|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Det er upassende at grine af et andet menneskes handicap, og da Ditte Okman kom til at grine af en mand med cerebral parese i et program på Radio4, var det en fejl.
Men det var netop dét: hun kom til det – som en refleks.
Latter opstår i det øjeblik, noget overrasker én — før eftertanken rammer. Det er en spontan, kropslig reaktion, der engang imellem falder skævt i konteksten, og det var det der skete i dette tilfælde. Det var uheldigt, det burde ikke være sket, men det skete – og hun lagde sig med det samme fladt ned og undskyldte.
Så langt, så enkelt: ingen menneskeliv gik tabt og dermed burde sagen være lukket, så vi kunne komme videre ud over stepperne.
Men der stopper det ikke, for vi befinder os i disse år midt i en tidsånd, hvor krænkelsesparathed og woke-dominans ikke bare tillader, men opmuntrer til, at en enkelt fejl bliver trukket ud af proportion og over i systematisk udskamning. Hvor den ophøjes til en moralsk dom, fordi man kan og ikke fordi handlingen i sig selv er alvorlig.
Ditte Okman er ikke en, der mangler moralsk kompas. Tværtimod. Hun har gentagne gange vist vilje til at stå fast — også når det ikke er bekvemt. Derfor er det misvisende at reducere hende til én situation og lade den definere hendes karakter.
Men det er præcis det, der sker.
For ”Griner Gate” handler i virkeligheden ikke om Ditte Okman, men om dydssignalering som er blevet en så integreret del af den offentlige debat, at man kan frygte den ikke dør ud med den Woke-kultur, der har introduceret den som norm.
Det er en gratis omgang at fordømme andre. Det kræver ingen risiko, ingen indsats og ingen proportionering, men giver til gengæld synlighed og markerer afstand samtidig med, at man placerer sig selv bekvemt på den rigtige side.
Det er moralsk positionering uden omkostninger – og netop derfor løber det løbsk.
For når først en sag fungerer som moralsk signal, er der ingen stopklods: forargelsen kan gentages og forstærkes i det uendelige – ikke fordi der er nyt, men fordi der stadig er noget at hente ved at stemple ind i koret.
Det er altså ikke hændelsen i sig selv, der holder sagen i live, men reaktionen på den – og det den fører med sig. Og det er værd at hæfte sig ved, hvem der i virkeligheden rammes, for det er ikke Ditte Okman.
De moralske kvababbelser og den selvfede forargelse gør noget meget konkret: de indfører forskellige regler for, hvordan mennesker må mødes og placerer nogle grupper i en særposition, hvor de ikke må udsættes for det, som ellers er en del af almindelig menneskelig omgang — fejl, akavede øjeblikke, upassende reaktioner. Det, som alle andre må leve med.
Den særposition ekskluderer dem fra fællesskabet. For i det øjeblik vi ikke længere mødes på samme vilkår — hvor nogle skal skånes for det, andre uden videre udsættes for — ophører vi også med at mødes som ligeværdige. Og dermed er de allerede dømt ude og endda på præcis det grundlag, de angriber Ditte Okman for: at hævde sig selv gennem andres handicap.
Og så har vi ikke engang talt om de langsigtede konsekvenser for ytringsfriheden, for når selv små fejl som et grin i utide kan udløse uforudsigelige og langvarige reaktioner, ændrer det adfærden i den offentlige debat: man justerer sig, tænker sig om og holder igen. Og til sidst holder man mund, hvilket er den værste form for selvcensur, fordi den ikke opstår som et forbud, men som en tilpasning – og det, mine Damer & Herrer, er langt mere alvorligt end et upassende grin i et radiostudie.
