I forbindelse med årsmødet i IMF, Den Internationale Valutafond, sagde den tyske finansminister Wolfgang Schäuble fredag den 7. oktober 2016 i Washington, at han er meget enig med Den Internationale Valutafonds advarsler om de risici for banksystemet, der forbundet med en meget ekspansiv pengepolitik. Schäuble understregede samtidig, at det ikke var opgaven for IMF eller Verdensbanken at føre tilsyn med de europæiske banker.
Wolfgang Schäubles bemærkninger faldt under et pressemøde, der egentlig handlede om Tysklands formandskab for G20 i 2017. Schäuble ville ikke afvise muligheden af en ny finanskrise, men afviste at kommentere på soliditeten af Deutsche Bank, der er Tysklands suverænt største långiver.
Wolfgang Schäuble advarer
“Når IMF advarer mod følgerne af ultra-løse pengepolitikker, synes jeg det er et tegn på håb om, at vi fremover vil lytte mere til de anbefalinger der igen og igen kommer fra BIS, Bank for International Settlements” sagde Schäuble.
”Med erfaringerne fra finanskrisen in mente bliver vi nødt til at håndtere de kombinerede risici fra den globale offentlige og private gældsætning og fra meget ekspansive pengepolitikker”.
Den tyske finansminister er ikke hvem som helst. Wolfgang Schäuble har været finansminister i Tyskland siden 2009 og en væsentlig årsag til Angela Merkels suveræne position i Tyskland. Schäubles betydning for europæisk politik kan samtidig næppe overvurderes. Tysk økonomi er motoren i europæisk økonomi og det er tysk lavinflationspolitik, der slår takten i Euro-samarbejdet. Og det er altså den tyske finansminister, som vogter over ansvarlighedens økonomiske politik – den såkaldte austerity-politik, der ikke mindst i Sydeuropa lægges for had som en fantasiløs budgetdisciplin, besparelser på de offentlige budgetter og reel stagnation.
Tysklands økonomi i god gænge
Modargumentet er, at Tyskland, der i høj grad tager sin egen medicin, faktisk har vækst og høj beskæftigelse.
Den stramme økonomiske politik udspringer af EU’s traktat og den såkaldte stabilitets- og vækstpagt, der forudsætter at medlemslandenes offentlige budgetunderskud altid holdes under den tilladte grænse på tre procent af bruttonationalproduktet, BNP.
Den stramme finanspolitik, har dog ikke kunnet stå alene. EU har ikke kunnet modstå presset fra Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien, Portugal og andre lande, der fastholdes i lav vækst og høj arbejdsløshed.
Den problematiske pengepolitik
Tyskland har måttet acceptere, at Den europæiske centralbank, ECB, fortsætter med at øge pengemængden gennem den såkaldte Quantitative Easening. Centralbankchefen Mario Draghi er fokuseret på væksten, og han ser ingen anledning til at hæve renteniveauet så længe inflationen er helt i bund.
Resultatet er at afkastet af bankindestående og obligationer er nul eller ligefrem negativt. Aktiemarkedet er den eneste mulighed for et vist afkast. Aktiekurserne stiger i takt med pengeudpumpningen, mens pengerigeligheden og det lave renteniveau kun har begrænset virkning på investeringer og forbrug.
Som udtalelserne i Washington viser, er Wolfgang Schäuble ikke ubetinget begejstret for en ekspansiv pengepolitikken, der ikke er uden risici. Når og hvis den amerikanske centralbank som bebudet hæver renten i USA vil kapitalen bevæge sig væk fra aktier og søge i retning af amerikanske statsobligationer eller andre sikre placeringer. Det vil uvægerligt også påvirke de europæiske aktiekurser. Når kurserne på Mærsk og NOVO kan falde dramatisk understreger det, at aktier generelt er forbundet med betydelig risiko. Hæderkronede papirer som F.L. Smidth i den sårbare råvare- og cementindustri holdes alene oppe, fordi NOVO og Lundbeck har overtaget 25 procent af aktiekapitalen i foretagendet.
En krise på aktiemarkederne kan udgøre en trussel mod det europæiske banksystem, og de vanskeligheder Deutsche Bank befinder sig i er en kraftig reminder om de risici, som hele systemet er udsat for.
Indirekte finansiering af statslig gældsætning
Tyskland ser også et andet problem i Mario Draghis ekspansive pengepolitik. Det har fra starten været en tysk forudsætning, at Centralbankens opkøb af papirer i markedet ikke måtte få karakter af finansiering af statsgæld. I den virkelige verden er det i høj grad hvad der sker – EU-lande med budgetunderskud får mulighed for at slippe af med store mængder statsobligationer til kurser, der holdes kunstigt oppe af Draghis pengeudpumpning.
Investeringer og Juncker-planen
Problemet er at EU mangler investeringer. Niveauet ligger langt under niveauet fra før krisen. Investeringer går uden om Europa, og derfor har Tyskland og Wolfgang Schäuble måttet acceptere, at den “ansvarlige” budgetpolitik i slutningen af 2014 blev suppleret med den såkaldte Juncker-plan, der skulle sætte gang i vækst og job. Planen omfatter en Investeringsfond, som netop er annonceret fordoblet til 630 milliarder euro I 2022, hvor hver euro fra EU eller Den Europæiske Investeringsbank, EIB, vil blive gearet med 15 euro fra private.
Hvor længe vil man finde sig i det?
Spørgsmålet er hvor længe en CDU/CSU i Tyskland kan leve med at EU straffer opsparing og understøtter uansvarlige staters gældsætning. I øjeblikket betaler tyske sparere en høj pris for en EU-politik, der prøver at skabe aktivitet i Sydeuropa – i lande, der tydeligvis i en årrække har levet over evne.
Gift for opsparing
Tysk opsparing bliver kun i meget begrænset omfang placeret i aktier – man foretrækker bankindskud eller sikre obligationer. Hvis der opstår mistillid til banksystemet eller til obligationsmarkedet eller man bliver opkrævet negativ rente, vil tyskerne foretrække at gemme pengene under madrassen.
Billedet kan genkendes i andre lande. I Danmark er der formentlig mange pensionsopsparere, der med bekymring ser den reale værdi af opsparingen blive mindre og mindre.
Dilemmaet for EU-Kommissionen er, at nogle lande er stærkt utilfredse med EU’s håndtering af den økonomiske situation fordi der sker for lidt. De kræver at der føres en traditionel Keynesiansk ekspansiv finanspolitik, der kan sætte gang i vækst og beskæftigelse. Andre lande – ikke mindst Tyskland – er stærk betænkelig ved en pengepolitik, der betyder at renten er 0 eller negativ. Det samlede billede er, at alle er utilfredse.
Utilfredshed med EU’s håndtering af økonomien
Figuren stammer fra Pew Research Center, der i begyndelsen af juni 2016 offentliggjorde et større studie – ”Euroscepticism Beyond Brexit”.
De kommende valg
EU’s svar – eller mangel på adækvat handling – på udfordringerne med den manglende økonomiske vækst kan få afgørende politisk betydning i en række lande.
I den nære fremtid skal der afvikles valg, hvor økonomien, vækst og arbejdsløshed, herunder ungdomsarbejdsløshed, vil være dominerende temaer sammen med presset fra migration og strømme af asylansøgere. Det gælder det hollandske og tyske parlamentsvalg og det gælder de østrigske og franske præsidentvalg.
Det er et gennemgående træk, at de partier og politikere, der står til fremgang, har to ting til fælles: De nærer en dyb og inderlig modvilje mod EU og de er kritiske over for den førte krisepolitik, og de ønsker national kontrol med grænserne.
