|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Skat, moms og de godt 50 punktafgifter har altid været til debat. Men der er aldrig blevet taget fat om nældens rod. Vore skiftende regeringer har altid, hvad enten de var blå, røde, violette eller sorte, mest tænkt på indtægter, fremfor skatte- og afgiftslettelser, som kunne komme alle skatteydere til gode, og finansieres ved besparelser i den offentlige administration.
Skattegrundlaget
Begrebet ’Skattepligtig indkomst’ er det mest uretfærdighedsskabende begreb i dansk skattehistorie, som omgående burde afskaffes i forbindelse med en total skatteomlægning. Ikke kun fordi Glistrup i sin tid påpegede det, og herved forårsagede mindre nervesammenbrud hos både skatteminister og hos finansminister Poul Møller, men fordi det er sandt, at det kun har skævheder i sit kølvand.
Skattereform
Alle politikere har, nu i flere slægtled, undladt at bruge tid på en tilbundsgående gennemgang af alle de skæve konsekvenser, der er synlige, selvfølgelige og urimelige. Og danskere, selv med 9 års tvungen skolegang, er tilfredse med kørselsfradrag i den skattepligtige indkomst. Men det er blår i folks øjne.
Falske bortforklaringer
Landets regeringer har stædig fastholdt gamle grundregler, som de var. Ting som Statens mediestøtte, er en misforstået, socialistisk fællesskabsskat, den delvist hemmeligholdte Partiskat, der giver kunstigt åndedræt til det antidemokratiske partidemokrati, ligeledes, og den nu lovede fødevarehjælp er ting, der fremtidssikrer uretfærdighedernes beståen. Selvom det sidste hævdes kun at komme ”udsatte” til gode.
Hvem er de udsatte?
Det kan man ikke regne ud, så længe der er utallige fremmede med mange børn på overførselsindkomst og førtidspension. Det vil kun blive til forsinkede julemandsgaver og om tilfældigt uddelte gaveplastre, så længe alle de grundlæggende skatteregler opretholdes.
Snarligt valg
Regeringen får måske lidt medvind og goodwill i bestræbelserne på at vinde kampen om Grønland. Ja, måske kunne det endda bevirke, at Mette Frederiksen beholdt statsministerposten, eller at Lars Løkke kom over spærregrænsen. Men det rokker ikke ved, at de yngre folk i Regeringen har gjort det skidt, i håb om, at alt i frigear, kun gik godt, som da de var forkælede ’kongebørn’ og kun kendte medgang.
Håbefulde pensionister
Vi så forgæves frem til økonomisk forbedring i 2026. Men regler er vanskelige at ændre, og forskellige momssatser er tidskrævende. Det ved vi, der har beskæftiget os med told og skat i årevis. Og det batter som en skrædder i Helvede, og kræver øget bureaukrati og flere offentligt ansatte. Så hellere overlade ’Sorteper’ til en ny regering efter valget. I stedet for at indkalde pensionerede fagfolk, der jo har fulgt skatte- og afgiftslovgivningen i menneskealdre. Men Tingets skuespillere vil ikke tabe ansigt.
Mindre købekraft
Personligt havde jeg glædet mig til lidt mere pension, men det blev der ikke noget ud af. Godt nok får jeg udbetalt 53 kr. mere om måneden i forhold til sidste måned i 2025, men julens forventningsglæde blev vendt til sorg, da jeg samtidig fik 242 kr. mindre i huslejetilskud. Og grunden: Det sidste beregnes nemlig på grundlag af den skattepligtige indkomst. Men uinteresserede politikere vinder hver gang.