Han er selv barn af en muslim og forstår ikke, hvorfor muslimer i Danmark ikke snart begynder at forholde sig kritisk til tørklæder og til deres børns fremtid

Foto: Rights.no
Getting your Trinity Audio player ready...

Som barn af en muslim ved jeg, at det hverken er helligt eller religiøst at gå på kompromis med sit barns trivsel og sundhed, skriver Rami Zouzou i en efterlysning af, at muslimer i Danmark snart begynder at forholde sig voksent og kritisk til tørklæder og deres børns ungdoms- og fritidsliv hinsides islams regler og love.

 

Det er retten til at undres og stille kritiske spørgsmål, der siden oplysningstiden har udviklet de frie, vestlige samfund. Det var på baggrund af oplysningsfilosofien, at statsmagten blev udfordret, så der i dag er love, der beskytter individets frihed imod politisk og ikke mindst religiøs dogmatisme.

 

Hvor jeg dog savner oplysningstidens ånd i en tid, hvor unge pigers hovedbeklædning igen er til debat. For mener flertallet af de muslimer, der kæmper imod et sådan forbud virkelig, at det er særlig religiøst, at piger ned til 5-års alderen skal hæmmes i deres frie leg, fordi man bekender sig til en særlig religion?

 

Bør man ikke i stedet udfordre en sådan dogmatisme, på samme måde som oplysningsfilosofferne udfordrede datidens kirkemagt?

 

Tør vi diskutere tørklæder – eller er alt blevet ligegodt?

 

I mit stille, naive sind kan jeg faktisk ikke forstå, at der burde være behov for at diskutere forbud imod tørklæder i et sekulariseret samfund som det danske, hvor vi hylder individets frihed og rettigheder. Intet er vel mere helligt end børns sundhed og trivsel – uanset hvem man bekender sig til.

 

I oplysningstidens hellige ånd ville jeg nemlig hellere bekæmpe det, jeg finder irrationelt med undren, spørgsmål og håbe på et meningsfuldt svar. Som samfund har vi mulighed for at diktere og opretholde nogle rammer. Herunder kan folk så danse om juletræ, afholde blót eller klæde sig i den seneste vinterkollektion fra Burberry på varme sommerdage.

 

Hvis voksne veluddannede, muslimske kvinder, som undersøgelser og debattører hævder, der bliver stadig flere af, synes, det er fedt at gå tildækket på en varm sommerdag ved siden af deres tank-top-poserende gemal, be my guest. Det må de vel et eller andet sted vel selv ligge og rode med. Men lad os i samme ånd bruge vores frihed til at udfordre irrationalitet og religiøs dogmatisme, der risikerer at ramme deres børn.

 

Forældrenes frihed, børnenes ufrihed
For hvorfor er det, at de muslimer, der kalder sig selv både velintegrerede og danske, synes det er hensigtsmæssigt, at børns frie leg og sundhed skal hæmmes og udfordres, fordi de i religionens hellige navn skal vade rundt i 25 graders varme i gevandter, der får troldmandslærlinge på Hogwarts til at blegne af misundelse?

 

Det syntes jeg, at vi som frie borgere i et sekulariserede samfund har fortjent et eller andet form for svar på, hvis vi skal komme ud over den jungle af love og forbud, der sådan set er sat i verden for at beskytte menneskets frihed imod netop religiøse dogmer.

 

For nogens frihed betyder andres ufrihed, og i tilfældet med tørklædet betyder forældrenes frihed desværre børnenes ufrihed til at leve et børne- og ungdomsliv på lige fod med deres jævnaldrende i det samfund, forældrene kalder hjem og føler hævder at være integreret i.

 

Imod dogmatismen
Det var den religiøse dogmatisme, oplysningsfilosofferne udfordrede i 1700- tallet, og spørgsmålet må nu være, om vi ikke snart er nået dertil, at den dogmatisme, der hersker i visse muslimske miljøer, fortjener at blive udfordret. Ikke nødvendigvis af en kommission. Snarere tværtimod. Men indefra det muslimske miljøs egne filosoffer.

 

For som barn af en muslim, ved jeg, at det hverken er helligt eller religiøst at gå på kompromis med sit barns trivsel og sundhed – uanset hvilken tekst, man har valgt at definere sin tro og sit liv ud fra.

Del på Facebook