Kirken, Bolighuset Thorsen, Netto, Lidl og andre butikker som er nabo til den indvandrertætte bebyggelse Bispehaven i det vestlige Aarhus er igen inde i en bølge af tyverier, indbrud og hærværk.
Det er især på parkeringspladserne ved kirken og de store butikker, at unge hætteklædte kommer susende, smadrer nogle ruder og tager, hvad der er at få fat på.
Jürgen Galonska, der er ledende præst i Citykirken, fortæller Den Korte Avis, at tyverierne har stået på det sidste halvandet år og at det kommer i bølger. Nogle gange sker det flere gange om uden, andre gange er der mere stille.
Foto: Betania.dk
”De smadrer et par bilruder og tager hvad der måtte være, det tager blot et minut.”
Har du nogen ide om hvem de er?
”Nej, de er hætteklædte, og det hele går så hurtigt. Men de kommer ofte to på en knallert. Men de er også blevet frækkere. Vi oplevede, at ”man” bare gik ind og stjal fra folks lommer, så derfor er vi blevet nødt til at have døren låst hele dagen, og når vi holder arrangementer har vi vagter på parkeringspladsen.”
Citykirken er godt træt af tilstanden, de har også haft indbrud for nylig.
”Det kommer til at koste os 80.000 kr. til nye branddøre, så nu overvejer vi videoovervågning. Det har møbelbutikken, og det har tilsyneladende en forebyggende effekt, selvom der stadig foregår tyveri fra deres parkeringsplads” siger Jürgen Galonska.
Det er præstens indtryk, at politiet er opmærksom på problemerne, myndighederne har også tidligere været på besøg i kirken. Men det er slet ikke nok, hvis der skal bringes ro i området. Som leder af frikirken har præsten kontakt til mange mennesker, og han er også engang imellem i dialog med lokale borgere af anden etnisk herkomst.
”På et tidspunkt fik vi stjålet en bibel og nogle andre ting, men så var der nogle som havde fundet det i en skraldespand, og så kom de og gav det tilbage til os.”
Det er blot tre uger siden Trivselshuset var lukket pga. unge bøllers chikane af personalet
Igennem de senere år har der igen og igen været store problemer i Bispehaven:
Der er smidt sten mod de gule busser, så ruten er stoppet eller lagt om. Der er blevet skudt gennem folks vinduer. De handlende og andre beboere har været chikanerede. Og sidst sketer der det, at “Trivselshuset” måtte lukke på grund af trusler mod personalet, som for en stor dels vedkommende blev sygemeldt.
Ifølge politiet er der tale om en række toneangivende unge, som er omkring 18 år og som er kendt af politiet. Foreløbig er der sat navn på seks-syv stykker, men Østjyllands Politi mener dog der kan være tale om flere.
I den forbindelse udtalte politiet, at man ville lægge et maksimalt pres på de unge. (JP 09.11.14)
Tre uger senere er meldingerne knap så skarpe:
”Vi er i en stor by, hvor sådan noget sker, og det her er ikke bare et Bispehaven-anliggende. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det er noget, borgerne bare må leve med,” siger Politikommissær Jens-Henrik Jensen og tilføjer, at Citykirkens planer om at opsætte videoovervågning er en rigtig god ide. (JP 29.11.14)
Hvordan kan det være at problemer bliver ved og ved
Det er ret utroligt, at politiet og andre myndigheder ikke har fået skovlen under de kriminelle unge endnu.
Det er tragisk for de unge, hvis muligheder for et godt liv bliver mindre og mindre, og det er skammeligt, at lokalområdets foreninger og butiksdrivende er nødt til at gardere sig med advarselsskilte, vagter og videovervågning, og at selv dét heller ikke altid er tilstrækkeligt, fordi de unge tilsyneladende allerede er så forhærdede, at de er fløjendte ligeglade med konsekvenserne af deres kriminelle adfærd.
Noget kunne tyde på, at myndighedernes strategi er forfejlet. I Bispehaven er det muligt at sætte folk på gaden, hvis et familiemedlem laver kriminalitet i nærområdet, men det er sjældent det sker.
Danmark tilrettelægger avancerede missioner med henblik på at beskytte borgere på den anden side jorden, men man kan ikke sætte en stopper for en gruppe unges konstante hærgen af en hel bydel.
Man kan godt forstå, at præsten og flere andre er ved at miste tålmodigheden.
Citykirken – Foto: ckirken.dk

