|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Fregattens kanon leverede et pletskud i et brag af ild, og dronerester blev spredt ud over havet.
Nedskydningen af dronen fandt sted fredag og var en del af den skarpskydningsøvelse, søværnet i disse dage gennemfører med fregatten Esbern Snare.
Øvelsen finder sted i det sømilitære øvelsesterræn ved Sjællands Odde, skriver Forsvarskommandoen på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at træningen har været planlagt siden starten af september og er en fast del af skibets træningsforløb.
Har en række forskellige våben til brug mod droner
Forsvarskommandoen oplyser på sin hjemmeside, at de danske fregatter har en række forskellige våben, som kan bruges mod droner.
Fredag trænede fregatten Esbern Snare således nedskydning af droner ud for Center for Våben, der ligger på Gniben på Sjællands Odde.
Træningen foregår ved at Center for Våben sender en øvelsesdrone i luften, som simulerer de flyvemønstre man ofte ser, når krigsskibe er under angreb.
Øvelsen for fregatten er så at detektere, følge og om nødvendigt nedkæmpe dronen.
Og det var, hvad der skete i fredags.
Denne type træning er en fast del af fregattens planlagte øvelser i løbet af året og sikrer, at skibet og besætningen jævnligt træner alle skibets offensive og defensive systemer.
Helt aktuelt er der planlagt flere skydninger i samme område hen over weekenden, oplyser forsvarskommandoen.
Fregat og U-bådsjager med stort våbenarsenal og mange funktioner
Sammen med sit søsterskib F341 Absalon udgør F342 Esbern Snare udgør de to antiubådsfregatter tilsammen 2. Eskadres Division 22
De blev begge bygget i perioden 2003 – 2005 og indgik i aktiv tjeneste 2007.
Begge skibe er kraftigt bevæbnet med blandt andet antiubådtorpedoer og luftmålsmissiler for slet ikke af tale en 127 mm kanon og to 35 mm kanoner samt tungt maskingevær og diverse håndvåben.
Dertil kommer, at de også er udstyret med to helikoptere hver bevæbnet med 12,7 maskingeværer samt to indsatsfartøjer.
Skibene er 137,6 meter lange med en bredde på 19,5 meter og har en vægt på 6.300 tons.
Den faste besætning er på 114 personer, men skibene er i stand til at rumme op til 300 personer.
Topfarten er 23 knob svarende til 43 kilometer i timen og en række vidde på 9.000 sømil eller cirka 16.000 kilometer.
Biskop Absalon og hans bror
Fregatterne er opkaldt efter biskop Absalon og hans bror, Esbern Snare.
Esbern Snare (1127 – 1204) erkendt som en af datidens store søhelte og de vendiske sørøveres store skræk. Han spillede en afgørende rolle under korstogene mod venderne på Rügen og erobringen af venders hovedfæstning i Arkona.
Det var her, den mægtige træfigur Svantevit stod og blev væltet omkuld og hugget til pindebrænde, som danskerne herefter brugte til madbålene.
Esbern Snare har siden da lagt navn til ikke færre end tre af flådens skibe:
Panserskibet/Panserkanonbåden Esbern Snare (1862): Et af de første pansrede skibe i den danske flåde, bygget efter engelsk inspiration.
Fregatterne af Esbern Snare-klassen(1950’erne): Tre fregatter, som Danmark lånte af den britiske flåde efter 2. verdenskrig.
F342 Esbern Snare (2005)
Foto viser en drone skudt ned af Esben Snare
Kilder til denne artikel:
https://www.forsvaret.dk/da/materiel2/ASWfregatter/