|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Trump har opgivet fortidens Atlantpagt og Pax Americana til fordel for en Make America Great Again strategi, der snævert fokuserer på Amerika og Amerikas genrejsning. Helt ny er strategien nu ikke. Den giver med sin isolationisme mindelser om Monroedoktrinen fra 1823, hvor USA krævede, at europæerne skulle holde sig fra det det amerikanske kontinent mod at USA så til gengæld lovede ikke at ville blande sig i Europas forhold.
Men om strategien nu er ny eller ej, så stiller Trumps fravalg af Atlantpagten og Pax Americana os i den situation, at vi nu bebor en langt mindre sikker verden.
Om Trump er sig alvoren af sin isolationisme bevidst, kan man godt have sin tvivl om. Det er som om Trump intet har lært af mellemkrigstidens depression, fattigdom, krig og elendighed. Trump tror tilsyneladende i alvor på, at han med sin protektionistiske toldpolitik kan sikre den amerikanske befolknings velstand og forbrug.
Man kan undre sig over, at amerikanerne gider høre på ham. Trump lover dem guld og grønne skove, men han kan ikke sammenhængende gøre rede for, hvordan en protektionistisk dagsorden kan øge velstanden. De burde buhe ad ham og slå sig på lårene af grin, men han kommer igennem med det. Trump siger frejdigt et om mandagen for så at sige det modsatte om tirsdagen.
Trumps fejlslutning.
Trump antager, at hvis USA håndhæver en protektionistisk politik, så vil USA kunne fastholde fordums storhed og dominans og sikre amerikansk økonomi og forbrug. Det er imidlertid en fejlslutning, der smælder i Valby Bakke. Trump antager helt fejlagtigt, at USA i dag er globalt enerådende i dag på samme måde som tidligere.
Omkring 1948 udgjorde det amerikanske BNP omkring 50% af verdens samlede BNP. I dag udgør det 25%. USA’s betydning som global spiller er altså markant svækket. Det har givet sig flere udtryk: Landet har måttet gå fra guldindløseligheden, dollar er blevet svækket og ville være markant yderligere svækket, hvis ikke dollars rolle som verdens reservevaluta sikrede en massiv efterspørgsel på dollar, der kunstigt holdt kursen oppe.
USA er fortsat en stærk økonomisk spiller, men det er slet ikke enerådende på samme måde som tidligere. Svækkelsen af USA’s betydning økonomisk og politisk betyder, at landet i dag må dele sin magt med nye stormagter som Kina, Rusland, , Europa og Israel med Mellemøsten. Og ingen af dem her til sinds at lade sig diktere af USA. USA’s skæbne er, at det i den nye verdensorden blot er én stormagt blandt flere.
Trump mener åbenbart, at han med sin protektionistiske politik centreret omkring det amerikanske kontinent kan fastholde USA’s dominans. Men det er på månen, for amerikansk beskæftigelse, produktion, forbrug og økonomi er dybt afhængig af den internationale arbejdsdeling.
Protektionismens dilemma
Trump har lovet sine vælgere, at hans protektionistiske America First politik betyder, at tiden, hvor de amerikanske vælgere skal betale for USA’s globale engagement, nu er endegyldigt forbi. Amerikanske soldater og våben skal trækkes hjem, så amerikanske skatteydere og soldater nu kan slippe for den byrde. Verden må klare sig uden USA’s overopsyn.
Men det protektionistiske projekt lader sig ikke realisere. USA kan ganske enkelt ikke vende ryggen til verden, for landets velstand er baseret på, at USA nu som før deltager i den internationale arbejdsdeling.
Så den protektionistiske dagsorden ligger i ruiner. Soldaterne, flyvevåbnet og marinen er og vil stadig være til stede derude. De amerikanske vælgere derimod er stiktossede, for det er præcis det modsatte af, hvad Trump har lovet dem.
Trumpismens nye protektionistiske kurs er dårligt tænkt, for amerikansk forbrug og økonomi kan ikke eksistere uden deltagelse i den internationale arbejdsdeling, hvor nye stormagter som Kina, Europa, Rusland og Israel alle spiller en større eller mindre rolle.
Kina
Den nye globale superpower er Kina. Kina og USA befinder sig i en intens global konkurrence. Det drejer sig især om Taiwans fortsatte selvstændighed, om det sydkinesiske hav, som Kina betragter som sit, om Kinas støtte til Iran og Rusland, og om Kinas forsøg på at dominere indenfor AI teknologi og anden videnskab.
Modsætningerne mellem USA og Kina er så omfattende og alvorlige, at det er helt umuligt at forestille sig, at USA blot skulle trække sig.
USA’s syn på Rusland Europa og Ukraine
USA betragter Europa som et alderdomssvækket kontinent ødelagt og svækket af muslimsk indvandring, et goldt kæmpestort bureaukrati og en politiske elite, der er helt ude afstand til at formulere en strategi overfor befolkningernes krav om fornyelse og udstikningen af en ny kurs vendt mod den muslimske indvandring.
Europas handlingslammelse kommer også til udtryk i forholdet til Ukraine, hvor EU’s toneangivende stater indbyrdes er fuldstændigt uenige om, hvordan de skal forholde sig til konflikten. USA har klart meldt ud, at de støtter et samarbejde med Rusland, der for dem kan udgøre en velkommen modvægt mod Kinas indflydelse. Så det er op til Europa at finde ud af, hvad de vil gøre ved deres baghave.
Europa er også fuldstændigt handlingslammet, når det kommer til udviklingen af AI. Meget symptomatisk er vi mest optaget af, hvordan vi kan inddæmme og begrænse indflydelsen fra AI. Ikke et eneste indlæg om, at vi nu må se at involvere os i den nye teknologi, så vi kan udvikle egne løsninger. Europa er nu som før defensiv og afventende og sylter alle problemer og deres løsning ind i et goldt og omfattende bureaukrati.
Trumps USA har med god grund ikke stor respekt for det senile Europa, der synes at have øjnene skruet solidt ind i nakken.
Hvor skal det ende
For Europa er skriften på væggen ikke til at tage fejl af. Vi er hægtet af, og der er intet, der tyder på, at vi har viljen til at ændre udviklingen.
Hvad angår Ukraine, så skal der tropper fra Europa til for at forhindre, at Ukraine bliver løbet over ende. Anders Fogh har foreslået det, men det har ingen gang på jord, for Frankrig og Tyskland vil det ikke.
Men hvad med den store konflikt bliver mellem USA og Kina? Hvordan det spænder af er ikke godt at vide, men uanset hvad der sker, så vil Europa, når ballonen går op, for længst være gået ned i indvandring og indbyrdes uenighed. Det er dybt tragisk, at Europa er så massivt uformående.
Svend Lindhardt