Midt- og Vestsjællands Politi forsøgte tilsyneladende i første omgang at nedtone alvoren i det grove overfald, to SOSU-assistenter fra Korsør Kommune i mandags den 14. marts blev udsat for i den berygtede ghetto Motalavej i Korsør.
“Det er korrekt, at vi har fået en anmeldelse klokken 19:37 mandag aften, hvor to ansatte i hjemmeplejen har følt sig chikaneret. En gruppe unge har opsøgt og skubbet til de to ansatte,” forklarede politikommissær Kurt G. Nielsen den gang til Sjællandske og fortsatte:
“Vi har en gadeplansmedarbejder, der er sat på sagen, for det lyder jo mærkeligt, at kommunens ansatte ikke kan få lov at passe deres arbejde.”
“Chikanen og skubberiet” bestod i slag og spark
Det, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi betegner som chikane og skubberi, bestod ifølge Sjællandske af et regulært overfald.
Kort tid efter, at de to SOSU-assistenter, en mand og en kvinde, var kommet ind i området for at passe deres arbejde med at besøge ældre, der har behov for pleje, blev de omringet af et tæskehold bestående af unge mennesker.
Her blev de udsat for et regulært overfald, der især gik ud over den mandlige medarbejder, der blev overdænget med slag og spark og efterfølgende måtte på skadestuen.
Det er netop faren for overfald, der ifølge Ekstra Bladet er årsagen til, at kommunens ansatte altid går ind i ghettoen to og to.
Glemt alt om politibeskyttelse
Der har tidligere været forlydende fremme i pressen om, at kommunens hjemmeplejere fremover ville få politibeskyttelse, når de skulle ind i ghettoen for at give ældre borgere og invalide den pleje, de har behov for og er blevet visiteret til.
Men det har intet på sig, lyder det nu fra lederen af lokalpolitiet i Slagelse, Allan Holm:
”Nej vi har ikke nogen indikation af, at det skulle være nødvendigt, og vi kan ikke følge alle hjemmeplejere, medens de er på arbejde. Vi har naturligvis været til stede, fordi der har været noget ballade i området,” sagde Allan Holm i går, torsdag, til Sjællandske.
Politiet turde ikke gå ind i ghettoen
Fakta er, at politiet tidligere slet ikke har turdet gå ind i ghettoen på Motalavej. Således fik beboerne i ghettoen nytårsaften 2014 at vide, at de ikke måtte forvente hjælp fra hverken politi eller brandvæsen til at slukke bilbrande.
I stedet udstyrede man en række af beboerne med skumslukkere. Og så måtte de iøvrigt selv klare ærterne.
Således sagde et medlem af den lokale fædregruppe, Bilal El-Milhelm, den 1. Januar 2015 til TV 2 News:
”Jeg ringede til politiet, de kunne ikke komme her på Motalavej. De er bange for drengene, en fem- seks personer med bomberør.”
Samme udmelding er tidligere kommet fra en af de lokale forretningsdrivende, Benny Pedersen, som er blevet terroriseret af en gruppe af ghettoens beboere.
Han har ligeledes tidligere forklaret i den lokale presse, at politiet ikke tør gå ind i bebyggelsen, fordi der bliver smidt kanonslag efter dem.
Og så må plejekrævende ældre sejle i deres egen sø
Politiets ulyst til at gå stærkt ind i ghettoen på Motalavej medfører ifølge fagforeningen reelt, at ghettoens plejekrævende ælde og invalide personer nu risikerer at komme til at sejle i deres egen sø.
I går torsdag mødtes politiet med ledelsen i hjemmeplejen og FOA og her blev der ifølge Sjællandske besluttet, at der ikke er behov for at indføre ekstra sikkerhedsforanstaltninger.
”Vi har haft en god dialog om, at alle medarbejdere selvfølgelig skal føle sig sikre, når de går på arbejde, og at de ikke skal gå ind, hvis de følger sig usikre,” siger næstformand for SOSU’erne i FOA Sjælland, Ann Søgaard, til Sjællandske.
Det betyder reelt, at vore plejekrævende ældre borgere, der måske har boet det meste af deres liv i bebyggelsen, fremover kommer til at sejle i deres egen sø, hvis kommunens hjemmeplejere føler sig utrygge ved at gå ind i bebyggelsen.
Endnu et trist eksempel på situationen i dagens Danmark, hvor den multikulturelle udvikling i stigende grad sætter dagsordenen.