Politifolk er ikke så slemme, som det nogle gange kunne lyde til.
Ligesom en opererende læge, der føler sig presset, kan sige både fuck og fandens, så kan der også ryge finker af panden, når politifolk står i en stresset situation.
Lapsus’erne betyder ikke, at hverken politifolk eller læger er onde mennesker. Det er blot den berømte ”sikkerhedsventil” der åbner sig. Derefter er alt godt igen.
Ærøboerne med borgmester Jørgen Otto Jørgensen i spidsen er pikerede over, at en vagthavende politiembedsmand kom til at vrisse, da en værtshusejer på øen bad om assistance til at håndtere en beruset og voldelig gæst.
De er kun to betjente på øen, og de havde begge fri. Derfor må assistance til øen i nogle situationer komme fra Fyn.
Den vagthavendes politimands svar til værtshusejeren lød ifølge avisen: Hæld noget mere snaps på ham, og kør ham langt væk.
Situationens alvor til trods kan læsere uden for Ærø næppe lade være med at trække lidt på smilebåndet over betjentens usædvanlige ordvalg.
Vel står overbetjenten nok til en mild næse, men han har da også ret et eller andet sted?
Politiet får et hav anmeldelser om berusede personer. Ofte vil den genstridige bargæst ”falde ned igen,” hvis der blot udvises lidt forståelse og venlighed (for eksempel ved at give ”patienten” en lille en eller to mere til halsen på husets regning).
Det beror altid på en vurdering af situationens farlighed, om det er nødvendigt at rykke hurtigt ud – og så helt ovre fra hovedøen. Ofte er situationen på stedet faldet til ro igen, når politiet når frem. Ingen har noget at anmelde. Skønne spildte kræfter.
Så til Ærø-folket. Vi forstår jeres frustration, men pas på, at i ikke mister jeres humoristiske sans.
Kunne det for eksempel være en løsning at d e l e regionernes ”a r b e j d s l ø s e” redningshelikoptere med politiet?
Kilde: Fyns Amts Avis.