EU-topmødet i sidste uge nåede kun en konklusion i forhold til den største af de topposter, der skal besættes: Ny formand for EU-Kommissionen bliver Jean Claude-Juncker.
Et nyt topmøde den 16.juli skal besætte de andre poster. Herunder posten som formand for Det Europæiske Råd (”EU-præsident”), som Helle Thorning-Schmidt er i spil til.
Udskydelsen af disse beslutninger viser, at der stadig er forskellige hensyn og interesser, som ikke er afklarede. Dermed er også sagt, at Helle Thorning kun er én blandt flere mulige kandidater til at blive EU-præsident. Men hun er seriøst inde i billedet.
Spørgsmålet er så: Er Thorning egnet til den EU-post, hun forbindes med?
Det spørgsmål diskuteres i forbløffende ringe grad.
Spinkelt grundlag
Når disse poster skal besættes, kører der så mange politiske, regionale og nationale interesser, at kandidaternes personlige kvalifikationer langt fra altid kommer til grundig overvejelse.
Også i Danmark er der meget ringe debat om Thornings forudsætninger for at varetage det job, som hun sættes i forbindelse med.
Man nøjes som regel med at henvise til, at hun er engageret europæer, at hun har erfaringer fra Europa-Parlamentet, at hun optræder med stil i internationale sammenhænge, og at hun er vellidt blandt sine europæiske kolleger.
Det er unægtelig et noget spinkelt grundlag for at vurdere hendes egnethed til posten.
I den danske debat er opmærksomheden rettet mod, hvad det betyder for Danmark at besætte en så central international post.
Der er da heller ingen tvivl om, at det vil være en gevinst. Posten kan styrke både Danmarks indflydelse og prestige.
Men stadig væk: Thorning skulle jo også gerne være god til jobbet.
To krav vejer tungt
Når man i EU placerer Thorning langt fremme i feltet af kandidater, hænger det i høj grad sammen med, at hendes baggrund gør hende til et muligt supplement til Jean-Claude Juncker.
Hun er kvinde, nordeuropæer og socialdemokrat, og hun kommer fra et land, der traditionelt er skeptisk over for at give EU for stor magt. I modsætning til den konservative EU-centralist Juncker.
Dertil kommer, at Thorning i sin fremtræden og kommunikation giver et professionelt og sikkert indtryk.
Men hvad med hendes ballast, når det gælder den politiske substans?
To krav til jobbet vejer meget tungt i den aktuelle situation:
For det første skal den ny formand for Det Europæiske Råd have store evner som forhandler og forligsmager, der kan dæmpe de spændinger, der eksisterer inden for EU-kredsen. Mellem Storbritannien og resten, mellem Nord og Syd, mellem Øst og Vest.
For det andet skal den ny formand kunne bidrage til, at EU-lederne lytter og taler til de stadig mere EU-skeptiske vælgere.
Ringe erfaring som forhandler
Thorning har mildt sagt ikke den store erfaring med at forberede beslutninger og styre forhandlinger mod forlig.
Hun blev statsminister som en ren politisk grønskolling. Hun har aldrig prøvet at have ministeransvar for konkret lovgivning. Hun har aldrig siddet for bordenden under centrale forhandlinger og landet forlig. Det har hun overladt til andre. På dette punkt er hendes forudsætninger meget beskedne.
Og der er noget at leve op til. Den nuværende EU-præsident Herman Van Rompuy har ry for at være en dygtig forligsmager, der kan give alle følelsen af at have fået noget. Senest i forbindelse med den politiske tekst, der blev vedtaget på topmødet i sidste uge.
De skeptiske vælgere
Samtidig er der brug for en EU-præsident, der har politisk forståelse for den voksende EU-skepsis og kan bidrage til, at EU kommer tættere på borgerne.
Et helt afgørende punkt i den forbindelse drejer sig om forholdet mellem EU’s magt og den nationale selvbestemmelse. Vælgerne ønsker at sætte grænser for EU’s indblanding i nationale forhold på en række områder.
Specielt er der stor utilfredshed, når det gælder udformningen af den fri bevægelighed over landegrænserne.
Fra vælgerne lyder krav om mere national selvbestemmelse over, hvilke EU-borgere der kan rejse ind i deres land, og hvem der kan få velfærdsydelser. Der er ønsker om grænsekontrol.
Samtidig er der i nogle lande et pres for, at EU skal kunne udvikle sig i flere hastigheder. Endelig er der en betydelig folkelig modvilje mod at give Europa-Parlamentet for store beføjelser. Valget af Juncker var netop i høj grad styret af Europa-Parlamentet.
Ikke meget modspil til Juncker
Helle Thorning kommer fra et land, der har en stærk tradition for at værne om den nationale selvbestemmelse og kun overlade det klart nødvendige til EU. Men hun har aldrig selv udvist større engagement i den retning.
I Folketingets debat om velfærdsydelser i EU var det således først efter stærkt pres, at hun begyndte at tale om bedre balance mellem EU og dansk selvbestemmelse. Så hun er personligt ikke noget stærkt kort, når det gælder om at komme de mange skeptiske vælgere i møde.
Hvad det angår, er der grund til at frygte, at hun ikke vil give Juncker nævneværdigt modspil.
Men når man vurderer Thornings egnethed til jobbet, må man selvfølgelig se på, om der findes bedre alternativer.
