De nord- og vesteuropæiske velfærdsstater har vist sig helt ude af stand til at sikre integration af den store migrationsdel, der i nu 40-50 år er kommet fra Sydasien, Mellemøsten og Nordafrika.
Vi har konsolideret ghettodannelse med offentligt understøttede indbyggere: Separat-samfund, hvis kerne i potentielt stadig højere grad radikaliseres og militariseres. Hvis udviklingen fortsætter og forstærkes, forløber udviklingen logisk set over terror til radikalisering af værtssamfundet og borgerkrigslignende tilstande. Vi er godt på vej.
1. årsag: Et stift og uliberalt arbejdsmarkedet
Kilderne til fiaskoen ligger i meget høj grad hos os selv. Vi har ikke haft evnen og viljen til at tage de indlysende nødvendige ændringer af vores samfund, der kunne bidrage til den økonomiske integration af de ankomne. Den er forudsætningen for alt andet.
I vores komplicerede erhvervsbureaukrati er det ikke let at etablere og drive de bazar-lignende håndværks- og service mikrovirksomheder, som mange nyankomne kender hjemmefra. Og det totalt uliberale arbejdsmarked hindrer ansættelse på lønvilkår, hvor han eller hun kan lønnes efter den lille begyndelsesværdi af deres arbejdskraft.
Det udelukkes herhjemme af ”Den danske model”, hvor politikerne har ladet fagforeninger og arbejdsgivere tage samfundets fremtid som gidsel for at sikre et par års ro. Samtidig bortrationaliseres store mængder lavere jobs stadig af hensyn til snævre profithensyn uden hensyn til det omgivende samfunds forskellige behov.
Flere og flere, herunder nyankomne, henvises til dårligere og dårligere, inaktiv og varig offentlig forsørgelse og nyankomnes sønner til at finde selvrespekt i bande- og islamistiske miljøer.
2. årsag: En verdensfjern elite
En anden kilde til fiaskoen er, at vi efter ”ungdomsoprøret” for snart 50 år siden har haft en realitetsfjern kulturel elite, herunder radikaliserede feminister, der havde og har en så dyb foragt for vores samfund og kultur, at alt andet må være i hvert fald lige så godt og sandsynligvis bedre.
Derfor er multikultur i deres øjne som ethvert andet samfundsalternativ helt OK, fordi det med sikkerhed vil undergrave det eksisterende. Derfor har vores samfund ikke stillet entydige krav til de nyankomne på det tidpunkt, hvor de endnu ikke opfattede en understøttet fremtid som en rettighed. I begyndelsen var de mere modtagelige modtagelige for forestillinger om, at værtsamfundets mærkelige, kvindagtige omgangsformer nu var rammen for deres bedre liv.
3. årsag: Svigtende krav om politisk ansvarlighed til moderate muslimer
Naturligvis har vi også savnet en klar markering af vores samfunds politiske spilleregler, hvor vi måtte forvente, at de nyankomne organiserede sig i rammen af danske politiske spilleregler, og hvor det er moderates kerneansvar at bekæmpe deres radikaliserede politiske slægtninge. Socialdemokratiet var de revolutionære socialisters effektive hovedfjende og Dansk Folkeparti har brutalt effektivt bekæmpet sine rødder og højrefløj.
Men ingen har gjort klart for vores muslimske nyankomne, at det er deres ansvar at bære hovedbyrden i bekæmpelsen af islamisterne. Ingen andre kan gøre det.
