Hammeren faldt hårdt i Københavns Byret: Livstid til to bandemedlemmer og mere end 13 års fængsel til et tredje

Et medlem af indvandrerbanden Loyal To Familia skulle dræbes (Skærmprint/Localeyes via YouTube)
Getting your Trinity Audio player ready...

Tre medlemmer af den forbudte bande Loyal To Familia (LFT) er i dag fredag blevet fundet skyldige i en sag om blandt andet medvirken til drab og flere drabsforsøg.

 

Der er tale om tre mænd på henholdsvis 39, 37 og 27 år.

 

Den 39-årige og den 37-årige, der er ledende medlemmer af LFT, blev begge straffet med fængsel på livstid.

 

Den 27-årige, der ligeledes er medlem af den forbudte bande, blev idømt 13 år og fire måneders fængsel.

 

Alle tre blev også dømt for overtrædelse af den såkaldte bandeparagraf, der udløser hårdere straffe i sager om bandekriminalitet.

Tre hændelser tæt på hinanden
De to første drabsforsøg fandt sted den 27. marts og den 3. april 2020 på Gadelandet i Husum, hvor flere gerningsmænd bevæbnet med skydevåben forsøgte at dræbe personer fra en rivaliserende gruppering.

 

Ved hændelsen den 27. marts blev en af de formodede gerningsmænd selv dræbt under flugten, da han forsætligt blev påkørt af en bil ført af et medlem af den rivaliserende gruppering.

 

Føreren af bilen blev efterfølgende idømt 12 års fængsel og udvist for bestandigt.

Få dage senere – den 8. april – blev en 22-årig mand dræbt af skud på en parkeringsplads ved Åfløjen i Husum.

 

I alt seks bandemedlemmer idømt livstid i samme sag
De tre hændelser udsprang af en igangværende bandekonflikt, og den 39-årige mand blev i dag dømt for medvirken ved at have spillet en central rolle i forberedelserne og organiseringen af drabet og de to drabsforsøg.

 

Den 37-årige mand var tiltalt og blev dømt for at have deltaget i planlægningen af drabsforsøget den 3. april.

I forvejen er fire andre personer fra bandemiljøet idømt livstidsdomme for at have medvirket til drabet den 8. april og drabsforsøget den 3. april.

 

Dermed er i alt seks bandemedlemmer nu idømt livstid for deres medvirken i samme sag.

Drabsforsøget på Christiania
Det sidste drabsforsøg fandt sted den 3. juli 2020 på Christiania.

 

De tre tiltalte blev alle dømt for at have medvirket til drabsforsøget, der var rettet mod medlemmer af en anden gruppering – dog ikke den samme som fra Husum.

 

Drabsforsøget, der skulle udføres af andre gerningsmænd, fandt dog aldrig sted, da de udpegede personer ikke dukkede op.

 

Krypteret kommunikation
Københavns Politis efterforskning af de forskellige sager bygger blandt andet på krypteret kommunikation.

 

Her har der indgået detaljerede oplysninger om blandt andet tid, sted, våben og flugtveje.

”Vi har under sagen kunnet fremlægge en del chatbeskeder, der bestemt ikke var beregnet for politiets øjne, og som har givet et indblik i bandens maskinrum,” siger specialanklager Andreas Emil Christensen fra Københavns Politis anklagemyndighed og fortsætter:

 

”Blandt andet har jeg siddet i retten og oplæst detaljerede instrukser til medgerningsmænd om at skyde på klos hold i hovedet. Nogle af beskederne har et indhold så brutalt og afstumpet, at jeg simpelthen ikke mindes at have set noget lignende tidligere.”

 

Opholdsforbud og udvisning
Alle tre blev også idømt et opholdsforbud, der betyder, at de i 10 år efter afsoning ikke må opholde sig i bestemte områder af København og Frederiksberg, og heller ikke i bestemte områder i Frederikssund, Ishøj og Helsingør.

Samtidig blev den 37-årige, der er montenegrinsk statsborger, dømt for besiddelse af 13 kokain og udvist af Danmark for bestandigt.

 

Den del af dommen har dog lange udsigter for især de to livstidsdømte.

Alle tre valgte på stedet at anke dommen.

Del på Facebook