Debatten om DTU’s fyring af Henrik Svensmark handler ikke om, hvorvidt han har ret i alle sine videnskabelige vurderinger. Den handler om forskningsfrihed

Af Aia Fog og Michael Pihl, Trykkefrihedsselskabet

Onsdag den 2. september havde Trykkefrihedsselskabet inviteret klima- og rumforskeren Henrik Svensmark til at fortælle om sin forskning og om det næsten 30 år lange forløb, der i sommer kulminerede med hans fyring fra Danmarks Tekniske Universitet. Det blev samtidig en aften om forskningsfrihed, for sagen om Svensmark handler også om, hvad der sker med en forsker, når hans forskning udfordrer en videnskabelig konsensus med enorm politisk betydning.

Henrik Svensmarks navn og forskning har gennem årtier været kendt langt uden for Danmarks grænser. Han er ekspert i kosmisk stråling, aerosoler og skydannelse og har gennem 30 år undersøgt en kontroversiel hypotese: at variationer i kosmisk stråling kan påvirke atmosfærens aerosoler og skydannelse og dermed Jordens energibalance og klima.

Hypotesen benægter hverken drivhuseffekten eller, at menneskelig udledning af CO₂ påvirker klimaet, men undersøger, om naturlige processer kan have større betydning for klimaets variationer end hidtil antaget. Hvis kosmisk stråling gennem påvirkningen af aerosoler og skydannelse spiller en større rolle, udfordrer det vurderingen af, hvor stor en del af klimaforandringerne der kan tilskrives menneskets udledning af drivhusgasser – og dermed også grundlaget for nogle af vor tids mest vidtgående politiske beslutninger.

Det gør ikke Svensmarks hypotese rigtig, men det gør det afgørende, at den kan undersøges.

30 års modstand

Den daværende formand for FN’s klimapanel, den svenske meteorolog Bert Bolin, betegnede i 1990’erne Svensmarks første resultater som ”videnskabeligt ekstremt naive og uansvarlige”. Det interessante ord er ”uansvarlige”, for videnskabelige resultater kan være rigtige eller forkerte, veldokumenterede eller dårligt underbyggede, men når en hypotese betegnes som uansvarlig, bevæger kritikken sig fra spørgsmålet om dens sandhed til spørgsmålet om, hvorvidt den overhovedet burde fremsættes.

Siden fulgte mange års intens kritik, hvor Svensmarks teori gentagne gange i medierne blev erklæret tilbagevist, fejlslagen eller forsynet med ”det sidste søm i kisten”. Men Svensmarks forskning er ikke blevet diskvalificeret som videnskab: Den er publiceret i internationale peer-reviewede tidsskrifter, hans resultater er fremkommet gennem almindelige videnskabelige metoder, og der er ikke påvist videnskabelig uredelighed. Det omstridte er først og fremmest, hvilken betydning de mekanismer, han undersøger, har for klimaet.

Og den diskussion skal afgøres videnskabeligt – med data, eksperimenter og faglig kritik. Problemet opstår, hvis uenigheden om teoriens betydning i stedet får konsekvenser for forskerens mulighed for overhovedet at bedrive sin forskning.

På et tidspunkt henvendte en forskningsleder sig til Carlsbergfondet med en opfordring til at indstille støtten til Svensmarks forskning. Da Svensmark i 2016 var kandidat til et udvidet professorat på DTU, vurderede de relevante eksperter og fagfæller i det internationale bedømmelsesudvalg, at hans forskning og meriter berettigede ham til udnævnelsen. Men den blev standset af rektor. Et medlem af bedømmelsesudvalget fra Princeton University har siden beskrevet, hvordan udvalget blev udsat for, hvad flere medlemmer opfattede som upassende forsøg på at få Svensmark ekskluderet.

Samtidig blev det stadig vanskeligere for ham at skaffe bevillinger. I 2021 tog DTU skridt til at opsige ham, hvilket udløste protester fra internationale forskere, hvorefter opsigelsen blev trukket tilbage. Svensmark blev efterfølgende pålagt selv at skaffe eksterne midler til sin løn. Dermed skulle en forsker, hvis forskningsområde havde stadig vanskeligere ved at opnå finansiering, skaffe finansiering for at beholde den stilling, hvorfra han kunne søge den.

I sommeren 2026 blev Henrik Svensmark så endelig fyret fra DTU.

Var fyringen politisk?

DTU har ikke meddelt, at Svensmark blev fyret, fordi hans forskning var politisk ubekvem. Men efter et næsten 30 år langt forløb er spørgsmålet legitimt og nødvendigt:

Ville en internationalt anerkendt forsker med Svensmarks publikationshistorik, videnskabelige integritet og internationale gennemslagskraft være endt uden forskningsmidler og til sidst uden ansættelse, hvis hans forskning havde understøttet snarere end udfordret den politiske konsensus om menneskeskabte klimaforandringer?

Forskningsfrihed er ikke retten til at få ret.

Forskningsfrihed skal også beskytte den, der tager fejl

Ytrings- og forskningsfrihed handler om mere end fraværet af direkte censur. Når forskning i politisk følsomme spørgsmål koster finansiering, avancement, faglig anseelse eller i sidste ende ansættelse, har det en afskrækkende virkning – ikke mindst på yngre forskere, som ser, hvad der kan ske med dem, der bevæger sig uden for de etablerede forskningsspor.

Derfor handler DTU’s fyring af Henrik Svensmark ikke kun om ham eller om, hvorvidt hans hypotese i sidste ende viser sig at være rigtig. Forskningsfrihed skal også beskytte hypoteser, som senere viser sig at være forkerte. Ellers beskytter den kun de synspunkter, der allerede er accepteret.

Forskningsresultater skal afgøres af observationer, eksperimenter, modeller og åben faglig debat – ikke af, om resultaterne passer ind i en politisk eller institutionel fortælling. Hvis den mekanisme, Svensmark undersøger, viser sig at have ringe betydning for klimaet, skal videnskaben vise det; hvis den har større betydning, skal videnskaben også have mulighed for at opdage dét. Universitetets opgave bør ikke være på forhånd at vide, hvilket svar der er politisk ønskværdigt.

Seks millioner til Koranen og klimaet

Til sammenligning har Danmarks Frie Forskningsfond samtidig bevilget godt seks millioner kroner til Quranatura, et forskningsprojekt på Syddansk Universitet, der blandt andet undersøger ”grønne genfortolkninger” af Koranen og islams mulige bidrag til løsningen af klimakrisen. Det er tankevækkende, at det danske forskningssystem kan finde millioner til at undersøge Koranens natursyn, mens der ikke længere er plads på DTU til en internationalt etableret naturvidenskabsmand, der eksperimentelt undersøger en mulig fysisk mekanisme bag variationer i Jordens klima.

Problemet med politiske hensyn på universiteterne er ikke nyt: På RUC viste det sig i år, at universitetets eget bibliotek både i 2024 og i 2025 havde advaret om omfattende tekstlighedsproblemer i Bushra Hanifs ph.d.-afhandling. Alligevel blev afhandlingen sendt videre til bedømmelse. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed fandt siden 39 tilfælde af plagiat, og først da besluttede RUC ikke at tildele Hanif ph.d.-graden.

Sammenstillingen af Hanif- og Svensmark-sagerne peger på et grundlæggende problem: Politiske eller ideologiske hensyn kan få et universitet til at se gennem fingre med alvorlige faglige problemer, mens politisk modvind omvendt kan gøre livet vanskeligt for forskning, der ikke er diskvalificeret fagligt.

Det viser et forskningssystem, der risikerer at bøje sig for spørgsmål og resultater, der harmonerer med tidens politiske strømninger, og nedprioritere dem, der udfordrer dem.

Debatten om DTU’s fyring af Henrik Svensmark handler derfor ikke om, hvorvidt han har ret i alle sine videnskabelige vurderinger. Den handler om forskningsfrihed – og om, hvorvidt danske universiteter reelt sikrer, at også politisk kontroversielle spørgsmål kan undersøges frit, kritisk og uhildet.