Nu, hvor Skattesagskommissionen afslutter sit arbejde, står det klart, at det hele har været én lang politisk farce.
Kommissionen skulle undersøge om Troels Lund Poulsen misbrugte sin politiske magt som skatteminister til at søge at påvirke den juridiske afgørelse i skattesagen mod Helle Thorning mand, Stephen Kinnock?
Nedsættelsen af kommissionen var efter alt at dømme politisk motiveret. Den daværende, meget unge SF-skatteminister Thor Möger Pedersen skulle på den måde prøve at bringe Venstre i fedtefadet – som en slags tak for sidst i forhold til den skattesag, som Thorning-familien havde været igennem.
Det har været en dyr fornøjelse for skatteyderne.
Regeringen har i løbet af 2 ½ år brændt 20-30 mio. kr. af på noget, der fra starten var designet som et propagandanummer, hvor regeringens politiske modstandere i partiet Venstre skulle sværtes ved hjælp af en undersøgelseskommission. Og det skulle gøres for offentlige midler.
Men sagen har i højere grad ramt regeringen selv, herunder Skatteministeriet og statsministerparret. En skattedirektør synes så at sige at være blevet forfremmet ud af skandalen. Alt i alt har regeringens udbytte været en stribe selvmål.
Her ved slutningen af forløbet står det klart, at Skattesagskommissionen blev nedsat – og kommissoriet udformet – med det primære formål at fjerne lyset fra den virkelige skandale, nemlig at Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock slap mere end nådigt ud af deres skattesag.
Der har været indkaldt 45 vidner, der er skrevet 13 kapitler på 1.700 sider til en pris på foreløbig 25 mio. kr., uden at nogen har kunnet drages til ansvar for noget. (Berlingske)
Kommissionens endelige rapport frifinder i grove træk samtlige hovedpersoner i sagen.
Beretningen finder ikke grundlag for at tro, at den tidligere spindoktor, Peter Arnfeldt, skulle have lækket statsministerparrets fortrolige skatteafgørelse.
Beretningen frikender også den daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), for magtfordrejning.
Daværende departementschef, Peter Loft, går ligeledes fri for hovedanklagen om, at han skulle have forsøgt at blande sig for at ændre i SKAT Københavns afgørelse.
Tilbage er kun en afdæmpet kritik af, at nogle embedsmænd gik for tæt på skattesagen, men at det samtidig var uagtsomt.
Den virkelige skandale
For at dæmpe lyset på det, der ser ud til at være den virkelige skandale, nemlig håndteringen af Kinnocks skattesag, besluttede S-R-SF-regeringen, at påvise ”forsøg på magtfordrejning” hos den tidligere V-K-regering. Denne aktivitet var endvidere et billigt kampmiddel for partikasserne, for skatteyderne skulle naturligvis betale festen!
Hvor der ikke efter 25 mio. kr. forbrugt er fundet magtfordrejning hos hverken tidligere Venstre-ministre eller ministerielle embedsmænd, skulle man mene, at SKAT København’s håndtering af den anden skattesag fortjente nærmere undersøgelse.
Regeringen havde på forhånd sikret sig mod dette ved at begrænse undersøgelseskommissionens kommissorium således, at SKAT København og dets direktør Erling Andersen ikke kunne blive genstand for granskning.
Man står derfor tilbage med det indtryk, at Skattesagskommissionens formål ikke var at påvise eventuel magtfordrejning, men derimod at finde selv den mindste antydning af magtfordrejning hos på forhånd udpegede personer med relation til Venstre.
Poul Vejby-Sørensen
