|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
2025 blev året, hvor remigrationsdebatten for alvor kom på den politiske dagsorden. Det er der mange gode grunde til. Jorden blev gødet på flere marker, og en af dem er finansieret af offentlige midler.
Jeg tænker på integrationsindustrien med alle dens selvbestaltede eksperter og dialogkaffedrikkere. Profitmagere, hvis du spørger mig. Hvis fremmeste ekspertise typisk er deres etniske ophav; folk, der lever fedt at opdyrke og fremmane såkaldte etniske problemstiller, som de så på det offentliges regning kan rykke ud for at løse.
De ser sig selv lidt som integrationsfaglige svar på Batman og Batwoman.
Hold dialogkaffen varm
Som spirende frø i integrationsindustriens guldbelagte have voksede befolkningens frustration og bevidstheden om behovet for remigration. For hvor mærkeligt det end lyder, var og er ingen af de mange eksperter i integration interesseret i at løse integrationsudfordringer.
Integrationsindustriens raison d’etre har alle dage været, at personer med eksotiske navne og rødder i fjerne kulturer ikke er i stand til at forstå spillereglerne i det samfund , de nu kalder deres eget. Denne kroniske uformåenhed kalder på en ganske særlig ekspertise, som man skal være tyrker eller araber for at kunne levere.
Eksperterne bruger derfor aktivt deres etniske ophav til at holde dialogkaffen varm, så de kan fortsætte deres virksomhed. Virksomheder, der er dybt afhængige af, at mange af dem, der er født eller har boet i Danmark i det meste af deres liv har meget svært ved at forstå , at man fx må gifte sig med hvem, man vil, og må sige, tænke, skrive og tegne, hvad man vil. Det er da helt vildt racistisk!
Selvopfyldende profeti
Heldigvis for integrationsindustrien blev fortællingen om de uformående indvandrere, der ikke kan klare sig uden en dialogkaffedrikker, en selvopfyldende profeti. For mange af de indvandrere og flygtninge, der kom til Danmark i 1980’erne, 90’erne og 00’erne, havde nemlig ikke viljen til at omfavne vores samfundsmodel.
Hvis de udviste den mindste form for motivation, blev den hurtigt kvalt som ukrudt i haven af eksperterne, da den jo var en eksistentiel trussel mod integrationsindustriens forretningsmodel.
Nye borgere fra fjerne lande hverken kunne eller måtte klare sig selv uden nogen en bisidder til at oversætte kulturelle og sociale koder.
Denne kyniske tilgang til nye borgere skabte grobunden for de parallelsamfund, der igennem årene er vokset frem simultant med, at integrationsindustrien er vokset i omfang. Des flere integrationskonsulenter, desto flere parallelsamfund.
Assimilation en by i Rusland
Sådan ødelagde behandlerne og klienterne langsomt alle forudsætninger for integration for slet ikke at nævne assimilation. For hvorfor skulle man dog blive en del af et samfund, som man fra hele tiden får at vide, man alligevel aldrig forstår?
Det er faktisk helt ok. Men alting har en ende. Det er nemlig ikke ok, at man i generationer har ladet hånt om værtslandets samfundskontrakt.
Det er således ved at gå op for flere og flere almindelige danskere, at den ekspansive integrationsindustri aldrig har arbejdet for, at de etniske minoriteter skulle blive en del af Danmark. Tværtimod. Den har arbejdet for sig selv, sin forretningsmodel og for fortsat at være en post på finansloven.
Fest til den lyse morgen
Derfor er integrationsindsatsen i Danmark for længst kollapset. Integrationsindustrien har måske fortsat en vis form for troværdighed i visse politiske kredse og bobler.
Mens projektmagere og integrationsgiraffer drikker dyr kaffe, tårner parallelsamfundets udfordringer op ude i den virkelige verden. Folk, der for længst har indset integrationsindustriens indre logik og konsekvens, har ikke andre muligheder end at skrige ordet ud i frustration: Remigration!
Integrationsindustrien, der til trods for milliardoverførsler og spandevis af dialogkaffe, har aldrig gavnet andre end dem, der sidder lunt og godt inde i den og forsvarer retten til at have en fest for andre menneskers penge.
