Østjyllands Politi efterlyser den 23-årige Mohamed Ahmed Abdi Farah, som mistænkes for at have været medvirkende til et røverilignende forhold i december i Aarhus.
Politiet har i noget tid søgt efter den 23-årige, men det er ikke lykkedes at finde frem til ham.
Derfor offentliggør politiet nu navn og billede i håb om at få tips eller oplysninger fra personer, der har en formodning om, hvor han befinder sig.
Truede en mand til at aflevere nøglerne til sin bil
I den sag, som den 23-årige er mistænkt i, sidder to mænd på henholdsvis 16 og 20 år varetægtsfængslet.
Røveriet fandt sted den 16. december hvor Mohamad sammen med to medgerningsmænd truede en 26-årig mand til at udlevere sin telefon og nøglerne til sin bil.
I sagen er der også to tilfælde af indbrudstyveri.
Vurderes ikke farlig – men tag ikke kontakt til ham
Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.
Den eftersøgte vurderes ikke til at være farlig, men hvis man ser ham, skal man ikke selv tage kontakt, men i stedet ringe til politiet.
Alle oplysninger i sagen kan gives via tlf. 114.