EU’s stats- og regeringschefer mødes i dag og i morgen i Bruxelles til et Topmøde, hvor migration, handel og Rusland står højt på dagsordenen.
I invitationen fra EU-formand Donald Tusk understreges det, at den bedste måde at demonstrere EU-projektets relevans er at levere konkrete løsninger på problemer, der betyder mest for borgerne (“The best way to prove the relevance of the European project is to deliver on the concrete issues which matter most to our citizens”).
Handelsaftaler
EU-formanden understreger samtidig i oplægget til mødet, at international handel er af afgørende betydning for vækst, beskæftigelse og levestandard og derfor har EU en særlig forpligtelse til at få afsluttet handelsaftalen med Canada.
Problemet er, at det måske ikke bliver helt nemt – de sidste års økonomisk-politiske udvikling har betydet, at det er op ad bakke med internationale aftaler om frihandel.
Der har været stor mediefokus på, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), i realiteten er kuldsejlet.
Baggrunden for TTIP-forhandlingerne, der har stået på i næsten 3 år og omfattet 14 formelle forhandlingsrunder, er parternes påståede soleklare økonomiske interesser i en frihandelsaftale. TTIP-aftalen var skønnet til en værdi for EU på omkring 950 mia. kr. og omkring 760 mia. kr. for USA.
Alligevel har der i Tyskland, Frankrig og andre EU-lande, været demonstrationer og folkelig modstand mod en TTIP-aftale.
CETA
EU står nu overfor at skulle underskrive en tilsvarende men mindre handelsaftale mellem EU og Canada – den såkaldte Comprehensive Economic Trade Agreement, CETA.
Selvom der er stor lighed mellem TTIP og CETA har den folkelige modstand mod CETA hidtil været knap så voldsom – måske fordi EU-Kommissionen har gået mere stille med dørene, og måske fordi Canada ikke i protestorganisationernes øjne i samme grad som USA er “den store Satan”.
Vallonien blokerer
Men nu har den fransktalende, belgiske region Vallonien blokeret for Canada-aftalen. Den belgiske regering er ellers en varm fortaler for aftalen, men det politiske system i Belgien betyder, at alle regioner skal sige god for sådanne internationale aftaler.
Trods flere dages intensive forhandlinger er det endnu ikke lykkedes den belgiske regering og EU-Kommissionen at overbevise regionsregeringen i Vallonien om fordelene ved frihandelsaftalen mellem EU og Canada.
Nu bliver det i et kapløb med tiden om at overbevise vallonerne om, at aftalen både vil være god for forbrugere og væksten i Vallonien, og at Canada faktisk har meget høje standarder, der minder om de europæiske. Hvis ikke alle 28 lande er på plads inden fredag vil EU’s troværdighed som handelspartner lide et afgørende knæk.
Tyskland og Østrig
I Tyskland og Østrig er der også reservationer overfor aftalen med Canada. Det ser dog ud til, at en af nøglespillerne – den socialdemokratiske, tyske vicekansler, Sigmar Gabriel – er blevet overbevist om, at aftalen har så mange fordele, at det vil være en fejltagelse, hvis den ikke bliver til noget.
Frihandel uden folkelig appel
Problemet er under alle omstændigheder, at frihandel og globalisering ikke fænger i Europa. Fra organisationerne, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, har det lydt, at man ikke vil have handelsaftaler, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.
Antiglobalisering i USA
I den amerikanske præsidentvalgkamp har frihandel ej heller været et vinder-tema. Republikanerne, herunder ikke mindst Donald Trump, har store reservationer over for, at udenlandske konkurrenter i Asien, Europa og Sydamerika har fri adgang til det amerikanske marked. Ligeledes har Donald Trump truet amerikanske virksomheder som Ford, der har overvejet at flytte produktion (og arbejdspladser) til Mexico.
Det ser ud til at Trump høster stemmer på antiglobalisering i de områder, der tidligere var den industrielle base i USA. Nu omtales disse områder som ”Rust Belt”, der begynder i New York og strækker sig mod vest gennem Pennsylvania, West Virginia, Ohio, Indiana, den sydlige del af Michigan for at ende i det nordlige Illinois og den østlige del af Wisconsin.
Demokraterne og Hilary Clinton har ligeledes indrettet sig efter folkestemningen og er efterhånden også ganske reserverede over for frihandelsaftaler.
