|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
“Et land er ikke bare et område, og et folk er ikke blot en tilfældig gruppe mennesker.
Et land er et “vi”. Et sprog, en kultur, en historie, en retstradition og en omgangsform.
Statsborgerskab er øjeblikket, hvor staten siger til et menneske: Du betragtes ikke længere som gæst, du er nu medansvarlig for det fælles “vi”. Den beslutning er suverænitet i praksis.
Og netop derfor er det fatalt, at vi gennem de seneste årtier har gjort indfødsret til en produktionslinje: skema ind, pas ud.
Det er fatalt, fordi det gør statsborgerskab til teknik i stedet for tilhør. Man siger ja, før man ved, om ansøgeren faktisk vil leve efter dansk lov, dansk omgangsform og dansk frihed.
Konsekvensen er konkret: Statsborgerskab giver ret til at opstille og besætte poster, hvor man fastlægger nationale normer og regler.
Samtidig er tilhørsforholdet varigt – udvisning er som udgangspunkt udelukket – og det går i arv til børn.
Summen er ikke papir, men magt: retten til at forme lovene, standarderne og undtagelserne, og retten til altid at blive, uanset om man senere arbejder for at ændre de normer, man fik adgang til.
Med andre ord flytter indfødsret både tyngdepunktet i politik og retningen for normerne, mens statens stærkeste sanktionsmulighed svækkes.
Derfor skal indfødsret igen være sjælden, det skal være begrundet og bundet til loyalitet.
Et tillidssamfund kan ikke ukritisk masseimportere normer, der underminerer tilliden.
I boligområder, på skoler og i retssale kolliderer den danske rets- og frihedstradition med klanloyaliteter og religiøse autoriteter, der kræver særregler.
Det er ikke “fordomme”. Det er realitetens erfaringer. Når Folketinget ovenikøbet udsteder tusindvis af statsborgerskaber uden seriøs karakterbedømmelse af ansøgernes loyalitet, så flyttes grænsen for, hvad Danmark er.
To ansøgere kan ligne hinanden i skemaet, men leve i to helt forskellige verdener: Den ene har taget Danmark til sig; den anden afviser dansk omgangsform, søger særregler og sætter religiøs lov over Grundloven. Behandler vi dem ens, er det ikke retfærdighed, men selvudslettende naivitet.
Indfødsret er efter Grundloven en politisk afvejning. Det er meningen, at folket gennem deres valgte repræsentanter skal sige ja eller nej, ikke fordi cellen i regnearket siger “bestået”, men fordi dømmekraften siger “tillid” eller “ingen tillid”. Det kræver mod at stå ved et nej. Men modet er forudsætningen for, at et ja kan have værdi.
Som formand for Indfødsretsudvalget har jeg set mekanikken indefra, navnene, sagerne, de politiske svigt og de få, nødvendige opgør. Jeg har set, hvordan en enkelt kritisk gennemlæsning kan forhindre, at Folketinget gør erklærede modstandere af vores frihedsorden til danskere på papir.
Det er ikke et system, der fungerer.
Af den grund, og kun af den grund, har jeg skrevet min debatbog: EN AF OS?
Den er en politisk beretning og redegørelse for, hvordan vi gik fra omhu til automatik, og hvordan vi kan vende tilbage til sund dømmekraft.
Bogen nævnes her ikke som reklame, men som værktøj: et overblik over fejlene, argumenterne og løsningerne, så vi kan få indfødsretten ud af produktionshallen og tilbage på Folketingets bord, hvor den hører hjemme.
Enten fastholder vi, at statsborgerskab er et loyalt medlemskab af et historisk fællesskab. Eller også gør vi det til en serviceydelse uden indhold. Vælger vi det sidste, opløses “vi” i administration. Vælger vi det første, må vi turde skelne, sige nej i tide og stå ved, at danskhed forpligter.
EN AF OS er en politisk dagbog med en værktøjskasse i ryggen. Jeg viser, hvad der sker, når skemaer erstatter dømmekraft, og giver de enkle greb, der kan vende udviklingen.
Det er for dig, der vil forstå spillet bag dørene og insistere på, at dansk statsborgerskab er for dem, der vil være en af os
