Det er barske løjer at være vinbonde i Portugals mest berømte og frodige vinområde, Duoro-dalen. Den strækker over 215 km sine naturskønne snoninger, der næppe findes smukkere andre steder i Europa, langs med Duoro-floden med start ved den spanske grænse i øst og med finale i storbyen Porto ved Atlanterhavets kyst i vest.
2500 års flid
Her har bønder henover mere end 2500 år møjsommeligt lagt millioner af flade skifersten oven på hinanden for at bygge smalle terrasser op ad de stejle klippevægge langs flodbredden og for efterfølgende at plante vinstokke på de smalle afsatser.
Og på trods af teknologiens udvikling har man ikke kunnet ændre meget på arbejdsmetoderne i vinmarken i de forløbne århundreder.
Vinbonden og hans hjælpere skal stadig, som om de var stenbukke og gemser, hoppe fra plateau til plateau for at beskære vinstokkene, plukke druerne og slæbe kurvene, der kan indeholde 30 kg, på ryggen ned ad bjergryggen til et fælles opsamlingspunkt.
Hårdt slid
Det er hårdt arbejde under forhold, som kun ville udløse de sureste smiley’er, hvis det danske arbejdstilsyn havde haft noget at sige her. Denne vogter af arbejdslivets dyder vil næppe heller kunne goutere, at druer fodtrampes, før den udtrådte most sendes videre til gæring for at ende op som portvin eller bordvin.
Men sådan er traditionerne her, og det ser man ingen grund til at lave om på, selvom en del af trampningen i dag udføres af robotlignende maskiner, og æseltrukne kærrer er afløst af traktorer ved transporten af druer fra mark til vineri.
På trods af de hårde vilkår i marken fremstilles der årligt omkring 100 millioner liter portvin og et tilsvarende antal liter bordvin.
Koncentration
Om portvinens lyksaligheder for menneskeheden kan der ikke skrives nok, men kravene til kapital og faldende eksporttal har betydet en voldsom koncentration af ejerskaberne blandt portvinshusene, hvor finans- og forsikringsselskaber har magten og styringen.
I dag sidder navne som Sogrape, Sogevinus, Symington-Gruppen og Real Compania samt Taylor, Noval, Ramos Pinto, Pocas Jr. og Niepoort på over 80 pct. af de toneangivende mærkevarenavne.
De har alle quintaer (vingårde) i den centrale del af Duoro-dalen, og hvad de ikke selv høster på egne marker, køber de af mindre producenter, der har licens til at dyrke de druesorter, som portvin laves af.
Licens til port
Licensen er alt afgørende for disse ofte meget små vinbønder, da prisen på druer til portvin er 4 gange så høj som til almindelig bordvin.
Paradoksalt nok betyder det, at de dyre portvinsdruer kan have en lavere kvalitet end dem, der bruges til bordvin. På den anden side arbejder portvinshusene seriøst på, at kompensere deres salgsnedgang af portvin ved at højne kvaliteten på bordvinene, og inden for de seneste årtier er der anlagt en række moderne vingårde, som i dag leverer kraftige vine med klasse og dybde.
Såvel portvin som bordvin er stort set baseret på de samme druesorter. For de rødes vedkommende drejer det sig især om Touriga Nacional, Touriga Francesa, Tinta Roriz, Tinta Cao og Tinta Barroca. Mens de hvide kan være lavet på Viosinho, Arinto, Códega, Gouveio, Malvasia og Rabigato for blot at nævne nogle få ud af de omkring 100 forskellige typer, der vokser i Duoro-dalen.
Portvinstyper
Portvinen blev opfundet i slutningen af 1600-tallet. Da startede engelske handelshuse, som havde etableret sig i Oporto med salg af tekstiler for øje, med at sætte druebrændevin til vin for at gøre den mere holdbar før rejsen med skib til de engelske forbrugere.
En munk gjorde det endnu mere sofistikeret. Han tilsatte spiritus til den gærende most og kreerede således et produkt med sødme, som skabte ellevild begejstring hos høj og lav i hele Europa.
Hen ad årene skete der løbende forfining af denne hedvin, som i dag er udviklet til fire grundtyper:
- Ruby, som er en ung rubinfarvet portvin, som tappes 1-2 år efter ophold i ståltanke. Særligt gode årgange udpeges til Vintage med årgang på etiketten.
- LBV – Late Bottled Vintage – har samme karakteristika som Vintage Port, men tappes først fra fad efter fire-seks års fadlagring.
- Tawny, der har læderfarve og kraftig smag af valnød, har et langt liv på fad, før den efter 10, 20, 30 eller 40 år tappes på flaske. I særklasse er betegnelsen Colheita, der betyder årgangs Tawny.
- White Port, der er en ung vin, som både kan være tør eller sød, og som ofte markedsføres som svar på Vermouth. Men serveret til gede- eller fåreost har man en himmerigsmundfuld.
Seneste skud på stammen er Rosé Port, der er en ung portvin, som er lavet på røde druer, som kun har haft kort kontakt med drueskindet. Blandt de første producenter var Coops portvinshus Pocas Jr. Med en klump is har man en sikker sommervinder!
