Det er hundrede år siden, at den forrige bølge af “flygtninge”, ebbede ud, og hvem tænker overhovedet på den i dag. Ikke mange. Og hvorfor ikke? Fordi de var mennesker, der lignede danskerne.
Indvandringen fandt sted omkring forrige århundredskifte.
I de sidste to årtier af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet søgte rundt regnet 100.000 skåninger over Øresund.
Sverige var i den periode udpint, og det danske bruttonationalprodukt var dobbelt så højt som det svenske. Danmark sukkede efter arbejdskraft til landbruget og den kraftigt voksende industri. Det behov dækkede de arbejdsvillige og arbejdsduelige immigranter fra Skåne.
De var væsentforskellige fra flertallet af de nuværende tilflyttere fra især ikke-vestlige muslimske lande. De kan knap nok lokkes til at plukke bær og frugter i sæsonen, så længe Danmarks skatteborgere finansierer deres lediggang med kontanthjælp.
Mange slog sig ned som selvstændige erhvervsdrivende og fik en bedre levefod end i den gamle danske provins øst for Sundet. I flere årtier var selvlærte skræddermestre fra Skåne således i flertal blandt københavnske skræddere.
Men skåningene gled naturligt ind i befolkningen. De var ikke kulturfremmede og stillede ikke krav om særbehandling. Eneste minde om flodbølgen af skånske tilflyttere finder man i den kommende udgave af KTAS’ gamle telefonbog, som bliver den sidste på papir.
Her vil man fortsat finde spalte op og spalte ned af skånske navne som Hansson, Nilsson, Jönsson, Persson og de mere sjældne som Julin, Lundberg og Olivencrone. Det er efterkommere af de økonomiske “flygtninge”, som Danmark ikke havde kvaler med at assimilere. Tværtimod.
Og pudsigt nok fortsætter tilstrømningen over Sundet i dag, hvor hundredvis af skåninge enten pendler over Øresundsbroen eller slår sig fast ned i København og på Sjælland for at arbejde. Heller ingen problemer med dem. De er blot vendt hjem til det gamle moderland.
