|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Amar, Siyab, Ajaibe, Sadiq, Saddiq, Yassin og Bari er en del af et større kriminelt netværk med rødder i det pakistanske miljø i den midtengelske by Roterham.
Det er syv mænd med indvandrerbaggrund, der har begået en række modbydelige seksuelle overgreb mod to piger på 11 og 16 år.
De fik for nylig 106 års fængsel tilsammen.
De er ikke de eneste.
Et stort antal mænd med især pakistansk baggrund er gennem de senere år dømt for seksuelt misbrug af tusindvis af især engelske piger ofte socialt udsatte. De såkaldte groomingskandaler.
Det modbydelige misbrug af tusindvis af især socialt dårligt stillede britiske piger har fundet sted i årevis. De mennesker, der forsøgte at hjælpe pigerne og råbe myndighederne op blev forfulgt og angrebet som racister. Myndighederne tog aktivt del i denne tilsløring og forfølgelse. Det har Den Korte Avis skrevet om mange gange de sidste 10 år.
Til sidst begyndte der har gå hul på bylden. Mange pakistanske bander og netværk er blevet dømt og har fået lange fængselsstraffe.
Men selv om mange af de pakistanske bander i dag er dømt, så er omfanget af de forfærdelige overgreb aldrig kommet helt frem i lyset.
Det mente Rupert Lowe, der er parlamentsmedlem og leder af det indvandringskritiske britiske parti Restore.
Derfor tog han initiativ til den måske mest omfattende undersøgelser af denne form for seksuel bandekriminalitet. Det var muligt takket være økonomiske bidrag fra tusindvis af briter.
Resultatet er netop offentliggjort i rapport “The Rape Gang Inquiry Report” . Undersøgelsen er blevet ledet af Sammy Woodhouse, der selv er offer for gruppevoldtægt begået af groomingbander.
Ifølge rapporten har mindst 250.000 britiske piger været ofre for grotesk seksuel vold begået af typisk pakistanske muslimske mænd. I sidste ende er de blevet dræbt efter at være blevet udsat for ren tortur.
Dette kunne ske, fordi myndighederne aktivt vendte pigerne ryggen i “antiracismens” navn.
Rapportens konklusionen er denne: Den liberale indvandringspolitik kombineret med etablissementets had til sine egne borgere resulterede i den største forbrydelse i Vesteuropa siden Holocaust. Den største forbrydelse mod indfødte piger og kvinder.
Det skriver filosoffen Eva Agnete Selsing, som har læst rapporten i B.T.
De syv mænd som eksempel
De syv mænd, der er nogle af dem, der er dømt for nylig, samlede pigerne op ude i byen eller hentede dem sågar på børnehjemmene. De blev voldtaget og udsat for anden vold. Men inden overgrebene var pigerne blevet bedøvet med hash og alkohol i store mængder.
Overfaldene fandt sted i en park, i en bil på en parkeringsplads i et supermarked, på en kirkegård, og bag en børnehave.
I et tilfælde blev en af pigerne bragt til et hotel, hvor hun blev voldtaget af to mænd. Ved en anden lejlighed blev den samme pige låst inde i et af sine overgrebsmænds hjem. Hun blev voldtaget mindst to gange og formåede kun at flygte ved at kravle ud af et vindue.
Men de syv mænd seksuelle vold mod de to piger er kun en lille del af pakistanske kriminelles udnyttelse af helt unge især britiske piger.
Overgrebene fandt sted for omkring 20 år siden.
Men de fleste er først afsløret efter mange år.
Myndighederne dækkede over forbrydelserne
Myndighederne forsøgte længe at dække over det pakistanske miljø, fordi de var bange for at blive kaldt racister.
Men efterhånden kom det frygtelige misbrug stykke efter stykke frem i dagens lys.
I september 2014 dokumenterede en rapport, at mindst 1400 skolepiger fra byen Rotherham i England over en 16-årig periode var blevet misbrugt, mishandlet og tvunget til prostitution af et kriminelt netværk af pakistanske mænd. Den Korte Avis.
Piger helt ned til 11-års alderen blev tvunget til sex og prostitution med vold, tvang, stoffer og alkohol.
Rapporten fik en kæmpe skandale til at rulle i England. Ikke kun på grund af de uhyrligheder pigerne systematisk blev udsat for, men også fordi ingen af de lokale myndigheder på noget tidspunkt greb ind.
Det var ellers ikke fordi, der manglede indikationer på, at noget var helt galt: Rotherham oplevede således en markant stigning i antallet af børn, der viste tegn på at have været udsat for seksuelle overgreb.
Organisationen Risky Business, der arbejder for sexuelt udsatte børn, samlede oplysningerne sammen, herunder beretninger om, at skolepigerne blev hentet i spisefrikvarteret og efter skoletid og bragt til ventende mænd, som de skulle yde oralsex. Når de dukkede op i skolen var de påvirket af alkohol.
I hhv. 2002, 2003 og 2006 udkom tre rapporter, der uafhængigt af hinanden beskrev de ekstreme tilstande i Rotherham. Heller ikke her, mente politikere eller myndighedspersoner, at der var anledning til at gribe ind. Tværtimod blev rapporternes konklusioner undertrykt og fortiet i håbet om, at tingene ville gå i sig selv.
Efter den britiske offentlighed har fordøjet konklusionerne fra den første rapport om de kriminelle pakistaneres mishandling af skolepigerne, er der kommet en ny rapport med fokus på de lokale myndigheders rolle i skandalen. Den har fået tilnavnet Casey-rapporten efter forfatteren, Louise Casey, og den har trukket tæppet væk under byråd og forvaltning:
Casey-rapporten dokumenterer bl.a. at Rotherham byråd systematisk undertrykte beviserne på det omfattende sexmisbrug af pigerne og afslører, at en politimand og to lokalpolitikere har udnyttet mindreårige piger sexuelt. Samme betjent skal angiveligt have videregivet oplysninger til det kriminelle pakistanske netværk om socialt udsatte piger.
Knusende kritik af Rotherham
Casey rapportens konklusioner er knusende:
”Rotherham kommune er uegnet til at varetage sine forpligtelser. Den har undladt at opfylde sin retlige forpligtelse til at sikre konstante forbedringer i forhold til, hvordan den udfører sine opgaver. Især har kommunen svigtet sin forpligtelse til at beskytte sårbare børn og unge mod overlast.” lyder rapportens knusende konklusion, der fortsætter:
”Kommunen lider af en usund virksomhedskultur: Mobning, sexchikane, undertrykkelse og misforstået politisk korrekthed er væsentlige elementer i kommunens svigt. Den er ude af stand til selv at håndtere sine svagheder uden vedholdende indgriben”
Herefter gennemgår rapporten de konkrete forhold i kommunens elendige sagsbehandling og håndtering af borgernes sager, som er en væsentlig del af grundlaget for Casey rapportens konklusioner.
Ud over sexchikane og mobning, går kritikken også på byrådets totale fornægtelse af problemerne, uduelig ledelse og en virksomhedskultur, hvor det gælder om at dække over ubehagelige sandheder og få whistle-blowere til at holde mund.
At overgrebene og mishandlingerne af de mere end 1400 skolepiger har kunnet lade sig gøre i over 16 år er i sig selv svært at forstå. Men at store dele af det kommunale system har været vidende om væsentlige elementer i overgrebene, og også kendt til bagmændene, uden at gribe ind, nærmer sig det ufattelige.
Det er dog et gennemgående træk i begge rapporter, at næsten alle de embedsmænd, der er interviewet, har udtrykt skræk for at blive betegnet som racister, hvis de angav pakistanere som kriminelle.
Hele byrådet i Rotherham gik af efter Casey-rapporten. På kommunens hjemmeside tager man rapporten til efterretning, undskylder og lover at handle.
En national operation blev sat i værk og siden er 36 personer indtil videre blevet dømt som følge af operationen, som er den største enkeltstående operation af sin art, der nogensinde er gennemført i Storbritannien.
Indtil videre er 1.100 børn – især piger identificeret. De har været involveret i seksuel udnyttelse i årene 1997 til 2013.
Zoe Becker, fra anklagemyndigheden siger om den sidste sag: “Disse syv mænd forgreb sig bevidst på to unge piger, som de vidste var sårbare, og ved at bruge stoffer og alkohol udnyttede de dem til deres egen seksuelle tilfredsstillelse. (DailyMail)
‘Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke begge ofre for at stå frem og afgive vidneudsagn. Det har været en kompleks og udfordrende sag, og det er på grund af deres mod og styrke, at vi har været i stand til at bringe disse lovovertrædere for retten.
Retssagerne forventes at fortsætte frem til 2027.
De pakistansk kriminelle mænd har indtil videre forårsaget en strøm af menneskelig ulykke og ødelagte liv.
Sagerne mod dem har indtil videre kostet det britiske samfund 90 millioner pund.
Den ny rapport viser et uhyggeligt omfattende misbrug af unge piger
Dette billede bliver udvidet og uddybet i den ny rapport.
Det første tilfælde af grooming, der nævnes i rapporten, er fra 1955. Dengang blev en 15-årig pige groomet og efterfølgende mishandlet og misbrugt af en gruppe voksne immigrantmænd. Grooming steg i antal gennem 1970’erne, og det blev et udbredt socialt problem gennem 1990’erne, hvor det fik lov til at fortsætte uforstyrret. Privatpersoner, ofre og frivillige organisationer, der arbejder med socialt sårbare børn, rapporterede, hvad der skete, allerede i slutningen af 1990’erne, men den politiske ledelse og politiet reagerede ved at underslå eller nedtone de anmeldelser, de modtog om sagen. Hvad tror du, der ville være sket, hvis billedet havde været det modsatte, at britiske mænd groomede pakistanske piger?
De konkrete beskrivelser, der nu kommer frem gennem den mest omfattende rapport, er så chokerende, at man sidder lamslået og målløs tilbage. Selsing, der har læst en stor del af rapporten giver nogle “højdepunkter”, der giver indblik i, hvad de “pædofile kriminelle”, som hun kalder dem, gjorde ved pigerne – ofte med myndighedernes viden. Dette er, hvad rapporten siger (rights.no):
“Pigerne blev ført til huse, lejligheder, restauranter og hoteller, hvor de gentagne gange blev voldtaget af adskillige mænd. Nogle blev tortureret, filmet for at afpresse og fik at vide, at de var “white trash” og “kuffar” (vantro). Mange blev gravide, mens de stadig var børn. Overlevende fortæller om “røde rum” med ekstrem tortur. Nogle blev solgt til Mellemøsten, hvor de måtte gennemgå et islamisk ægteskab.”
En dengang 13-årig pige, Fiona, blev anbragt på et offentligt hjem for sårbare børn, hvor hun blev groomet og derefter voldtaget af pakistanske mænd, og personalet på hjemmet var klar over, hvad der foregik, står der i rapporten.
Fionas mor fik at vide, at det var “racistisk” at beskrive mændene som “asiatiske”, hvilket er det britiske politisk korrekte ord for islamisk, da hun ringede til politiet, fordi hendes datter var forsvundet.
En dag sendte en politibetjent Fiona tilbage til huset, hvor hun var blevet misbrugt, og sagde til voldtægtsmændene, at de skulle “have det sjovt med hende”, skriver Selsing. Politiet var således aktivt involveret i forbrydelserne.
Sammy Woodhouse, der ledede efterforskningen, fortæller selv om “politiaftener”, hvor politibetjente skiftedes til at voldtage, slå og ydmyge børnene.
Egne torturkamre
En anden pige, Felicity, fortæller i rapporten, at hun blev misbrugt i en alder af blot 8 år. En mand solgte hende til andre pakistanske mænd. Selv babyer var involveret i misbruget.
Hun så en baby blive mishandlet og brændt med cigaretskod, mens hendes mor blev tvunget til at se på. Babyen blev senere dræbt.
Felicity kendte en anden pige, der var mistænkt for at have tippet politiet om overgreb. Dette førte til, at hun blev taget med ind i et værelse og brændt på ryggen med et strygejern.
“Jeg husker, at pigen senere døde. Jeg husker, at hun blev kvalt bagefter i det rum. Jeg husker, at der var flere mænd til stede, fem i alt. Jeg var skrækslagen,” siger hun i rapporten.
Felicity og en anden pige var begge blevet gravide på samme tid, siger Selsing, og begge havde aborteret. Hun fik en bog om islam, og voldtægtsmændene krævede, at hun læste den, hvilket var en del af presset til at konvertere til islam.
En anden pige ved navn Kate var blevet seksuelt misbrugt som barn og blev anbragt i en god plejefamilie af de lokale sociale myndigheder. Men hun slap heller ikke fra banderne. I en alder af 12 år blev hun gruppevoldtægt, både oralt og analt, af en bande, der udpegede hende og filmede misbruget.
Hun forsøgte at anmelde det til politiet, men de pressede hende til at sige, at det alligevel ikke var sket.
Året efter var hun væk hjemmefra i lange perioder. Hun blev udsat for voldtægt, herunder såkaldte “politiaftener” og gruppevoldtægter, og tortur i “røde rum” eller torturkamre.
Kate blev voldtaget mange gange om ugen, nogle gange fire gange på én dag. Politiet mente, at hun – i en alder af 13 år – var prostitueret og ikke foretog sig noget.
Selv slået ihjel
Det viste sig endda, at banden, der misbrugte Kate, havde kontakter i politiet og derfor fandt ud af, at hun havde holdt tavshed over for myndighederne. Som straf blev hun og en anden pige, som banden misbrugte, ført til et afsidesliggende hus. Der blev den anden pige tævet ihjel foran Kate.
Voldtægtsmændene samlede endda Kate op, mens hun var i kirke, for at voldtage hende. Hun forsøgte forgæves at flygte, men blev fanget og voldtaget igen. En fisker fandt hende vaklende ved en kanal. Han tog hende med til hospitalet, hvilket heller ikke formåede at beskytte hende. Kate forsøgte igen at alarmere myndighederne, men blev sendt tilbage til området, hvor mishandlingen fandt sted. Denne gang vidste angriberne, at hun havde alarmeret myndighederne.
De tævede en anden pige, “Mig”, ihjel, mens Kate så på, og der er meget mere i Kates historie, men jeg stopper her, siger Selsing, der blandt andet konkluderer: Almindeligt i disse tilfælde er myndighedernes forræderiske, utilgivelige svigt over for pigerne.
Det britiske politi behandlede ofrene som kriminelle, ødelagde beviser og lod navngivne gerningsmænd gå fri. Med andre ord blev virkeligheden vendt på hovedet.
Ikke alene svigtede politiet pigerne, men også de sociale myndigheder, der var ansvarlige for at beskytte børn. De sociale myndigheder placerede børn i grooming-ringe, der opererede fra krisecentre, lukkede sager, der involverede åbenlys udnyttelse af børn, og angreb whistleblowere.
Sundhedssystemet svigtede også piger, der kom til dem med kønsskader og seksuelt overførte sygdomme – kun 13 år gamle og derfor under den seksuelle lavalder. Selv graviditeter forårsaget af voldtægt blev ignoreret, ligesom selvmordsforsøg. Pigerne blev systematisk sendt tilbage til banderne.
Det samme gælder for skolepersonalet. De så ældre mænd samle piger op og fik at vide om voldtægter, men valgte at vende ryggen til det, der skete lige foran næsen af dem.
At dette nu bliver karakteriseret som den største forbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig og Holocaust, skal man ikke tage for hårdt. 250.000 ofre er et estimat taget fra en gyserfilm. De beskrevne overgreb er så forfærdelige, at de lammer én mentalt. Det er svært at sige, om rapporten vil få konkrete konsekvenser. Branchen omkring antiracisme og islambeskyttelse er sandsynligvis for stærkt institutionaliseret til det.
Det, vi kan konkludere, er, at ved at lade disse forhold fortsætte i årtier, mens offentlige embedsmænd aktivt vendte ryggen til, kan Storbritannien ikke længere hævde at være en civiliseret nation.
PS: Lederen af Restore Britain, Rupert Lowe, mener, at mindst hundredvis, hvis ikke tusindvis, af britiske piger bliver tvunget til sexslaveri i lande som Pakistan. Rapporten opfordrer til øget konsulær bistand for at hjælpe ofrene med at vende hjem, til at efterretningstjenesterne aktivt efterforsker forsvundne personer fra områder af Storbritannien, der er særligt berørt af groomingbander, og til at der lægges diplomatisk pres på lande, hvor ofre mistænkes for at blive tilbageholdt med magt. Det skriver rights.no.
