Udlændingeminister Inger Støjberg har offentliggjort et regnestykke, der skal demonstrere, hvor dyrt det bliver for det danske samfund, hvis integrationen ikke bliver forbedret.
Ifølge dette regnestykke vil alene udgifterne til offentlig forsørgelse og integrationsprogrammer vokse fra 6,5 mia. kr. i år til 10,4 mia. kr. i 2020 – hvis der altså ikke gøres noget. (Berlingske)
Støjbergs melding er selvfølgelig rettet mod de trepartsforhandlinger, der går i gang i morgen. Den er en advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis forhandlerne ikke bliver enige om noget, der gør flygtningene bedre integrerede på arbejdsmarkedet.
Men kendsgerningen er, at nye initiativer til at bringe flygtninge ind på arbejdsmarkedet kun vil give et beskedent bidrag til at løse de problemer, som den enorme tilstrømning til Europa og Danmark medfører. Selv i bedste fald.
Ringe resultater
Ingen tvivl om, at man kan gøre nogle ting bedre for at få flygtninge i arbejde. Man kan blandt andet få dem hurtigere ud på en arbejdsplads. Man kan være langt mere konsekvent med at sikre, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og man kan give dem en løn, der svarer til deres beskedne kvalifikationer.
Men nu har vi haft integrationsprogrammer i 30 år, og de har givet nedslående ringe resultater. Selv om tilstrømningen har været meget mindre, end den er i dag.
Måske kan det lykkes at bringe lidt flere i arbejde denne gang. Men flygtningene vil langt fra blive nogen økonomisk gevinst for det danske samfund.
De springer ikke ud som danskere
Samtidig vil tilstrømningen skabe store parallelsamfund, der fører til opsplitning og ikke til integration, når det gælder det sociale liv, værdierne og kulturen.
Hovedproblemet kan ikke løses med nogle integrationsplaner på arbejdsmarkedet. Hovedproblemet er, at vi kan vente en tilstrømning af alt for mange mennesker, der står alt for fjernt fra det danske samfund. Mennesker fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.
Det er ganske enkelt hamrende urealistisk at tro, at det store flertal af disse kan og vil springe ud som danskere inden for en overskuelig fremtid.
De vil leve deres eget liv, på afstand af det danske samfund og i alt for høj grad også på afstand af det danske arbejdsmarked og de krav, det stiller.
Der vil selvfølgelig være stribevis af individuelle undtagelser fra dette mønster, som Journalistisk Venstreparti kan blive ved med at dyrke i TV-indslag og artikler. Men hovedtendensen vil ikke gå i retning af noget, man meningsfyldt kan kalde integration.
Præsident: Alt for mange får adgang til asyl
Hvis man vil undgå denne udvikling, er der én opgave, som går forud for alt andet: Tilstrømningen skal begrænses langt mere, end det sker i dag.
Dette var emnet for en bemærkelsesværdig tale, som Finlands præsident Sauli Niinistö holdt forleden i forbindelse med åbningen af det finske parlaments forårssamling.
Niinistö påpegede, at vi for få år siden tog vores værdier for givet, men at vi nu er nødt til at kæmpe for at bevare dem.
Han sagde, at Flygtningekonventionen og andre konventioner er forældede. De bygger på historiske forudsætninger, der for længst er overhalede. Først og fremmest giver de alt for mange mennesker adgang til asyl.
En stor del af dem, der kommer hertil, og som får asyl, er ifølge Niinistö ikke rigtige flygtninge. De søger blot et bedre liv.
Man må beslutte sig
Det ledte til en højst bemærkelsesværdig konklusion fra en siddende præsident: Niinistö pegede på, at det vil være alt for langsommeligt at forsøge at ændre konventionerne. Derfor må man nu beslutte sig:
”Vi må spørge os selv, om vi ønsker at beskytte de europæiske værdier og befolkninger og de mennesker, som virkelig er i akut fare, eller om vil holde os strengt til bogstaverne i de internationale regler uden hensyn til konsekvenserne.” (Daily Mail)
Niinistö er ikke i tvivl: Konventionerne må fortolkes væsentligt mere smidigt, så der bliver langt større muligheder for at begrænse tilstrømningen.
To ting afgør Europas skæbne
To ting afgør Europas skæbne i de kommende år:
Den ene er en langt stærkere grænsekontrol, hvor fælles europæiske og nationale initiativer må supplere hinanden.
Den anden er en friere fortolkning af konventionerne. Der kommer i dag alt, alt for mange ind i de europæiske lande. Langt de fleste kan ikke ud fra nogen rimelig betragtning kaldes flygtninge. Og når de først er kommet ind, er det en næsten håbløs opgave at få dem ud igen.
Både reglerne og kontrollen skal strammes kraftigt, så de ikke kommer ind.
Sker det ikke, vil selv de mest ihærdige bestræbelser på at få flygtninge i arbejde forslå som en skrædder i helvede.
