Jeg har aldrig evnet at sætte mig ind i, hvorfor mennesker sætter sig op på en søjle for at tilbringe de næste 40 år der eller drager ud i ørkenen for at meditere i fuldstændig isolation. Mange andre har det sikkert som jeg. Men det er klogt og nyttigt at gå til Peter Elsass’ nye bog med større åbenhed og nysgerrighed og uden for mange fordomme. Den giver meget igen – også en masse, som kan berige ethvert moderne, fortravlet, åndløst menneskeliv.
Den gode og den onde ensomhed
Elsass er dr.med., professor i klinisk psykologi og har suppleret sin traditionelle forskning med tværfaglige forskningsområder inden for antropologi, filosofi og historievidenskab. I årtier har han rejst rundt i verden for at besøge de besynderligste folkeslag og sektlignende fællesskaber. Han er også med sin egen krop og sit eget sind gået på opdagelse i ensomhedens kringelkroge.
Han er fortaler for, at vi bliver venner med den gode ensomhed. Ensomhed forbinder vi ofte med noget negativt, og det kan den også sagtens være. Et stort problem for det moderne menneske. Men altså også noget konstruktivt, opbyggeligt. Ud fra fire hovedvinkler – en historisk, en psykologisk, en teologisk og en antropologisk – påviser han alt det positive, et menneske kan få ud af at være alene i perioder.
Jo mere vi lærer den gode ensomhed at kende, jo mere plads bliver der til vore medmennesker, til fællesskabet. Det lyder som et paradoks, men undervejs i læsningen af bogen opdager man, at det er sandt. Retræte er i vore dage blevet et middel til at få fat i en indre personlig kerne, til selvrealisering. Før i tiden søgte man isolationen for at komme i kontakt med Gud, for at vende sig udad og bort fra sig selv. Der er en afgørende forskel mellem disse to indfaldsvinkler.
Ørkenfædre, Robinson Crusoe, tossehoveder og Maroonerne
Vi føres ved hånden fra ørkenfædrene til eremitter, Robinson Crusoe, Strindberg, russiske pilgrimme, lamaer, ”udflugtsensomheden” (tossehoveder, som flygter fra samfundet og bilder sig ind, at man kan drage ud i naturen og leve helt uafhængigt af civilisationen uden grundige forberedelser; dét dør man hurtigt af!), Jes Bertelsen, underlige ensomheds- og modkulturer (havde aldrig hørt om Maroonerne, de bortløbne slaver) og en stærk, personlig fortælling om forfatterens egne nærdødsoplevelser: ”Tilbage er der at nævne, at jeg overlevede”. Dét havde vi nok gættet!
Bogen igennem formår Elsass at holde en god balance mellem på den ene side tiltrukketheden af ensomhedens mange og stundom vildt ekstreme ansigter og på den anden side den sunde skepsis og (selv)kritik. Han forfører ingen, fordi han er opmærksom på faren for forførelse, for den er han selv blevet fristet med (i forbindelse med det kollektive masseselvmord i ’Jonestown – Folkets Tempel’).
Det er en af de mærkeligste bøger, jeg længe har læst – i den forstand, at den sætter sine mærker. Det er der i grunden ikke så mange bøger, der gør. Man har svært ved at lægge den fra sig, efter at man har læst den til ende. Det er en af den slags bøger, man trækker frem igen og igen. Mærkelig, vidende, oplysende, åbenhjertig – og til tider overordentlig morsom. Anbefales på det kraftigste.
Peter Elsass, Kunsten at være alene. Gyldendal 2016, 220 sider, rigt illustreret, 249,95 kroner.
