|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
25 års reformer har løftet arbejdsudbud og BNP markant – men bidragene varierer betydeligt mellem partierne, viser ny CEPOS-analyse.
De seneste 25 års økonomiske reformer har haft stor betydning for dansk økonomi. Reformerne har øget både arbejdsudbuddet og BNP markant og dermed bidraget til højere velstand.
Men der er betydelige forskelle på, hvilke partier der har været drivkraften bag udviklingen. Det viser en ny analyse fra CEPOS.
“Hvis man vil forstå, hvem der reelt har gjort Danmark rigere, er det helt relevant at se på, hvem der har gennemført reformer, der øger arbejdsudbuddet. Her er billedet ret klart. Nogle partier har taget ansvar – andre har i høj grad stået på sidelinjen,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.
Analysen opgør effekterne af reformer siden 2001 og viser, at især skatte-, overførsels- og tilbagetrækningsreformer har haft stor betydning. Velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen fra 2011 skiller sig ud som de mest betydningsfulde reformer med meget store positive effekter på både arbejdsudbud og BNP.
Når man fordeler effekterne på partier, er det Venstre og Konservative, der har bidraget mest til at øge arbejdsudbuddet og dermed også den økonomiske vækst. Også Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialdemokratiet har ydet væsentlige bidrag, mens venstrefløjen samlet set har bidraget mindre.
Analysen viser også, at billedet ændrer sig en smule, når man ser på, hvilke partier der har stemt for reformerne i Folketinget. Her stiger især Socialdemokratiets og SF’s bidrag, blandt andet fordi de stemte for tilbagetrækningsaftalen i 2011.
“Det ændrer dog ikke ved hovedpointen: Dansk økonomi er blevet styrket, fordi der er partier, der aktivt har prioriteret reformer. Det er en vigtig erkendelse i en tid, hvor den underliggende vækst i økonomien er lav,” siger Mia Amalie Holstein.
CEPOS peger samtidig på, at der fortsat er behov for reformer, hvis Danmark skal fastholde og udbygge velstanden i fremtiden.
“Hvis vi vil undgå, at væksten går i stå, kræver det nye reformer, der øger arbejdsudbuddet og produktiviteten. Erfaringerne fra de seneste 25 år viser, at det virker – og at det gør en reel forskel for danskernes velstand,” siger Mia Amalie Holstein.
Læs hele analysen her.