|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den britiske regering vil bekæmpe ”anti-muslimsk fjendtlighed” med en definition, der også omfatter fuldt lovlige ytringer. På papiret består ytringsfriheden – i praksis forsøger regeringen at gøre lovlige ytringer institutionelt uacceptable og graver dermed grøften mellem staten og store dele af befolkningen endnu dybere.
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Hvorfor har en stat brug for at definere ytringer, som det fortsat er lovligt at fremsætte?
Det spørgsmål er aktuelt i Storbritannien, hvor Labour-regeringen tidligere i år introducerede en officiel definition af ”anti-Muslim hostility” – anti-muslimsk fjendtlighed. Begrebet dækker vold, chikane og intimidering af mennesker, fordi de er eller opfattes som muslimer. Men det omfatter også fordomsfuld stereotypisering og kollektive negative karakteristikker af muslimer, når hensigten er at fremme had.
På papiret rokkes der ikke ved briternes ytringsfrihed: Der er ikke tale om en lov og grænsen for lovlige ytringer flyttes ikke. Tværtimod erkender regeringen udtrykkeligt, at adfærd, der stemples som ”anti-muslimsk fjendtlighed”, sagtens kan være fuldt lovlig.
Alligevel vil regeringen selv anvende definitionen og opfordrer organisationer, arbejdsgivere og forskellige sektorer til at gøre det samme i blandt andet politikudvikling, uddannelse, personaletræning og registrering af hændelser. Det, staten ikke forbyder ved lov, forsøger den med andre ord at gøre institutionelt uacceptabelt.
Definitionen blev indført under Keir Starmer, men Andy Burnhams regering har videreført den, og arbejdet med at udbrede den i de britiske institutioner fortsætter.
Man merkt die Absicht: regeringen ønsker de facto at forbyde bestemte ytringer om muslimer. Men i stedet for at fremsætte et lovforslag og åbent forsvare begrænsningen af ytringsfriheden, etablerer den et ikke-lovbestemt normsæt og forsøger at få det til at brede sig gennem samfundets institutioner: Anti-muslimsk fjendtlighed er ganske vist lovlig – men staten har defineret det som uacceptabelt.
Islam er ikke muslimer
Labour understreger, at definitionen skal beskytte muslimer som mennesker og ikke islam som religion. Islam, islamisk praksis og islamisk historie må fortsat kritiseres, latterliggøres og fornærmes, hvilket er et grundprincip i et sekulært demokrati: Mennesket har krav på retsstatens beskyttelse – religionen har ikke.
Men problemet er, at den muslim, der føler sig krænket af kritik eller forhånelse af islam, ikke selv foretager den sondring – og vi har Muhammedtegningerne og de tilbagevendende konflikter om koranafbrændinger og blasfemi som håndfaste beviser på det.
Det afgørende er derfor, hvem der i praksis får lov til at trække grænsen: Hvis kritik af islam anmeldes og behandles som fjendtlighed mod muslimer, kan en definition, der på papiret beskytter mennesker og ikke religionen, i praksis komme til at beskytte islam mod lovlig kritik. Og det har vi set utallige eksempler på – ikke mindst i England, hvor grooming-skandalerne står som en skamstøtte over myndighedernes svigt af udsatte og mishandlede piger af frygt for at fremstå racistiske. Her vejede frygten for at risikere at blive beskyldt for racisme tungere end hensynet til pigernes velfærd.
Samme beskyttelse – ikke særbeskyttelse
Muslimer har krav på retsstatens beskyttelse mod vold, trusler, chikane og ulovlig diskrimination. Hverken mere eller mindre. Storbritannien har allerede lovgivning mod disse forhold.
Alligevel etablerer staten en særlig kategori omkring muslimer, der rækker ind på området for lovlige ytringer og fraviger dermed princippet om samme rettigheder, samme beskyttelse og samme regler for alle – til fordel for særbeskyttelse af muslimer. Og det gør sagen større end endnu en britisk strid om ytringsfrihed.
Legitimitetskrisen fortsætter
Storbritannien befinder sig i en legitimitetskrise. Efter grooming-skandaler, islamistisk terror, masseindvandring, politiets registrering af lovlige ytringer og andre opsigtsvækkende myndighedssager har begrebet ”two-tier Britain” bidt sig fast hos store dele af befolkningen: Oplevelsen af, at staten forskelsbehandler.
En regering, der vil genoprette tilliden til institutionerne, burde forstå, hvorfor mistanken findes, men regeringsskiftet har ikke ført til noget kursskifte. Tværtimod: Burnham viderefører definitionen.
Midt i debatten om ”two-tier Britain” fastholder regeringen altså en særlig statslig kategori omkring muslimer. Og for at understrege paradokset blev ”anti-muslimsk fjendtlighed” lanceret som led i regeringens plan for større social sammenhængskraft: Den forsøger at reparere sammenhængskraften med mere af det, der har skabt legitimitetskrisen.
Storbritannien er i forvejen berygtet for sine Non-Crime Hate Incidents – politiets registrering af lovlige ytringer. Nu får landet endnu en officiel kategori for lovlige ytringer: Ytringsfriheden består på papiret, men i praksis får borgeren endnu en grund til at holde mund.
En lovlig ytring er en lovlig ytring – og så har man ret til ustraffet at fremsætte den.
Når staten indfører en tredje kategori – og ovenikøbet gør det for at yde én bestemt gruppe særbeskyttelse – begrænser den ikke bare ytringsfriheden ad bagvejen. Den graver samtidig den grøft mellem borgerne og staten endnu dybere, som den britiske politiske klasse stadig ikke har forstået, at det er dens vigtigste opgave at kaste til.
