|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
af Khaled Abu Toameh
21. Juli 2026
Oprindelig engelsk tekst: Hamas’s Latest Trick: Leaving Government, Keeping Weapons
Oversat af Kirsten Valeur
Det centrale spørgsmål er ikke, hvem der sidder i ministerkontorerne i Gazastriben,. Det centrale spørgsmål er, hvem der har våbnene.
Næsten tre år efter massakren den 7. oktober 2023 og mere end seks måneder efter præsident Donald J. Trumps 20-punkts fredsplan, der kræver fuld demilitarisering af Gazastriben, har Hamas meddelt, at det opløser sit de facto regerende organ og er parat til at overdrage myndigheden til en komité af palæstinensiske teknokrater.
Ved første øjekast synes meddelelsen at repræsentere en vigtig indrømmelse. Det er det ikke. Det er blot Hamas’ seneste forsøg på at bedrage det internationale samfund til at tro, at det overholder kravene i Trumps fredsinitiativ, samtidig med at det bevarer det, der betyder mest for terrororganisationen: dens militære magt.
Det centrale spørgsmål er ikke, hvem der sidder i ministerkontorerne i Gazastriben, men hvem der har våbnene.
Ifølge Hamas selv vil dets ministerier og tusindvis af medarbejdere forblive på plads. Og hvad der er endnu vigtigere: Hamas siger, at det vil fortsætte med at overvåge sikkerheds- og politiarbejdet i de områder, som det stadig kontrollerer.
Hamas forlader med andre ord regeringen, men afstår ikke magten. Der er ingen væsentlige forandringer.
Hamas afvikler ikke sin militære fløj. Det overgiver ikke sine våben. Det opløser ikke sit sikkerhedsapparat. Det afvikler ikke sin kommandostruktur. Tusindvis af Hamas-medarbejdere og loyale vil desuden forblive indlejret i Gazastribens institutioner.
Uden disse tiltag er afviklingen af et regerende råd ikke meget mere end en kosmetisk gestus.
Så længe Hamas bevarer sine militære styrker, vil enhver fremtidig civil administration i Gazastriben operere under skyggen af Hamas’ våben.
Ingen teknokratisk regering kan fungere uafhængigt, når en bevæbnet terrororganisation forbliver den stærkeste styrke på landjorden.
Israels udenrigsminister, Gideon Sa’ar, så straks faren. Hamas’ kneb er simpelt”, skrev han. “Hamas’ tilsyneladende villighed til at give plads for en teknokratisk regering er designet til at forhindre dets egen afvæbning.”
Sa’ar advarede om, at Hamas forsøger at kopiere Hizbollah-modellen i Gazastriben: En civil administration ville stå med ansvaret for affaldshåndtering, offentlige tjenester, genopbygning og lønninger, mens Hamas ville forblive den dominerende militære styrke. Han bemærkede, at “så længe Hamas beholder sine våben, vil enhver civil regering naturligvis følge Hamas’ instrukser.”
Den vurdering rammer kernen i Hamas’ strategi.
Terrorgruppen forsøger at kopiere Hizbollahs “stat i staten”-model i Libanon. Ifølge denne model styrer en civil regering landets daglige anliggender, mens terrororganisationen bevarer sin uafhængige hær, efterretningstjeneste og magten til at afgøre spørgsmål vedrørende krig og fred.
Konsekvenserne har været katastrofale for Libanon. Selvom skiftende libanesiske regeringer formelt styrede landet, forblev Hizbollah den reelle magt, idet det brugte sit enorme arsenal og iranske støtte til at dominere det politiske liv og gentagne gange trække Libanon ind i ødelæggende krige med Israel.
Hamas ser nu ud til at følge præcis den samme formel i Gazastriben. De ønsker, at andre skal genopbygge hospitaler, skoler, veje og hjem, genoprette basale tjenester og betale lønninger til embedsmænd, mens Hamas stille og roligt genopbygger sine militære kapaciteter, rekrutterer krigere, genopretter sit tunnelsystem, fremstiller raketter og forbereder en massakre som den 7. oktober mod Israel.
Dette er ikke fred og stabilitet. Det er simpelthen udlicitering af civile opgaver, alt imens jihad (hellig krig) maskineriet bevares.
Det er heller ikke første gang, Hamas har anvendt sådanne taktikker.
Da Hamas i 2014 havde underskrevet endnu en forsoningsaftale med Mahmoud Abbas’ Fatah-fraktion, gik det ligeledes med til at overdrage administrationen af Gazastriben til en palæstinensisk enhedsregering bestående af teknokrater. Man troede dengang, at aftalen ville mindske Hamas’ greb om Gaza. I stedet bevarede Hamas fuld kontrol over sine militære styrker og sikkerhedstjenester.
‘Enhedsregeringen udøvede aldrig reel myndighed. Resultatet var forudsigeligt. Hamas forblev den vigtigste leder af Gazastriben, mens andre (det palæstinensiske selvstyre og det internationale samfund) havde ansvaret for administration og offentlige tjenester.
Hamas forsøger her tolv år senere at gentage præcis den samme formel. Historien burde tjene som advarsel. Det internationale samfund har gentagne gange taget Hamas’ løfter for pålydende. Det har gentagne gange overbevist sig selv om, at Hamas ville blive mere pragmatisk, mere ansvarlig og mere interesseret i at styre end i at kæmpe. Mange israelske og vestlige beslutningstagere og politiske analytikere mente, at Hamas primært ønskede økonomisk stabilitet, genopbygning og perioder med ro.
Disse antagelser faldt fra hinanden den 7. oktober 2023, da Hamas udførte den dødeligste massakre på jøder siden Holocaust.
Lektionen burde have været indlysende. Hamas har gentagne gange brugt våbenhviler, genopbygningsindsatser og diplomatiske initiativer til at styrke sine militære kapaciteter.
Den seneste annoncering fra Hamas fortjener at blive betragtet gennem samme optik.
Hvis Hamas oprigtigt ønskede at afgive magten, hvorfor ventede det så til nu? Hvorfor ikke opløse sig selv, før Gazastriben undergik en katastrofal ødelæggelse? Hvorfor ikke træde til side for år tilbage for at skåne palæstinenserne for endnu en krigs enorme menneskelige og økonomiske omkostninger?
Svaret er ligetil.
Hamas handler, fordi det står over for stigende internationalt pres for at overholde Trumps fredsplan, hvis centrale krav er en fuldstændig demilitarisering af Gazastriben.
Ved at annoncere opløsningen af sit regeringsråd håber Hamas at skabe et indtryk af, at det opfylder sine forpligtelser, samtidig med at det flytter det diplomatiske pres over på Israel.
Det budskab, som Hamas ønsker, at verden skal høre, er enkelt: “Vi har gjort vores del. Nu må Israel gøre sin del.”
Det er en klog PR-strategi. Den opfylder dog ikke det grundlæggende krav i Trump-planen. Spørgsmålet har aldrig været, hvem der sidder i regeringskontorerne, men om Hamas fortsat eksisterer som en væbnet terrororganisation.
Så længe Hamas forbliver bevæbnet, kan ingen civil regering fungere uafhængigt. Så længe Hamas bibeholder tusindvis af loyale medarbejdere i Gazas institutioner, risikerer enhver ny administration nærmest at blive en facade, bag hvilken Hamas fortsætter med at regere i skyggerne.
Den palæstinensiske politiske analytiker Ahmed Fouad Alkhatib skrev den 6. juli:
“De endeløse overskrifter om, at Hamas ‘afvikler sin regering’ i Gaza og ‘forbereder sig på at opgive kontrollen’ er endnu et kneb og en ligegyldighed forklædt som en indrømmelse fra terrorgruppen, som slet ikke har til hensigt at opgive reel magt eller at afvæbne. Der er tit kommet lignende meddelelser tidligere.
“Da lederen af Hamas’ såkaldte ‘Beredskabsudvalg’ og facade for regeringen siden den 7. oktober fratrådte, var der blot tale om fjernelsen af en galionsfigur. Hans opgaver er allerede stille og roligt blevet overtaget af en anden ‘midlertidig’ Hamas-administrator, mens alle lader som om, de venter på, at den kommende teknokratiske komité, NCAG, overtager. Hamas har allerede annonceret, at dets administrative og tekniske personale vil fortsætte arbejdet, indtil NCAG ankommer, idet det er fuldt ud klar over, at den nye overgangsmyndighed vil mangle kapacitet, personale og infrastruktur til at drive Gaza. Hamas’ plan er at genbruge dets nuværende/eksisterende apparat i den nye administration, der forventes at opstå fra Trump-administrationens overgangsproces, der overvåges af Fredsrådet.
“Det, vi ser, er den sjuskede udrulning af en længe forudsagt strategi: Hamas skifter fra direkte kontrol til indirekte regering i stil med Hizbollah. Det er billigere, det beskytter grupperingen mod at skulle stå til ansvar, og nye civile ansigter kommer til at absorbere offentlighedens vrede, mens Hamas bevarer afgørende kontrol over alle meningsfulde magtmidler i Gazastriben.
“Intet af dette ligner afvæbning. Hamas’ Qassam-brigader arbejder uafbrudt på at reparere tunnelnetværk og genopbygge ammunitionslagre ved hjælp af ueksploderet ammunition og israelske bomber fra to års krig. Alligevel har mediedækningen af denne ikke-begivenhed allerede omskrevet Hamas til at være samarbejdsvillig, rimelig, og endda konstruktiv; det er et narrativt skifte, der slører Hamas’ rolle som den primære hindring for Gazas genopretning. Og dette lykkes og fungerer godt for Hamas; ikke kun med medier, stemmer og platforme, der typisk er mildere over for terrorgruppen, men også i nogle politiske diskurser i de etablerede medier, hvor nogle behandler dette som svarende til igangsættelse af en nedrustning eller starten på våbenhvilens fase II.
“Tidspunktet er ikke tilfældigt: Dette skridt fra Hamas kommer en uge efter, at Fredsrådet mødtes på Cypern og blev enige om at følge ‘Plan B’, den tilgang jeg længe har anbefalet: at flytte Gazas civilbefolkning over ‘Den Gule Linje’ og tømme Hamas for adgang til ressourcer og menneskelige skjolde, som de er afhængige af.
“I sidste ende vil Hamas’ ‘opløsning af sin regering’ blive vurderet ud fra simple parametre som, hvorvidt beboerne i Gaza kan dele opslag på Facebook uden at blive tortureret, slået eller slæbt ind i hospitalernes afhøringsrum – overgreb, der fandt sted fra 7. oktober og helt til sidste uge. Indtil det ændrer sig, er overskrifterne rent teater, og Hamas’ greb om Gaza forbliver intakt.”
Hamas’ primære mål er overlevelse. Det forstår, at milliarder af dollars i international genopbygningshjælp snart kan strømme ind i Gazastriben.
En teknokratisk regering finansieret af udenlandske donorer ville lette Hamas for den økonomiske byrde ved at styre, samtidig med at terrorgruppen kunne koncentrere sig om genopbygningen af sit militære maskineri.
Den fulde implementering af Trumps fredsplan kræver en afvikling af Hamas’ militære kapaciteter og en fuldstændig demilitarisering af Gazastriben. Hvis man giver Hamas lov til at etablere en Hizbollah-lignende stat i en stat vil være en garanti for fortsat ustabilitet og vil sikre, at enhver fremtidig palæstinensisk administration forbliver et gidsel for en væbnet terrororganisation.
Den eneste meningsfulde løsning vil være, at Hamas opløser sig selv og ikke blot opløser et af dets regeringsudvalg. Det betyder en afvikling af både dets politiske og militære strukturer, overgivelse af alle dets våben, opløsning af dets sikkerhedsapparat, opgivelse af alle pressionsmidler og ophør som en væbnet politisk styrke.
Ellers bevares de forhold, der skabte massakren den 7. oktober.
Både israelere og palæstinensere har allerede betalt en ubærlig pris for gentagne gange at have troet på Hamas’ løfter. De har ikke råd til at begå den samme fejl igen. Det internationale samfund bør ikke lade sig narre af endnu en omhyggeligt iscenesat Hamas-optræden.
Så længe Hamas ikke forsvinder som både politisk bevægelse og terrororganisation, er erklæringer om en afvikling af komiteer ikke meget mere end en politisk fantasi, der skal sikre Hamas’ internationale legitimitet, frigøre milliarder af dollars i bistand til Hamas og købe tid til at forberede dets næste krig.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist bosat i Jerusalem.
Se link til kilder her Hamas’s Latest Trick: Leaving Government, Keeping Weapons
