|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Ukendt motiv
Af Søren Nørgaard
Et motiv kan forklare en forbrydelse. Det kan aldrig i sig selv retfærdiggøre den. Den forskel bør stå lysende klar, hver gang et brutalt angreb bliver mødt med formuleringen: Motivet er endnu ukendt.
Den 30. september blev en pilot stukket ned af sin kollega på et fly fra Dubai mod Tel Aviv. Ifølge de foreliggende beretninger lykkedes det den sårede kaptajn at åbne cockpitdøren, så passagerer kunne overmande angriberen. En ekstra besætning overtog flyet og landede det sikkert i Saudi Arabien. Menneskers mod og handlekraft afværgede en katastrofe.
Israels forsvarsminister har betegnet hændelsen som et forsøg på jihadistisk terror. Flyselskabet har oplyst, at motivet endnu ikke er fastslået, og myndighederne undersøger en mulig terrorforbindelse. Det skal journalistikken naturligvis gengive præcist. Men usikkerhed om motivet kræver ingen usikkerhed om, hvor forkasteligt det er at angribe et menneske og bringe et helt fly i livsfare.
Medierne skal søge forklaringer. Efterforskerne skal afdække hensigter, eventuelle medskyldige og mulige sikkerhedssvigt. Det kan være afgørende for at forhindre det næste angreb. Men hverken sociale forhold, politiske konflikter eller religiøse forestillinger fritager et menneske for ansvaret for dets handlinger.
Det er her, jeg efterlyser større moralsk klarhed i mediedebatten. Hvis gerningsmandens bevæggrunde fylder mere end ofrenes liv, risikerer vi at miste proportionerne. De mennesker, der sidder forsvarsløse i et passagerfly, skal aldrig reduceres til statister i fortællingen om angriberens frustrationer.
Voldelig islamisme skal mødes med utvetydig fordømmelse. En ideologi, der ophøjer drab på uskyldige til en religiøs pligt, krænker menneskeværdet og står i direkte modsætning til næstekærligheden. Når en sådan forbindelse er dokumenteret, skal medierne kalde den ved navn. Ansvaret ligger hos gerningsmanden og hos dem, der hjælper, tilskynder eller organiserer volden.
Vi må kunne tale om ondskab uden at opgive kravet om dokumentation. Mennesker kan vælge at gøre andre ubodelig skade. At forklare deres valg gør ikke handlingen mindre ond.
Heldigvis viste flyhændelsen også det gode: mennesker, der trods frygt og fare greb ind for at redde andre. Deres mod fortjener at stå centralt i fortællingen.
Motivet kan være ukendt. Forskellen på at bringe menneskeliv i fare og at redde dem er det ikke.
Efter et islamistisk terrorangreb kan man undertiden få det indtryk, at nyhedsredaktionen først og fremmest er optaget af én savnet størrelse: gerningsmandens motiv. Det skal findes, forstås og ledsages ind i studiet af to eksperter. Ofrene har allerede fået deres plads i dødstallet.
Derefter åbner forklaringsbuffeten. En vanskelig barndom? Social frustration? Følelsen af at stå udenfor? Alt bliver vendt og drejet. Hvis sporene fører til religiøs fanatisme, bliver sproget pludselig så forsigtigt, at man skulle tro, ordet islamisme kunne udløse brandalarmen.
Selvfølgelig skal journalister undersøge motivet. Men når en gerningsmands islamistiske overbevisning er dokumenteret, bør den kunne omtales lige så klart som enhver anden ekstremistisk ideologi. Ingen religion har krav på journalistisk fredning. Og et ekspertpanel bliver ikke klogere af at gå på listesko omkring det åbenlyse.
Når jøder angribes, fordi de er jøder, eller kristne, fordi de er kristne, skylder vi dem mere end endnu en rundbordssamtale om gerningsmandens frustrationer. De havde navne, familier og planer for næste dag. Deres liv var ikke statistisk baggrundsmateriale til hans selvforklaring.
Den terrorist, der forestiller sig, at mord kan veksles til adgang til paradis, har gjort troen til et grotesk loyalitetsprogram: Optjen point med uskyldiges blod og indløs dem efter døden. Et paradis med den adgangsbillet lyder mistænkeligt som helvede med en dygtig reklameafdeling.
Og så er der drømmen om de 72 jomfruer. Eller var det én jomfru på 72? I så fald må man håbe, hun har både livserfaring og dømmekraft nok til at smække porten i ansigtet på ham.
En prædikant, der sælger mord som hellig pligt, fortjener betegnelsen falsk profet. En fanatiker bliver ikke from af at kalde sin forbrydelse en tjeneste for Gud. Han bliver en morder med en religiøs begrundelse.
Lad medierne undersøge motivet grundigt. Lad dem også undersøge den lære og de miljøer, der giver hadet næring. Og lad ofrene få den opmærksomhed, som ellers så gavmildt bliver gerningsmanden til del.
Deres liv var mere værd end hans forklaring.
************
Islam i dansk retsvæsen
Af Arne W Petersen
Den RØDE regerings knæfald for islam er i strid mod dansk lov! Det skal stoppes og de skyldige politikere skal afsættes og straffes!
Islam og demokrati er ikke kompatibelt ! Derfor handler regeringen lovstridigt og udansk ved at tillade islam i danske retssale, men kan
man forvente andet af en socialistisk regering ?
