Fredag kl. 10 var en 9-årig dreng ude at lege på Jyllinge Skoles legeplads.
Her blev han kontaktet af en mand, som spurgte, om han ville se nogle hundehvalpe.
Da drengen ikke gik med, holdt den fremmede mand fast i ham, men det lykkedes ham at vriste sig fri og flygte ind på skolen, hvor han fortalte en lærer, hvad der svar sket.
Vagtchef Thomas Jørgensen fra Midt- og Vestsjællands Politi siger til sn.dk:
”Der skete heldigvis ikke noget med drengen, og vi har efterfølgende talt med faderen til barnet for at få klarlagt forløbet. Senere skal vi også have talt mere med drengen selv, så vi kan få et klart signalement af manden.”
En stribe sager i området
I området omkring Jyllinge og Roskilde har der gennem måneder været meldinger om en eller flere mulige børnelokkere. I alt drejer det sig om cirka en halv snes sager.
Beskrivelserne af den mand, der skulle lokke børnene, har varieret. Det samme har de metoder, som han siges at have brugt. Han har tilsyneladende tilbudt børnene slik, pokémonkort eller en tur i sin bil.
Flere af sagerne har udspillet sig i dagslys og ved et skole- eller fritidsområde.
Politiet ved indtil videre ikke, om der har været samme gerningsmand til de tidligere episoder. Man kan heller ikke sige, om den ny episode har forbindelse til de tidligere.
Indtil videre kan man konstatere, at ingen børn har ladet sig lokke med af nogen mand, der har kontaktet dem. Det er i sig selv positivt.
Men det skaber naturligvis utryghed i området, at der dukker så mange sager om børnelokkere op.
Man kan håbe på, at den nye sag kan bidrage til, at politiet får fat.
http://sn.dk/Roskilde/Boernelokker-paa-spil-Ville-vise-niaarig-dreng-hundehvalpe/artikel/638830