DF’s udlændingepolitiske udspil: “Vi kræver omfattende tiltag mod islamisk indflydelse” – Danmark skal ikke være et muslimsk land

Arkivfoto: Steen Raaschou
Getting your Trinity Audio player ready...

Vi kræver, at flere muslimer forlader Danmark, end der kommer ind, som betingelse for at støtte en regering.

Vi vil stramme indvandringen markant med bl.a. asylstop, færre opholdstilladelser og begrænsning af udenlandsk arbejdskraft og studerende.

 

Vi ønsker en aktiv hjemsendelsespolitik, hvor kriminelle udlændinge udvises efter første dom, og flygtninge sendes hjem, når der er fred

Vi kræver omfattende tiltag mod islamisk indflydelse samt strammere regler for statsborgerskab og ophold i Danmark.

En dansk fremtid

Indvandringen har over de seneste 50 år forandret Danmark drastisk. Der er nu over 1.000.000 indvandrere og efterkommere i Danmark, hvilket svarer til én ud af seks personer i Danmark.

 

Mere end 230.000 ikke-vestlige indvandrere har opnået dansk statsborgerskab. Og fremskrivninger viser, at danskerne vil være i undertal i vores eget land i år 2096.

 

Det var næsten lykkedes for os under den tidligere borgerlige regering at vende nettoindvandringen til nettoudvandring fra islamiske lande, men efter regeringsmagten skiftede, er udviklingen gået i den forkerte retning igen.

 

Under Mette Frederiksens regering har indvandringen løbende taget fart. Bruttoindvandringen fra muslimske lande er således steget med 124% siden 2019. Samtidig har hele 23.577 ikke-vestlige indvandrere fået dansk statsborgerskab.

 

Dansk Folkepartis eksistensberettigelse er at kæmpe for Danmark og danskerne. Denne lille plet på verdenskortet er det eneste fædreland, som danskerne har, hvor det danske sprog, kultur og vores fælles identitet kan bevares, udvikles og trives.

 

Det er derfor fundamentet for Dansk Folkeparti politik, at danskerne fortsat er herre i eget hus, at indvandring til landet er så begrænset og de, som kommer, kulturelt kan assimileres ind i vores samfund. Derfor er det afgørende for Dansk Folkeparti, at denne udvikling vendes.

 

Det er ikke irreversibelt, at Danmark skal forgå som indvandringsland og blive en multietnisk krudttønde, som vi har set på Balkan og som det i højere grad tegner til, at andre vesteuropæiske lande, som Sverige, Tyskland og Frankrig også er på vej imod. Udviklingen kan vendes, men det kræver politisk mod og handlekraft.

Flere skal ud

  • Kriminelle udlændinge skal udvises efter den første dom.
  • Flygtninge skal vende tilbage til deres hjemland, når der er fred.
  • Udenlandske statsborgere skal ikke modtage offentlige overførselsindkomster.

Færre skal ind

  • Asylstop – kommer du ulovligt, kommer du ikke ind.
  • Stop for permanente opholdstilladelser til udlændinge.
  • Begrænsning af arbejdskraftsindvandringen samt indvandringen af udlændinge, der ønsker at studere eller komme i praktik.
  • Pause for tildeling af nye statsborgerskaber.
Dansk Folkeparti har stillet som krav, at hvis vi skal være en del af et flertal efter et valg som regeringsparti eller støtteparti, så skal andelen af muslimske indvandrere, der forlader Danmark, være større end den andel, der kommer til. 

Kravet skal forstås således:
• Det er en forudsætning for, at vi kan deltage eller udtrykke tillid til en ny regering, at der i regeringsgrundlaget indgår konkrete tiltag og initiativer, som vi finder betrykkende og dækkende for, at målsætningen om nettoudvandring af folk med muslimsk baggrund nås.

• Initiativerne skal implementeres så hurtigt, som det er administrativt muligt og ligge først i valgperioden.

• Vi kræver løbende monitorering af udviklingen, såfremt de initiativer, der er aftalt, ikke løser målsætningen, så skal der omgående igangsættes nye initiativer.

• Vendes udviklingen ikke – eller stopper regeringen implementeringen af de nødvendige
initiativer, så trækker vi støtten til regeringen.

Der skal komme færre til Danmark

Asylstop – kommer du ulovligt, kommer du ikke ind

Dansk Folkeparti har en ambition om, at ingen illegale migranter nogensinde skal få permanent ophold i Danmark. Derfor vil Dansk Folkeparti oprette et asylcenter under dansk jurisdiktion i et tredjeland, hvor asylbehandling og det mulige efterfølgende ophold skal finde sted, og hvor også udlændinge på tålt ophold vil skulle opholde sig.

 

Vi foreslår at opdele området i tredjelandet i tre dele:

• Et område for udlændinge, som har en igangværende asylansøgning, der behandles af
myndighederne. Man vil skulle opholde sig i dette område indtil endelig afgørelse om
asylstatus er givet.

• Et område for de flygtninge, som har fået asyl, og derfor lever et liv i beskyttelse.

 

Dette område skal have velfærdsinstitutioner som skoler, arbejde, uddannelse
og sociale/religiøse institutioner etc., for at flygtningene med et etableret
beskyttelsesbehov kan leve så almindeligt som muligt, mens de har
beskyttelsesbehov.

• Et område for udlændinge på tålt ophold, som af forskellige årsager ikke er rejst hjem.

 

Udlændinge, der kommer fra sikre 3. lande som Tyskland, skal afvises på grænsen og returneres.

 

Det er erfaringen fra Australien, at hvis man konsekvent implementerer en tredjelandsmodel, vil det over kort tid stoppe tilstrømningen af ulovlige migranter. I Australien er andelen faldet med over 95%.

 

Implementering af Dansk Folkepartis asylpolitik vil betyde, at der ikke længere vil komme mennesker med islamisk baggrund gennem asylsystemet til Danmark.

Vi ønsker færre og kun kvalificerede udenlandske arbejdstagere og studerende

Udenlandsk arbejdskraft har på kort tid udviklet sig fra at være et regionalt anliggende i Europa til, under Mette Frederiksen, at modtage så mange mennesker fra forskellige verdenshjørner som muligt. Hvis ikke vi ændrer reglerne, vil det få store konsekvenser for Danmark i fremtiden.

 

Mette Frederiksen-regeringerne har således lavet en række initiativer, herunder nye beløbsordninger og partnerskaber med tredjelande, som har store konsekvenser for indvandringen til Danmark.

 

Derfor vil Dansk Folkeparti fremover begrænse arbejdskraftsindvandringen samt indvandringen af udlændinge, der ønsker at studere eller komme i praktik, til indbyggere fra lande på en positiv-liste.

 

Landene på positiv-listen er lande, hvor indvandringen historisk set har været mindre problemfyldt og hvor der er en kultur, som er forenelig med danske værdier. Der vil naturligvis ikke være lande med islamisk kulturbaggrund på positivlisten.

 

Centralt er også, at billig udenlandsk arbejdskraft ikke truer danske arbejdstageres beskæftigelse.

 

Modellerne for udenlandsk arbejdskraft bidrager til at presse lønningerne ned i fag, hvor der er høj indvandring, herunder bl.a. ved produktion, byggeri- og servicejobs.

 

Derfor er Dansk Folkepartis forslag, at:

• Der indføres forbud mod nye arbejds- og studietilladelser for borgere fra en lang
række lande, herunder muslimske og afrikanske lande. Dansk Folkeparti foreslår heraf
at oprette en positivliste for designerede lande, der tager udgangspunkt i de lande, vi har gode erfaringer med som gæster i vores land.

• Lande på positivlisten aftales i blå blok, men Dansk Folkepartis udgangspunkt er, at
man skal leve op til OECD-standarten og have en vestlig kulturbaggrund. Der vil derfor
være tale om lande fra Europa, Nord- og Sydamerika og få andre lande som fx Israel,
Taiwan og Singapore. Ingen lande med muslimsk flertal vil kunne komme på listen.

• Den supplerende beløbsordning samt den nye overenskomstbaserede erhvervsordning fjernes, da begge er indført under Mette Frederiksen.

• Den oprindelige beløbsordning vil fortsat eksistere, men grænsen sættes op
til 600.000 kr.

• Der indføres et nationalt ID-kort til al udenlandsk arbejdskraft, tilsvarende det danske sundhedskort, som vil være et værn mod illegal arbejdskraft og social dumping.

Udlændinge skal være et positivt bidrag til Danmark

Basis for at udlændinge er velkomne i Danmark er at de udgør et positivt bidrag til vores samfund og opfører sig som gode gæster i vores land. Derfor skal reglerne for udlændinge i vores land strammes op.

Det skal være umuligt at leve islamisk i Danmark

Alt for mange muslimske indvandrere lever efter islamiske normer og dogmer. Fx sætter ca. hver femte herboende muslimer sin religion over danske love og regler.

 

Dette er mennesker, vi ikke ønsker i Danmark, og derfor vil vi gøre det umuligt at leve islamisk i Danmark. Med over 300.000 muslimer i Danmark, er det dermed titusindvis, der modarbejder vores lands love.

 

Socialdemokratiet har ad flere omgange svigtet deres løfter om at begrænse islams indflydelse i Danmark. Fx er deres forslag om modtagecenter uden for EU, loft over ikke-vestlig indvandring, loft på maks. 30 pct. tosprogede elever og lukning af muslimske friskoler aldrig blevet realiseret.

 

Hvis man er muslim og deler synspunkter med radikaliserede islamister, så er man ikke velkommen i Danmark. Derfor er det Dansk Folkepartis ambition, at det skal være så besværligt som muligt – helt umuligt, at leve islamisk i Danmark.

 

Derfor ønsker vi en fuld kortlægning af islamisk infiltration i det danske samfund, med et særligt fokus på embedsmænd i stat, regioner og kommuner, politi, forsvar, samfundskritisk infrastruktur og politiske partier.

 

Ydermere skal ansættelser som embedsmænd i staten, regioner og kommuner samt i politi, forsvar og samfundskritiks infrastruktur fremover være begrænset til personer med dansk statsborgerskab og man skal leve op til et dekorumkrav om ikke at have anskuelser, der strider mod danske værdier og loyalitetsforpligtelsen overfor den danske stat. Ansatte og ansøgere, der ikke lever op til kravet, kan ikke fremover bestride stillingerne.

 

Endelig skal en særlig enhed under Politiets Efterretningstjeneste fremover overvåge islamiske miljøer tæt og føre kontrol med individer og organisationer med radikale holdninger og terrorsympatier. Organisationer, der virker på radikaliseret grundlag, skal miste deres anerkendelse som trossamfund og adgang til offentlige tilskud og lokaler. Ikke danske statsborgere, der har terrorsympatier eller er radikaliserede, skal have inddraget deres opholdstilladelser administrativt, som det sker i fx Frankrig.

 

Herudover ønsker vi at stoppe for den stigende islamisering, der importeres fra udlandet.

 

Derfor forbydes udenlandske donationer til religiøst samfund i Danmark. Ligesom der fremover skal indhentes forudgående tilladelse, hvis prædikanter fra udlandet vil forkynde i Danmark, så radikaliserede imamer ikke får adgang til danske moskeer.

 

I Dansk Folkeparti ønsker vi følgende initiativer indført for at begrænse islams magt i det danske samfund:

 

• Kortlægning af muslimsk infiltration i Danmark.
• Administrativ fjernelse af opholdsgrundlag for radikaliserede udlændinge.
• Afskaffelse af koranloven.
• Forbud mod udenlandsk finansiering af religiøse foreninger og forudgående tilladelse
før udlændinge kan lave indrejse og lave religiøs forkyndelse.
• Stop for islamiske særkrav i det offentlige rum:
– Forbud mod kønsopdelt svømning.
– Forbud mod minareter i Danmark.
– Forbud mod kønsbestemte særhensyn i sundhedssektoren.
– Forbud mod bederum i offentlige institutioner.
– Forbud mod religiøst begrundet fritagelse fra undervisning i folkeskolen.
– Forbud mod religiøst betingede afgifter (halalcertifikater).
– Forbud mod islamisk hovedtørklæde hos elever og ansatte i offentlige institutioner.
– Forbud mod islamisk bønnekald.
• Lukning af muslimske friskoler og institutioner gennem fratagelse af støtten til friskoler og institutioner, hvor andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør mere end 30%.
• Fjern officiel anerkendelse af islamiske trossamfund, der ikke lever op til danske
normer og værdier.

Dansk statsborgerskab skal være undtagelsen frem for reglen

Danske statsborgere betragtes som danskere og er således Danmarks ansvar. Er man først dansk statsborger, er man også blevet tildelt arveretten til Danmark. Derfor kan statsborgere heller ikke udvises i tilfælde af kriminalitet.

 

Dansk Folkeparti er derfor optaget af, at statsborgerskaber kun erhverves på et lovligt grundlag – og ikke som følge af fejl i sagsbehandlingen eller vildledning af myndighederne. Dansk Folkeparti foreslår derfor at gennemgå alle tildelinger af statsborgerskab de sidste 20 år. Der er gennem årene blevet afdækket utallige fejl på indfødsretsområdet.

 

Her er der både tale om administrationsfejl, hvor folk har fået statsborgerskab uden at leve op til de gældende krav, ligesom mange er blevet fejlregistreret uden overhovedet at have søgt.

 

Nogle har sågar fået statsborgerskab ved at lyve om deres kriminelle fortid. På denne baggrund mener vi, at området bør kulegraves. Er der mennesker, der i løbet af de sidste 20 år har fået statsborgerskab på et forkert grundlag, bør statsborgerskabet fratages.

 

Statsborgerskaber er i mange år blevet uddelt alt for rundhåndet. Man har ikke haft tilstrækkeligt styr på modtagernes grundlæggende værdier og oprigtige tilknytning til Danmark. Der er blevet uddelt statsborgerskaber til alt fra islamister til mennesker, der ikke har formået at tilegne sig et tilstrækkeligt dansk.

 

Derfor kræver Dansk Folkeparti, at alle statsborgerskaber, der er uddelt de seneste 8 år, skal genbekræftes med en fornyet danskprøve samt en fornyet indfødsretsprøve. Kan man ikke bestå prøverne med de nye krav, vil statsborgerskabet blive annulleret.

 

Endvidere foreslår Dansk Folkeparti, at alle statsborgerskaber, der er blevet tildelt mennesker, der siden viser sig at være kriminelle, skal fratages igen. Hvis man har fået statsborgerskabet på et løfte om at ville være en lovlydig borger, har man forbrudt sig mod den loyalitetsforpligtelse, der var forudsætningen for tildelingen. Statsborgerskabet bør derfor fratages – og den kriminelle person udvises.

 

Det bør ikke være muligt at opsige sit oprindelige statsborgerskab, hvis man tildeles dansk statsborgerskab. Man skal altså ikke kunne fraskrive sig sit oprindelige statsborgerskab, og dermed sikre sig imod fratagelse af statsborgerskabet.

 

Dansk Folkeparti foreslår:

• Pause for tildeling af nye statsborgerskaber til vi har styr på administrationen.
• Gennemgang af alle statsborgerskaber de sidste 20 år.
• Genbekræftelse af statsborgerskaber tildelt de sidste 8 år.
• Alle statsborgerskabet er betinget af en ren straffeattest eller frafalder det.
• Loft over tildelingen af statsborgerskaber på 250 om året, ansøgere fra folk fra
positivlisten får forrang.

Hjemrejsepolitik – flere indvandrere skal sendes hjem

Ud over at stoppe tilstrømningen af uønskede indvandrere, så ønsker vi også en aktiv hjemsendelsespolitik for de indvandrere, som ikke er et positivt bidrag for det danske samfund enten økonomisk eller kulturelt. Derfor foreslår Dansk Folkeparti en egentlig hjemrejsepolitik baseret på følgende principper.

 

Kriminelle udvises efter første dom

Kommer man som gæst, så skal man opføre sig ordentligt. Derfor vil vi indføre nultolerance overfor kriminalitet begået af udlændinge.

 

Derfor vil vi indføre et princip om, at alle udlændinge der dømmes en fængselsstraf – betinget eller ubetinget – udvises permanent efter første dom.

 

DF foreslår:

• Alle udlændinge, der idømmes en fængselsstraf, udvises.

Flygtninge skal hjem, når der er fred

Danskerne har altid fået at vide, at flygtninge skal rejse hjem, når der er fred i hjemlandet.

 

Historien har dog vist, at det ikke er sket. Der er derimod kommet flere til gennem familiesammenføring til de store flygtningelande.

 

Der skal derfor oprettes en automatiseret proces for hjemrejse af flygtninge, når der er fred i hjemlandet. Flygtninge må ikke blive til permanente indvandrere, derfor skal de aldrig kunne opnå adgang til permanent opholdstilladelse eller kvalificere sig til statsborgerskab.

 

DF foreslår:

• Fjernelse af retten til familiesammenføring for asylansøgere og flygtninge.
• Fjernelse af muligheden for permanent opholdstilladelse og statsborgerskaber til
folk med flygtningestatus.
• Inddragelse af opholdstilladelse for flygtninge, hvor der er fred i hjemlandet,
såsom Syrien.

Du skal kunne forsørge dig selv – betinget opholdsstatus

Danmark har åbnet dørene for mange, men desværre har mange, særligt med islamisk kulturbaggrund fra Mellemøsten og Afrika, der ligger det danske samfund til last.  Vi vil vi gøre op med begrebet om permanent opholdstilladelse for alle udlændinge, der ikke er nære familiemedlemmer til danskere. Frem over skal udlændinge i Danmark være på tidsbegrænsede og betingede opholdstilladelse, der tager udgangspunkt i selvforsørgelse og en ren straffeattestkriminalitet. I lyset af, at vi ønsker at lukke al fremtidig indvandring – herunder også flygtninge – fra lande, vi har dårlige erfaringer med, er der tale om de personer, der allerede er indvandret.

 

Man skal derfor som udlænding i Danmark ikke frem over kunne leve på offentlig forsørgelse.

 

Vandrende arbejdstagere vil dog fortsat kunne optjene folkepension udregnet efter, hvor mange år man har været på det danske arbejdsmarked.

 

Samtidig skal det fremadrettet gælde af folk, der kommer hertil for at arbejde ikke må lægge det danske velfærdssystem til last. Derfor vil det være arbejdsgiverens ansvar, at betale for en forsikring, der dækker arbejderens velfærdsydelser i den danske stat.
Forslagene skal have tilbagevirkende kraft. Derfor vil flygtninge, indvandrere og efterkommere, der ikke lever op til kravene, få fjernet deres opholdsgrundlag.

 

DF foreslår:

• At der ikke længere tildeles permanente opholdstilladelser til udlændinge.
• Der indføres krav om forsikring fra arbejdsgivere for indvandret arbejdskraft for hvad angår uddannelse og pasning, sundhed og invalideforsikring samt arbejdsløshed.
Dette skal sikre, at udenlandsk arbejdskraft ikke forøger presset på den danske
stats udgifter. I stedet mener Dansk Folkeparti, at arbejdsgiveren, der inviterer den
internationale arbejdstager til landet, skal påtage sig ansvaret.

Forudsætninger

For at denne politik skal kunne gennemføres og måles, ligger Dansk Folkeparti følgende
forudsætninger ind.

Beregning af nettoudvandring af muslimske migranter

Indvandringen af personer fra lande med muslimsk befolkningsflertal fraregnet udvandringen fra de samme lande.

Opgør med internationale konventioner

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at alle forslag, vi fremsætter i vores udlændingeudspil kan gennemføres indenfor grundlovens rammer. Det er derimod også klart, at mange forslag vil kræve et opgør med internationale konventioner. Dette kan ske ved et simpelt folketingsflertal og vi er glade for, at alle blå partier nu – i begrænset omfang – har meldt sig klar til at rykke ved konventionsbindingerne. Vi ønsker at overbevise vores kollegaer i blå blok om at tage et så
omfangsrigt opgør med konventionerne som muligt.

Del på Facebook