|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Det følger af forholdets natur, at enhver suveræn stat har en lige så suveræn ret til selv at bestemme, hvem den lukker ind over sine grænser. Hvis et land ikke kan markere og forsvare sine fysiske grænser, ophører det ganske enkelt med at være et land.
Derfor skal man holde øje med, hvem der bliver lukket ind og hvem, der bliver holdt ude, for det er aldrig en neutral beslutning, og Storbritannien bevæger sig i disse år i en foruroligende retning, det er værd at tage pejling af.
Elastik i metermål
Når britiske myndigheder nægter personer indrejse, sker det typisk med henvisning til, at deres tilstedeværelse ikke er “conducive to the public good”, hvilket bedst kan oversættes til ”ikke forenelig med hensynet til almenvellet”
Det lyder umiddelbart rimeligt, men begrebet er elastik i metermål, hvilket ikke bare gør det til et juridisk værktøj, men til et politisk filter, som i praksis ofte anvendes uden konkret begrundelse.
Det gælder ikke kun historiske sager som da den hollandske politiker Geert Wilders blev nægtet indrejse i 2009, også nyere tilfælde peger i samme retning. Den hollandske debattør Eva Vlaardingerbroek og den amerikanske aktivist Valentina Gomez er blandt dem, der i 2026 har fået trukket deres rejsetilladelse tilbage eller direkte er blevet afvist ved grænsen.
Fælles for dem er ikke, at de udgør en terrortrussel, eller at de opfordrer til eller truer med vold, men at de ytrer markant kritik af islam – og ikke mindst af islamiseringens konsekvenser.
Det skal retfærdigvis siges, at værktøjet ikke udelukkende anvendes mod politiske debattører. Således blev den amerikanske imam Shadee Elmasry i 2026 nægtet indrejse efter offentligt at have forsvaret Hamas, men det er ikke længere forbeholdt islamistiske terror-opviglere, men rammer i dag i stigende grad personer, der deltager i den offentlige debat.
Den danske kontrast
Kontrasten til Danmark er temmelig slående: her administreres en officiel liste over udenlandske prædikanter, der nægtes indrejse, af Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Listen er offentlig.
Kriterierne er politisk fastlagt.
Og målgruppen er entydig: religiøse forkyndere, der opfordrer til had, vold eller undergravning af demokratiske værdier.
Det er en afgørende forskel. Ikke nødvendigvis i resultatet – men i principperne.
Et pres, der ændrer spillereglerne
Storbritannien er i forvejen under massivt demografisk og økonomisk pres: hver dag krydser illegale migranter (primært unge mænd fra Mellemøsten og Afrika) Den Engelske Kanal i små både, som myndighederne stort set ikke sender retur, hvilket lægger et stigende pres på både asylsystem, boligmarked og lokale myndigheder, ligesom det har resulteret i en stadig mere intens politisk konflikt om migration, integration og ikke mindst: kultur.
Og den muslimske del af befolkningen vokser i en grad, så den nu udgør en væsentlig politisk magtfaktor.
Det er en del af den kontekst, hvor grænserne for, hvad der opfattes som legitim kritik, kan forskyde sig, og noget tyder på, at det er, hvad der er ved at ske:
Det er en nærliggende politisk reaktion at forsøge at dæmpe konfliktniveauet – ikke kun gennem lovgivning, men også ved at begrænse bestemte stemmer i den offentlige debat gennem indrejseforbud.
Og når indrejseforbud i stigende grad rammer personer, der først og fremmest deltager i den offentlige debat, rejser et principielt spørgsmål:
Hvornår bliver en politisk holdning en sikkerhedsrisiko? Og hvem afgør det?
En politisk kontekst
Udviklingen finder sted i et politisk landskab, hvor Keir Starmer og Labour er under pres fra nye vælgergrupper. Labour tabte således ved det seneste parlamentsvalg stemmer i flere kredse til uafhængige muslimske kandidater med en klar islamisk dagsorden og stærk appel til muslimske vælgere.
Det beviser ikke i sig selv, at indrejsepolitikken er direkte styret af vælgerhensyn, men det er absolut en del af den kontekst, beslutningerne træffes i, og meget sandsynligt, at det har været medvirkende årsag til at grænsen for, hvad der anses som uacceptabelt, er blevet forskudt.
Når spejlet fjernes
Ingen har krav på adgang til et land, men det siger noget om et samfund, hvem det vælger at lukke ude.
Når fredelige debattører afvises ved grænsen, mens kriterierne forbliver uklare, ligger det lige til højrebenet at antage, at det ikke kun handler om sikkerhed – men også om at undgå bestemte perspektiver.
Samtidig med glidningen mod at nægte islamkritikere adgang til Storbritannien har landet de senere år udviklet sig noget, der minder om et overvågningssamfund, hvor ca. 12.000 personer årligt kommer i politiets søgelys for ellers lovlige ytringer på de sociale medier. Storbritannien er i dag ubestridt det Vestlige land, der har størst problemer med ytringsfriheden.
Alt sammen med til at tegne et billede af et samfund, hvor presset vokser – socialt, økonomisk og kulturelt – og hvor det kan være fristende ikke blot at imødegå kritik, men at begrænse den.
Blandt andet ved at holde dem ude, der formulerer den skarpest.
