handicap er ventetid ikke bare irriterende – den kan have store menneskelige konsekvenser. Man bliver holdt hen uden at vide, hvornår der sker noget, mens ens liv står på pause.
Derfor er mit spørgsmål enkelt:
Hvornår begynder kommunerne at leve op til de samme krav, som de stiller til borgerne?
Retssikkerhed bør gælde begge veje.
Måske er tiden kommet til en debat om, hvordan borgernes retssikkerhed kan styrkes. En mulighed kunne være en egentlig forvaltningsdomstol, hvor borgere hurtigere og mere effektivt kan få prøvet, om myndighederne overholder lovgivningen og deres forpligtelser. Uanset løsningen er én ting sikker: Der skal være balance mellem de krav, der stilles til borgerne, og det ansvar, der påhviler myndighederne.
Et retssamfund må ikke kun stille krav til borgerne – det skal også sikre, at myndighederne kan holdes ansvarlige, når de ikke lever op til
deres egne forpligtelser.
——————————————————————————————————————————————————–
Borgmesterknæfald for muslimer
Af Visti Christensen
Man har altid tidligere kunnet have stor respekt for Høje-Tåstrups borgmester, civilingeniør Michael Ziegler, der gennem årtier har haft flere ledende tillidsposter inden for det politiske liv. Ziegler er ugift og har ingen børn, men har helliget sig det politiske arbejde inden for det konservative folkeparti.
Ghettomodstander
En af de ting, der gjorde ham populær var, at han som nyvalgt borgmester i 2006 vovede at flytte ind i Taastrupgård-bebyggelsen en måneds tid for at vise, at områdets rygte som ghetto var overdrevet, og at der efter hans opfattelse overalt i kommunen var almindelig ro, fred og ingen fare. Nu er årene gået, og tingene har ændret sig meget. Og ikke alle deler i nutiden hans ubekymrethed.
”Vi er meget utrygge. Min kone tør næsten ikke gå ud, når det bliver mørkt. Så jeg tror ikke vi bor her om et år.” Sådan lød det fra en af de Taastrup-borgere, som BT har talt med for nylig. I Vestegnsbyen er den tidligere så fredelige hovedgade blevet et sted, hvor grupper skaber utryghed med åbenlyst salg af narkotika og suspekt adfærd i aftentimerne. Og det ser Ziegler naturligvis også med stor alvor på.
Byers sjæl
Byers hovedgade er jo en bys sjæl, udtaler Ziegler, og vi kan jo ikke have, at borgere føler sig utrygge der. Selv har han aldrig følt sig utryg ved at færdes her, men han har dog iagttaget, at grupper samles. Dog mener han ikke, at der er grund til ængstelse for almindelige borgere, selvom tanken har strejfet ham, at den og den gruppe havde han ikke haft lyst til at komme i dialog eller klammeri med.
Michael Ziegler er ked af, at borgere føler sig utrygge. Alligevel fastholder han, at der ikke er grund til ængstelse. Dog med dette forbehold: ”I kan være trygge, så længe I ikke selv tager kontakt til dem!” Altså mener han, at man kan være tryg på hovedgaden, så længe man ikke henvender sig. ”For opsøger man ikke selv de her mennesker, så opsøger de ikke dig”, udtaler han. Det ligner et knæfald for islam.
Farlig irettesættelse
Michael Ziegler har dog et ekstra råd: ”Det er ikke klogt at gå hen og sige til dem: ”Kan I ikke opføre jer ordentligt?’ Det vil han ikke anbefale.” Men det er dog en noget bemærkelsesværdig udtalelse fra en borgmester, der jo må have fulgt udviklingen i sin kommune. Men hertil svarer Ziegler, at kommunens økonomivalg har besluttet at opsætte mere videoovervågning på Taastrup Hovedgade, så politiet lettere kan udstede opholdsforbud rettet mod enkelte personer eller grupper.
Til slut opfordrer Ziegler til, at man altid anmelder handel med ulovlige stoffer. Også selvom de unge er dygtige til at lege gemmeleg. Og så slutter borgmesteren med denne tilsyneladende positive melding: ”Vi har en stor kommunal opgave i at hjælpe yngre mennesker, der gerne vil ud af de forkerte miljøer”. Og vicepolitiinspektør Morten Stallknecht lover, at alt noteres, så borgerne ved, at der overvåges, også når der ikke er patruljevogn på gaden.
——————————————————————————————————————————————————-
Mislykket kønsreligionsfremstød
Af Visti Christensen
Det er ingen hemmelighed, at kønsreligionen missionerer overalt på kloden, og især på de steder, hvor medierne er talstærkt til stede. Således også fra fodbold-VM, hvorfra transmissioner har fyldt over 80 % af nyhedsformidlingen. For nylig var et flertal af omtalerne fyldt med det såkaldte Pride-banner, der sporadisk sås på tilskuerpladserne.
Mislykket mission.
På tribunerne lykkedes det målrettede missionsfremstød dog ikke helt, og LGBT+-folket fik langt fra den opmærksomhed, man havde sat næsen op efter. Skæbnen ville nemlig, at Egypten og Iran – i deres indbyrdes kamp på den planlagte store Pride-dag – ikke ville være reklamesøjler for Vestens høje mode. Mangfoldighed, grænseløshed og tolerance er nemlig, hvis nogen stadig skulle være i tvivl, ikke noget for muslimske nationer. Og så kom fodboldsportens internationale FIFA-sammenslutning virkelig fra grønsværen til glatisen og indse, at fodbold, politik og religion ikke kan adskilles fra hinanden.
Man havde regnet med, at de kaotiske diskussioner ved VM i Qatar for fire år siden ville være helt ude fra rampelyset, men heri tog man fejl. De mange vanskelige diskussioner om mindretalsdiskriminering og beskyttelse af menneskerettighederne ved VM i USA – på en helt anderledes organiseret og bedre måde, havde lagt problemerne i graven. I modsætning til de mange politiske og kulturelle slåskampe ville fylde lidt mindre end i Qatar, hvor man diskuterede, hvordan spillere og tilskuere skulle optræde.
Kønsreligionens fremme
Som en formildende foranstaltning foreslog flere lande, at man kunne nøjes med, at de enkelte landes
spilleranførere kun bar et armbind i regnbuens farver, som indirekte jo betyder accept af homoseksuelle og andre ting. Denne ide og andre diskussioner fyldte i de fleste europæiske mediers debatter, og i høj grad også de danske. Men ved dette VM, ønskede værtsbyen Seattle at bruge en hel enkelt kamp på at vise anerkendelse af LGBT+-verdenen, da byen i forvejen fejrer miljøets identitet og mangfoldighed.
Men hvad ingen havde forudset, så var denne bestemte kamp, efter vilkårlig lodtrækning, kommet til at skulle afvikles mellem Egypten og Iran. To lande, der på ingen måde vil deltage i fejring af noget, som de finder moralsk forkasteligt og/eller ulovligt. I Iran kan man idømmes dødsstraf for at have sex med sit eget køn, mens man i Egypten kan blive idømt op til seks års fængsel. Så begge lande protesterede voldsomt over, at Seattle udråbte deres indbyrdes VM-opgør som “pride-kampen”.
Aflysning eller ej
Begge lande krævede al omtale af “pride” fjernet, og alle former for aktivitetsrelatering til LGBT+- blev aflyst. Det egyptiske fodboldforbund har officielt udmeldt, at man under ingen omstændigheder deltager i noget, der strider mod deres kultur og religion, bl.a. homoseksualitet. Begge hold truede med at blive væk fra kampen, da man påtænkte at lade alle spillere komme på banen iført regnbuefarvede trøjer. Et kompromis blev, at Regnbuebanneret måtte medbringes af tilskuerne.
