|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
For kun få dage siden var der enorm opmærksomhed og betydelige forhåbninger i forhold til, at Donald Trump kunne få Vladimir Putin med på en aftale, der kunne sikre fred i Europa og sikkerhed for de hårdt plagede ukrainere.
Men så så det ud til, at den opskruede retorik, der strømmede fra Donald Trump, og de løfter, som Vladimir Putin kynisk spillede på, var fulde af fup og fiduser. Var den kolde kendsgerning i bagklogskabens lys endnu engang, at den russiske diktator havde trukket både den stortalende Trump og de alt for naive vestlige politikere rundt ved næsen.
Trump fik sågar udmalet spekulationer om, at der måske kunne gennemføres et direkte topmøde mellem Putin og den ukrainske leder Volodymyr Zelenskyj.
Zelenskyj reagerede meget naturligt på disse spekulationer med en afventende og principielt imødekommende attitude over for tanken om forhandlinger. Men han vogtede sig for at lufte illusioner om, hvor forhandlingsparat Putin reelt var.
Denne vagtsomme attitude har vist sig at være helt på sin plads. Måske gennemfører den russiske diktator endnu et af sine kyniske mummespil, hvor han foregøgler en interesse i fordomsfri forhandlinger, mens realiteten er, at han for længst har lagt sig fast på en kurs, hvorefter han forhandler på skrømt og forsøger at efter at kompromittere de vestlige lande, når de lægger op til op til reelle forhandlinger.
Trump hoppede på Putins manøvrer med samlede ben. Med det resultat, at han stod svækket tilbage med et skær af latterlighed omkring sine store armsving og endeløse række af nye møder og samtaler. Putin kunne grine hele vejen.
Men noget kunne tyde på, at Putin nu trods alt er ved at komme under pres. Set med europæiske briller er den sørgelige kendsgerning, at fremtrædende europæiske ledere løb med på Trumps vidtløftige meldinger om store forhandlingsperspektiver.
Både Trump og en række europæiske ledere – herunder politikere, der var ivrige efter at smiske for Trump – spillede i den grad Putins spil.
Det står uklart, i hvor høj grad den næsten ærbødige attitude, de udviste over for Putins TRUMP signaler, var udtryk for deres reelle holdning, og i hvor høj grad denne attitude var bestemt af taktiske – herunder karrieremæssige – hensyn.
Men kendsgerningen er i hvert fald, at vestlige politikere i vidt omfang hoppede på Putins TRUMPS limpind. Han fik dem lige, hvor han ville have dem – nemlig i en indbyrdes konkurrence om, hvem der kunne vinde den russiske diktators gunst!
Et sørgeligt kapitel i Vestens nyere historie – med Trump som en lederskikkelse, der mere minder om en kræmmer end om en statsmand.
Volodymyr Zelenskyj kæmper det bedste, han kan, for at sikre Ukraines frihed og indflydelse. Men hans position er meget vanskelig. Og den er naturligvis blevet endnu vanskeligere af, at USA’s præsident Trump giver en langt ringere opbakning til ukrainerne, end man tidligere har set.
Trumps politiske adfærd tyder i den grad på, at hans holdning til den ukrainske forsvarskamp ikke er båret af nogen stærk, positiv overbevisning. Der er uklarhed omkring, hvad hans politiske og militære mål egentlig er. Men der er i hvert fald ikke tale om nogen helhjertet opbakning til ukrainernes kamp for frihed og uafhængighed.
