|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Hvor mange fejl skal politikerne begå, før de stopper vanviddet?
Af Søren Nørgaard
Det er efterhånden umuligt at tage Europas migrationspolitik alvorligt. Politikerne kalder det humanisme. Mange borgere kalder det noget andet: et historisk svigt af Europas egne befolkninger.
År efter år ser vi de samme billeder. Tusindvis af migranter strømmer mod Europa. Mange har ingen gyldig ret til asyl, men alligevel får de kost, logi, sundhedsydelser og økonomisk støtte betalt af skatteborgerne. Samtidig kæmper europæiske familier med stigende priser, boligproblemer og et offentligt system under pres.
Det mest absurde er, at de mennesker, som bryder loven ved at rejse illegalt ind i Europa, ofte behandles bedre end de borgere, der gennem et helt liv har arbejdet, betalt skat og bidraget til samfundet. Hvilket signal sender det?
Politikerne taler om næstekærlighed. Men næstekærlighed uden ansvar er ikke en dyd. Det er naivitet. Og når naiviteten bliver til officiel politik, rammer konsekvenserne helt almindelige mennesker.
Over hele Europa oplever vi voksende utryghed, parallelsamfund, bandekriminalitet og et stigende pres på retsstaten. Alligevel fortsætter de samme politikere med at prædike, at løsningen er mere af den politik, der har skabt problemerne. Enhver kritik mødes med moralske pegefingre og beskyldninger om manglende medmenneskelighed.
Men det er ikke mangel på medmenneskelighed at forsvare sit land, sine grænser og sin retsstat. Tværtimod. Politikernes første ansvar er over for deres egne borgere. Det ansvar har alt for mange for længst glemt.
Det er heller ikke racistisk eller ekstremt at kræve, at loven håndhæves. Hvis et menneske får afslag på asyl, skal vedkommende rejse hjem. Hvis et menneske opholder sig ulovligt i landet, skal vedkommende sendes ud. Så enkelt burde det være i enhver retsstat.
I stedet har vi skabt et system, hvor afviste asylansøgere kan blive i årevis, hvor kriminelle udlændinge undgår udvisning, og hvor nye migranter fortsat lokkes til Europa af udsigten til forsørgelse og svagt grænseforsvar.
Hvor mange fejl skal politikerne begå, før de erkender virkeligheden? Hvor mange advarsler fra borgerne skal ignoreres? Hvor mange milliarder skal bruges? Hvor mange områder skal forvandles til parallelsamfund?
Europa har ikke brug for flere undskyldninger. Europa har brug for handling.
Luk de åbne døre. Beskyt grænserne. Hjemsend dem, der ikke har ret til ophold. Hjælp reelle flygtninge i nærområderne. Og genopret respekten for loven.
Hvis ikke Europas politikere snart ændrer kurs, vil vælgerne gøre det for dem.
________________________________________
Kirkens gudsdyrkelse erstattes af menneskedyrkelse
Af Visti Christensen
Kirkerne bruges mindre og mindre til Gudsdyrkelse, og mere og mere til menneskedyrkelse. Og gad vide, om den nye biskop i Århus vil Astå i spidsen for det. Han har allerede udtalt, at han ikke ønsker at gøre, som man altid har gjort, så måske accepterer præsternes nye tilsynsmand alle de nye tiltag, der gøres i folkekirken for at lokke husarer til. Det seneste i Århus er, at præsterne flytter deres synlighed og tilstedeværelse udenfor kirkerummet, og bl.a. deltager i de kønsreligiøse Pride-demonstrationer.
Drop-in vielse
Fredag den 26. juni 2026 åbner Folkekirken i Aarhus dørene for noget nyt. Nemlig den nye mulighed for at blive viet i kirken, uden alt det normalt tilhørende, tid- og omkostningskrævende halløj. ’Drop-in’ vielser skal, med et hurtigt ja, erstatte den traditionelt lange og velovervejede beslutning i smuk ramme. Jo, for et bryllup behøver jo ikke være stort for at være betydningsfuldt, hedder det i argumentationen. I Folkekirken har der altid været plads til begge dele. Det storslåede og stille, det planlagte og spontane. For med store følelser følger ofte store forventninger, men måske ikke nødvendigvis en stor festivitas.
Kristelig ydmyghed
Det lyder jo godt nok, for ydmyghed er en kristelig dyd. Men tidens vielser, ikke alene mellem de store kendisser, er blevet en omsiggribende fest, der nemt løber op mod hundrede tusinde kroner. Ja, selv for jævne og almindelige mennesker, de mindre bemidlede, de helt specielle og uperfekte, som det hedder i omtalen. Og hvorfor så ikke også lade lidt overtro slippe med ind til begivenheden, f.eks. ved at vælge datoer, der er nemme at huske? F.eks. 26.06.26. Det ligger godt i munden, og så kan vel selv aldrende ægtemænd huske dagen. Hvis ægteskabet varer mere end 5-6 år. Og hvis præster så også begynder at vise sig blandt mennesker udenfor kirken ved alle deres lejligheder, er alt jo i ligevægt.
Hvorfor ikke?
Ordsproget siger, at man skal smede, mens jernet er varmt. Og jo længere, par har kendt hinanden og levet sammen, jo mere uformelt kan et bryllup da være. Venner og omgangskreds aner måske ikke, om parret allerede er gift eller ej, for måske har de allerede et par børn. Så min kære samlever: ”Skulle vi egentlig ikke bare lige tage os sammen, fremfor at udskyde det igen? – Få sat dato i kalenderen og få papir på hinanden? For vi har jo da allerede mere end én gang over rødvinsglasset i køkkenet omkring fredagsmiddagens tilberedning sagt ja til hinanden, og måske grinet i anledningen? Joh, men der følger jo meget med: Gæsteliste, bordplan, budget, kjoler og tale: Projektets høje pris!”
Millennial-generationen
Nutidens unge går op i andre ting end det, der i fortiden var commes il faut. Kærligheden er i vore dage noget, der kommer og går. Ligesom forelskelsen blandt både høj og lav, skuespillere og kendisser fra Realityprogrammerne. Ægteskab er ikke længere et livslangt, ansvarligt arbejdsfællesskab, som på den tid, hvor mand og kone var fælles om at skulle klare dagen og vejen på gårdene, mellem staldens dyr, børn og markernes afgrøde. Og hvor man var afhængig af vejr og vind og Vorherre.
Hvad ligger fast?
Alle ved, det er nye tider. Men ikke alt nyt er godt. Men gid, det var. Så ville alle være lykkeligere, end et flertal nu om stunder synes at være. Måske er for meget smidt ud med badevandet. Gamle dyder som respekt for ting, ansvar for eget liv og mere fokus på menneskepligter fremfor menneskerettigheder mv. Fordi det er saligere at give end at kræve. Så hvad med at bringe lidt mere livserfaring ind i en moderne tro på, at teorier er nok til et godt og livslangt ægteskab? – For mange gamle kirkeopskrifter er glemt.
