”Du får skåret halsen over!” Sådan lød beskeden til Michelle Klindt, da hun tog telefonen, efter at hun søndag aften i TV2 og havde fortalt, hvordan hendes datter var blevet overfaldet af en berygtet pigebande fra bostedet MultifunC.
I TV2 fortalte hun, hvordan hendes 15-årige datter var blevet overfaldet med spark og slag og revet i håret af pigebanden. Efter overfaldet blev datteren ringet op af en af pigerne, som truede hende med en ny omgang tæsk, hvis hun kontaktede politiet.
Politiet anholdt natten til mandag en 15-årig pige fra bostedet MultifunC og sigtede hende for trusler. Under et grundlovsforhør i går tilstod hun, at det var hende, der havde ringet. Efter grundlovsforhøret blev hun løsladt.
Nu står flere frem og fortæller
Der er efter al sandsynlighed tale om den samme bande, som torsdag aften den 24. juli overfaldt Naser Khaders 14-årige datter, som blev væltet omkuld, truet med kniv og sparket i blandt andet hovedet og efterfølgende frarøvet sin mobiletelefon.
I går aftes stod endnu to piger i 14-års alderen frem i TV2 og fortalte lignende historier om, hvordan pigebanden havde overfaldet dem og slået og sparket dem og hevet dem i håret. For den enes vedkommende så hårdt, at der røg store hårtotter af.
Ifølge forældre i området, MultifunC ligger på Sundholmsvej på Amager, har den ene af pigerne i banden mindst tre overfald og røverier bag sig.
Vanvittigt at de kan få lov at fortsætte med kriminalitet
Ifølge en rapport fra Socialstyrelsen, som BT har fået fat i, er i alt 324 unge gennem de sidste syv måneder stukket af fra den åbne institution, uden at det har fået konsekvenser for dem.
Og det er vanvittigt, mener Naser Khader, som efter overfaldet på sin datter har fået øje på institutionen.
”Det er grotekst, at de unge kan få lov til at fortsætte deres kriminelle adfærd. Der er noget alvorligt galt, når man kan blive ved med at overfalde og true både ofrene og deres familier uden konsekvenser, skrev Naser Khader i går på sin Facebook efter dødstruslerne mod Michelle Klindt og fortsatte:
”Systemet har spillet fallit. Det er håbløst, at man tager børn væk fra deres far og mor, fordi de ikke er i stand til at håndtere dem, og så sætter man dem et sted hen, hvor pædagogerne heller ikke er i stand til at håndtere dem,” fremførte Naser Khadar blandt andet på sin Facebook.
Rapport: Pædagogerne er bange for de unge
Af den rapport fra Socialstyrelsen, som BT har fået fingre i, fremgår det blandt andet, at bostedets pædagoger er bange for de unge, som stikker af flere gange om ugen, uden at personalet gør noget for at forhindre det.
Personalet går mere op i deres egne personlige følelsesmæssige problemer end i at tage sig af deres unge, skriver BT med henvisning til rapporten.
Prisen for et institutionsophold på stedet er 9.917 kroner i døgnet, som den unges hjemstedskommune betaler. Det er tre gange så meget, som på en sikret døgninstitution.
Til gengæld er der også personale for alle pengene.
Institutionen har plads til otte kriminelle unge mellem 14 og 18 år. Til at passe på disse otte unge er der ansat 16 pædagoger, to teamledere, to faglærere, fire nattevagter plus ledelse og øvrige medarbejdere til at varetage økonomi, madlavning og rengøring.
Forkert anbringelse og forkert kriminel lavlader
Socialpædagogernes Landsforbund mener, at det er uforsvarligt at anbringe kriminelle unge i en åben institution.
”Hvis det er en åben institution, skal man vide, at man ikke kan lave den form for fastholdelse og indespærring. Når det er i nærområdet skal man stille sig selv spørgsmålet: Hvor klogt er det,” anfører Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund til TV2
Tidligere forstander for bosteder for unge, Troels Gamst, går skridtet videre og foreslår den kriminelle lavalder sat ned:
”Hvis du begår drab, er det da lige meget, om du er 13 eller 14 eller 15 år 14 år gammel,” fastslår Troels Gamst.
Men forslagene møder modstand hos Frida Henriques Altmann. Hun er Centerchef i Socialforvaltningen i Københavns kommune:
”Jeg er ikke enig i kritikken af, at vi ikke er konsekvente nok i vores indsats.” Hun fortsætter:
”Vi ved fra forskningen, at det kan få dem videre ved at anbringe dem i nærmiljøet,” siger hun til TV2.
MultifunC er et internationalt koncept.