Inden man tiltræder et præsteembede i Folkekirken, og får kollats (prædiketilladelse), skal man til et møde hos biskoppen for pågældende Stift. Det kaldes bispeeksamen. Mødet består dels af en samtale om en forud indsendt skriftlig pastoralteologiopgave, og dels en samtale om andre teologiske emner.
Det er for sent at sende Peter Skov-Jakobsen til bispeeksamen, da han jo selv er blevet biskop over Københavns Stift. Men skulle han til bispeeksamen hos mig, ville han dumpe med et brag, pga. hans seneste epistel i mediet Altinget, som jævnligt bringer hans indlæg.
Men selv biskopper kan misse en skive, og Skov-Jakobsen er ofte en religionsfilosofisk begrebsfortolker end en kristendomsforkynder, der frejdigt byder kulturer og religioner velkommen til fælles gudstjenester i Folkekirken. Det første kom også til udtryk i prædikenen ved Dronningens Festgudstjeneste i Københavns Domkirke.
Kulturberigelse
Karakteristisk for biskoppens betragtninger er, at de altid indeholder små anklagende hints. Især imod de danskere, der udtaler sig som modstandere af den demokrati- og kristendomsfjendtlige islamisering, der breder sig i vort land. Den seneste artikel nævner for en gangs skyld ikke muslimerne med et ord. I stedet nævner biskoppen at han på sine ferierejser i tre europæiske lande har mødt mennesker, der ’helt uforståeligt’ er på vagt over for folk, der kommer ’et andet sted fra’, og som trækker et sikkert, politisk kort for at pege på uensartetheden i lande, hvor mennesker fra andre kulturer spiller en væsentlig rolle.
Kristen etik
Skov-Jakobsen foretrækker humanistisk religionssamarbejde, og tager kirkens herre til indtægt for egen mening. Også selvom den strider mod både Bibelen, Præsteløftet og Den lutherske lære. I præsteløftet lover præsterne at ville bekæmpe lærdomme, der strider mod sand, kristen tro og lære. Alligevel siger biskoppen, at Jesus ikke fordømte anderledes troende, og at han ville ønske, at vi fulgte hans eksempel. Biskoppen undskylder nærmest, at kristendommen taler om anstændighed, retfærdighed, hjælpsomhed, elskværdighed, barmhjertighed og næstekærlighed. Men, skriver han, alt dette kan man jo også komme på, hvis man er ateist, og ikke tror på Gud.
Idealet
Men selvom det er sandt, at kristne ikke kan tage patent på at have opfundet disse begreber, eller altid selv kan leve op til dem, så er det underligt at høre en biskop devaluere de idealer, som grundlæggeren har formuleret, befalet og anbefalet. Selv Jesu ord om, at han var ’Vejen, sandheden og Livet’, mener han ikke skal tages for pålydende og ekskluderende. ”En sandhed, der vil sætte sig igennem ved vold og trusler, er ikke en sandhed!” konkluderer biskoppen. Og så er det da heldigt, at biskoppen undlader at nævne islam, der jo netop ’sætter sig igennem’ ved vold og trusler, og derfor bør modsiges.
Ny tolkning
Men hvis ikke kæden allerede her er hoppet af, så gør den det, når Skov-Jakobsen sluttelig proklamerer en ny tolkning af kristen lære: ”Jesus fordømte ikke anderledes troende.” – En sådan udtalelse stemmer ikke med Bibelen. På Jesu tid bestod den religiøse elite af Farisæerne og de Skriftkloge. De var virkelig anderledes troende, og muslimer ligner dem i deres ekskluderende koranlære, tro og verdensmission. – ”I slanger og øgleunger, hvordan kan I undgå at dømmes til Helvedes ild!” udtalte Jesus om dem. Men det er da ikke ligefrem udtryk for en accept af anderledes troende. Men måske lægger biskoppen andet i kristentroen i disse islamiseringens tider, end almindeligt dødelige gør. Religionsfilosofi, måske?
