Hvor var de offentlige myndigheder henne under finanskrisen i 2008? Hvor er myndighederne henne, når Danske Bank tages på fersk gerning i en gigantisk hvidvask-operation?
Finanstilsynet, som i dén grad snorksov i timen, under finanskrisen, er igen i søgelyset. Da finanskrisen toppede i 2008, havde Finanstilsynet eksisteret i 20 år og var direkte underlagt et økonomisk ministerium – i dag Erhvervsministeriet.
Naturligvis kan det ikke udelukkes, at nogen i Finanstilsynet eventuelt i allerede i 2006-07 havde spottet røde advarselsblink i horisonten. Hvis de havde, var der nok ikke de store chancer for at hhv. Bendt Bendtsen, Lene Espersen eller senere tilkommende ministre ville have hørt efter – endsige reageret adækvat.
Selvom erhvervsministre i Danmark har som ansvar sikre et sikkert pengevæsen, fremme fri konkurrence og håndhæve overholdelsen af velmotiverede placeringsregler for pensionskapitaler m.v. har alle uden undtagelse været mere optaget af ”erhvervsfremme”.
Selv om vi burde have draget ved lære, ser det desværre ud til, at vi ikke kan regne med de myndigheder, der er sat til at opretholde lov og orden og varetage borgernes interesser. Det virker snarere som at sætte ræven til at vogte gæs.
Finanstilsynet og hvidvaskskandalen
Både myndighederne i Danmark og Estland er i gang med at undersøge mistænkelige pengestrømme for mange milliarder gennem Danske Banks estiske filial. Det forlyder nu, at både det amerikanske finansministerium, justitsministerium og børstilsyn også efterforsker Danske Banks hvidvaskoperationer i Estland.
Finanstilsynet offentliggjorde allerede i maj 2018 en redegørelse for hvidvaskskandalen, men væsentlige forhold i sagen er tilsyneladende udeladt. Det får nu en række politikere og eksperter til at undre sig højlydt.
Den 19. september offentliggør Danske Bank sin egen undersøgelse af hvidvaskskandalen, men allerede nu er det evident, at hele forløbet omkring Finanstilsynets håndtering af hvidvasksagen har slået skår i tilliden til finansmyndigheden.
Det er ikke betryggende, at den danske offentlighed kun stykvis får oplysninger om hvidvaskskandalens monstrøse omfang gennem Berlingske Tidendes skriverier på grundlag af research foretaget af Financial Times og Wall Street Journal.
Sagen er ikke kun skadelig for Danske Bank, der oplever at aktiekursen falder som en sten, men yderligere risikerer enorme bøder og andre sanktioner fra de amerikanske myndigheder. Kongeriget Danmark risikerer også at få sin kreditvurdering nedgraderet.
Forholdene i Finanstilsynet er under alle omstændigheder bizarre. Den tidligere direktør, Ulrik Nødgaard, forlod tilsynet og gik direkte over til modparten – finanssektorens interesseorganisation, FinansDanmark. Formanden for Finanstilsynet i den periode, hvor tilsynet udarbejdede sin mangelfulde redegørelse for Dansk Bank og hvidvaskskandalen, Henrik Ramlau-Hansen, havde som økonomidirektør i Danske Bank tilsyneladende fingrene dybt nede i hvidvaskmaterien.
Finanstilsynet og risikoen for en ny finanskrise
Blandt pengeinstitutterne i Danmark og i interesseorganisationen FinansDanmark tales der mere om ”hæmmende” reguleringer og begrænsninger i pengeinstitutternes handlefrihed end om behovet for polstring og konsolidering. I visse bankkredse er der således udtalt modstand mod at Danmark tilslutter sig bankunionen og dermed et fælleseuropæisk banktilsyn og automatisk de kommende nye og højere krav til sikkerhed og konsolidering fra den såkaldte Basel-komite.
Nationalbanken og Banktilsynet har advaret og anbefalet, at Danmark tilslutter sig bankunionen, og der er tydeligvis behov for større disciplin blandt danske pengeinstitutter. Den økonomiske fremgang ser nemlig ud til at få bankerne til igen at tage større risici.
Bankerne løber store risici med boligfinansiering
Det forekommer, at Finanstilsynet siden Ulrik Nødgaard overlod ledelsen til Jesper Berg, er blevet mere kritisk i forhold til pengeinstitutterne.
Finanstilsynet har således oplyst, at man har konstateret en række problemer med ejendomsrelateret projektfinansiering. F.eks. er der nogle banker, der giver lån på hele projektværdien. Som Finanstilsynet ser det, er der ellers allerede en for høj belåningsgrad, når projekterne bliver belånt med 75-80 pct., hvilket er det typiske.
Den højere finansieringsgrad ville være lidt mindre problematisk, hvis bankerne til gengæld sikrede sig, at der lå kontrakter på videresalg eller udleje. Men det gør kun hver femte bank.
Finanstilsynet har set en række eksempler på, at bankernes egen kreditpolitik var alt for lempelig – og at den alligevel i nogle tilfælde ikke blev overholdt. Det kan f.eks. handle om, at banken på papiret definerer ejendomsprojekterne som særligt risikable og derfor betoner, at der må være særlig opmærksomhed om projekterne – men så alligevel ikke beskriver nærmere, hvilke krav de pågældende projekter skal leve op til for at blive anset som kreditværdige. Der er nu tegn på, at byggeomkostningerne er stigende og huslejerne stagnerer eller falder. Hvis begge tendenser fortsætter, vil det lægge et pres på indtjeningen i de mange boligprojekter, der er under opførelse.
Der er også banker, der i den officielle kreditpolitik skriver, at de kun giver lån til ejendomsprojekter i deres lokalområde – men som alligevel giver lån til projekter andre steder i landet, dog givet at kunden har samlet sine bankforretninger i banken.
Det er ikke mindst det sidste, der giver mindelser om tiden op til finanskrisen for 10 år siden, hvor projektmagere hjemsøgte lokalbank efter lokalbank, indtil de fandt én, som lod sig dupere og greb muligheden for at øge udlånsmassen.
De banker, der dengang faldt for denne fristelse, eksisterer ikke i dag.
Realkredittens høje bidragssatser
Konkurrencerådet under Erhvervsministeriets Konkurrence- og Forbrugerstyrelse, har påpeget at de boligejere, der har finansieret familiens bolig med lån i de danske realkreditinstitutter, bliver flået af store bidragssatser.
Nationalbanken har ganske vist anbefalet, at de danske realkreditinstitutter i tide skulle sørge for at polstre sig. Institutterne har nemlig ikke penge nok til selv at kunne komme igennem en ny finanskrise uden økonomisk hjælp fra staten og skatteborgerne.
Nationalbanken påpeger, at den danske realkreditsektor er meget, meget stor. Den står for to-tredjedele af al udlån i Danmark. Derfor vil en ny krise ifølge Nationalbanken koste skatteborgerne et massivt beløb, hvis realkreditsektoren ikke har penge nok til selv at komme igennem den.
Skyhøje bidrag og gebyrer på realkreditlån
Nationalbankens advarsel er bemærkelsesværdig. Danske boligejeres udgifter til gebyrer og bidrag på deres boliglån har nemlig været stærkt stigende og udgør nu over 25 mia. kr. om året – ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu over 40 pct. af boligejernes låneudgifter.
Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – argumentet er, at det jo i et vist omfang er foreningernes egne medlemmer, der betaler.
Realkreditinstitutterne var tidligere gensidige selskaber, der var organiseret således at ejer- og kundekredsen var sammenfaldende. I dag er realiteten, at siden realkreditloven blev ændret i 1989 og kreditforeninger fik mulighed for at omdanne sig til aktieselskaber, er medlemmernes og lånernes indflydelse mindsket i takt med at ejerskabet er overgået til de store banker, der er mere interesserede i høje udbytter end at varetage lånernes interesser.
Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de tre største danske realkreditselskaber, Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, i bemærkelsesværdig enighed og nærmest kartelagtigt har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste år.
Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet fra Konkurrencerådet under Erhvervsministeriets Konkurrence- og Forbrugerstyrelse, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.
Begrænsninger betyder, at konkurrencen er sat ud af kraft
Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.
Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Ifølge rapporten fra Konkurrencerådet er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.
Udbytter til ejerne i stedet for konsolidering
Samlet set har konkurrencemyndighederne svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv. Det ses ej heller, at realkreditinstitutterne har brugt de større bidrag fra lånerne til konsolidering. Indtægterne er overvejende formøblet i udbyttebetalinger til ejerne.
Realkreditbranchen kunne derfor have valgt at spare flere penge op ved at udbetale en mindre del af deres overskud til aktionærerne.
Myndighederne gør intet
Sagen er således klar, men hvad gør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og regeringen? Intet! Det bemærkes, at direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, har en fortid i Danske Bank.
OW Bunker og formanden for Vækstfonden
Straffesagen i Aalborg mod OW Bunkers tidligere direktør for datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore, Lars Møller, er formentlig kun begyndelsen til et langvarigt retsopgør efter en af danmarkshistoriens største børsskandaler.
OW Bunker blev købt af kapitalfonden Altor i 2007 og efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.
OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et regnskabsresultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den store og stigende indtjening, der fremgik af regnskaberne. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.
OW Bunker har siden konkursen trukket en hale af dramatiske afsløringer om enorme gældsbjerge og hemmelig oliespekulation efter sig. Udover den igangværende straffesag kan der imødeses en lang række erstatningssager anlagt af inden- og udenlandske investorer mod selskabets ledelse, bestyrelse, kapitalfonden Altor, revisorer og de rådgivende banker, Carnegie Investment Bank og Morgan Stanley.
Tidligere CEO i Carnegie Investment Bank udnævnes til formand for Vækstfonden
Disse sager vil formentlig først blive fuldt afdækket senere, men allerede nu har skandalen omkring OW Bunkers rejst tvivl om den tidligere erhvervsministers dømmekraft. Brian Mikkelsens udnævnelse af Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som ny formand i Vækstfonden kan blive særdeles problematisk.
Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør (og Morgan Stanley), som rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers. Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.
Sagsanlæg
En stor gruppe danske, institutionelle investorer med ATP i spidsen har rejst erstatningskrav mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie, som gruppen mener har medvirket til at vildlede investorer. Samtidig har det belgiske advokathus Deminor på vegne af op til 30 internationale investorer stævnet emissionsbankerne bag OW Bunkers børsnotering for mere end 530 mio. kr.
Det vil ikke se godt ud, hvis det kan bevises, at formanden for Vækstfonden har et medansvar for skandalen om OW Bunker.
Spørgsmålet er, om ikke Claus Gregersen ville gøre Vækstfonden og den nye erhvervsminister, Rasmus Jarlov, en tjeneste ved under et eller andet påskud at trække sig fra Vækstfondens bestyrelse.
