Frygtens dilemma

Vi har som bekendt vedtaget, at Jordens klima kan vi regulere ved at skrue op og ned for CO2 udledningerne. Vejret kan vi dog ikke gøre noget ved. Det er der bare. Ligesom indvandring og EU. De er der bare.

Politikerne og medierne taler gerne om både Unionen og ’den stramme indvandringspolitik’, men der er aldrig iværksat politiske handlingsplaner, der stopper indvandringen fra islamiske kultursamfund og tvinger de herboende vistnok mindst 500 000 muslimer til at acceptere den danske demokratiske retsstat og glemme deres drøm om et islamisk velfærdskalifat finansieret af de vantro danskere.

Under hele valgkampen og under de efterfølgende regeringsforhandlinger har Unionen, der kontrollerer mere og mere af vores liv og hverdag, ligeledes været tabu. Der er enighed på Christiansborg om at løse de problemer, man kan gøre noget ved såsom drikkevand, grisevelfærd og klimaet og acceptere det, man ikke kan gøre noget ved, altså indvandringen og EU.

Unionens indre marked og toldunionen har bestemt været en fordel for dansk økonomi, men EU har lammet den danske samfundsmotor med et evigt voksende bureaukrati og papirvælde.

Mere end 50 procent af gældende lov i Danmark stammer fra EU, hvis ’forordninger’ trumfer dansk lovgivning og hvis ’direktiver’ som oftest suser gennem folketinget uden debat og behandling.

EU kom ellers flot fra start med Romtraktaten fra 1957, der fremlagde visionen om et stadigt tættere samarbejde mellem medlemsstaterne, indtil målet var nået: Europas Forenede Stater efter amerikansk forbillede.

Det blev dog hurtigt klart, at de oprindelige seks lande under Romtraktaten ikke kunne finde sammen om en politisk og økonomisk integration. Franskmændene ville kun være med i en politik føderation, hvis de fik ledelsen.

Tyskerne ville ikke slagte deres tykke Sparschweinchen for at finansiere den franske gøgeunge, og de øvrige lande i fællesskabet, Benelux og Italien fik kolde fødder ved tanken om at ende som politiske fæstebønder under de tyske og franske herremænd.

Det var helt fint med Frankrigs præsident Charles de Gaulle, som sagde: ”Man kan ikke lave en omelet med hårdkogte æg”. Drømmen om Europas Forenede Stater brast, men ikke for EU-Kommissionen, som konkluderede, at kunne man ikke få føderationen ind ad fordøren, må man liste den ind ad bagdøren.

Og der er vi så i dag. Hvad politikerne udad taber, embedsværket indad vinder. Derfor er EU endt som en økonomisk kæmpe, en politisk dværg og en militær vits.

EU-parlamentet må ikke stille lovforslag og er nærmere et gigantisk repræsentantskab end et parlament. Kommissionen er ikke folkevalgt, men udpeget. De vigtigste beslutninger i Ministerrådet skal ske med enstemmighed, hvilket har udløst hyppige og alenlange møder med megen snak og få resultater.

Det var også de Gaulle, der sagde, at man ikke kan regere et land, der har mere end 150 forskellige oste. Man kan heller ikke regere en Union, der har 27 forskellige udenrigsministre og så en udenrigskommissær som mødeleder.

EU er uden politisk ledelse andet end mødeledelse. Ingen internationale statschefer gider tale med EU, som betragtes som en kastreret hankat. ” Hvad er EU’s telefonnummer?”, spurgte Henry Kissinger hånligt.

EU’s skiftende udenrigskommissærer har fortvivlet og forgæves forsøgt at mægle i alle internationale konflikter de sidste 40 år. Alle er blevet afvist, hvad enten det var Xavier Solana, Cathy Ashton, Federica Mogherini eller Kaja Kallas, fordi de har ingen autoritet, intet mandat, ingen magt.

Til gengæld er det lykkedes Kommissionen og embedsværket gradvist at nedbryde den nationale suverænitet hos medlemsstaterne. Næsten 60 procent af danske love og regler stammer fra EU uden, at danske politikere eller presse har protesteret.

Nok fordi de skammer sig over at være skubbet ud af reden uden kamp og modsigelse. Ingen politiker, ingen avis har vovet at præsentere en samlet fremstilling af EU’s strukturelle problemer med et forslag til, hvordan de løses, og hvordan fremtidens europæiske samarbejde burde se ud.

Hvad EU angår, gælder der et parlamentarisk Omerta, Mafiaens bud om tavshed. Der vanker ingen topposter i EU-kombinatet, hvis man ikke spiller med på Kommissionens noder.

Vi trænger ellers til en forfriskende debat om EU’s fremtidige skikkelse. Skal vi afmontere den politiske struktur, som jo ikke er demokratisk og genskabe et europæiske samarbejde om handel, trafik, tekniske normer, politi, terrorbekæmpelse og konkurrenceregulering?

Eller skal vi se på, hvordan vi realiserer Romtraktatens vision om Europas Forenede Stater. Ønsker vi det? Hvordan kommer vi derhen? Hvilke problemer og udfordringer møder i undervejs til målet?

Denne debat er helt afgørende for Danmarks parlamentariske fremtid, som allerede er fusioneret ind i EU’s tiltagende centralstyre.

Hvis ikke vi tør tage dette konstruktive opgør med det hybride EU, som hverken er fugl eller fisk, hverken demokrati eller diktatur, men snarere et tålt departementchefstyre, vil vi fortsat vende den anden kind til og miste enhver kontrol med migration, erhvervsliv og suverænitet.

Tilmed er vi ombord på en synkende skude. Europa styrbløder konkurrencekraft til både USA og Kina. 61 af Verdens 100 mest værdifulde selskaber ligger i USA. Kun 16 kommer fra Europa. USA har skabt tech-giganter som Microsoft, Nvidia, Alphabet, Amazon og Meta. Europa har ikke en eneste virksomhed af den kaliber.

Europa er på taberkurs og risikerer at blive afhængig af amerikansk og kinesisk teknologi i en form for teknologisk underkastelse ifølge European Investment Council.  Boston Consulting Group konkluderer, at Europa bliver en stadig mindre del af verdensøkonomien, hvis ikke vores vækst kommer op i gear.

Her er der dog hjælp at hente for de danske politikere, der ikke tør vedkende sig frygtens dilemma: Tør vi tage opgøret om fremtidens EU, eller tør vi ikke?

Berlingske konkluderer i en prominent opsat artikel den 19. maj, at både Kina og USA er vaklende imperier, tynget af enorme gældsbjerge, så døren er åben for Europa til at bygge en ny verdensorden.

Pyhh, det lettede. Sorg er til glæde vendt. Kviden endt. Og Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen kan trygt fortsætte slagsmålet om det, der betyder noget: Drikkevand, grisevelfærd og klimaet.

Artiklen er bragt på aamund.dk