Hamas-leder: Så let er det at føre vestlige medier bag lyset

Her bliver Tarek Abu Shaluf afhørt af israelere (foto IDF, via BILD)
Getting your Trinity Audio player ready...

Den store tyske avis BILD omtaler en opsigtsvækkende afhøring, som det israelske militær har gennemført med en fremtrædende skikkelse i terrorbevægelsen Hamas. (Se også The Times of Israel)

 

Han hedder Tarek Abu Shaluf, og han er en nøglefigur i den Hamas-relaterede organisation “Palæstinensisk Islamisk Jihad” (PIJ), hvor han fungerer som talsmand. Organisationen gælder for at være den næststærkeste i Gaza-striben efter Hamas.

 

For nogle dage siden blev Tarek Abu Shaluf anholdt af israelske specialstyrker på al-Shifa hospitalet.

 

Dette hospital er berygtet for at være en bastion for rabiate islamistiske kræfter – hvoraf en hel del har taget aktivt del i væbnet kamp mod de israelske styrker, mens de foregav at være sundhedspersonale på hospitalet, der bare ville helbrede og pleje patienter.

 

Da israelske specialstyrker forleden gik ind på al-Shifa for at anholde Tarek Abu Shaluf og andre,  blev de konfronteret med flere hundrede Hamas-krigere.

 

Under deres forhør af Abu Shaluf og andre kom det frem, hvordan Abu Shaluf og hans organisation “Palæstinensisk Islamisk Jihad” havde formået at manipulere mediernes dækning af, hvad der foregik på al-Shifa hospitalet.

 

Hamas-lederen talte åbenbart ret åbenmundet om, hvordan denne manipulation af medierne foregik.

 

Med en vis stolthed berettede han om, hvordan hans organisation styrede mediedækningen i den retning, de ønskede. Med det klare formål at manipulere vestlige medier til at viderebringe Hamas’ version af virkeligheden. Meget blev tilsyneladende bragt ukritisk videre af vestlige journalister.

 

Det står uklart, om Hamas-lederen vidste, at hans stolte bekendelser af, hvordan han og hans folk manipulerede med de vestlige medier, blev optaget.

 

Men meget tyder i hvert fald på, at han var ganske tilfreds med, hvor let det var at sende vestlige journalister afsted med den version af virkeligheden, man ønskede.

 

Det fremgik ikke mindst af en opsigtsvækkende afsløring, som han kom med under afhøringen.

 

Tilsyneladende blev Abu Shaluf så grebet af, hvor let det var at manipulere journalisterne, at han til syvende og sidst ikke kunne styre sin åbenmundethed:

 

Pludselig begyndte han at plapre om en Hamas-aktion, som det ellers bestemt ikke var meningen at lukke ud i offentligheden.

 

Han gav sig til at afsløre, hvad der lå bag en meget omtalt eksplosion på et af Hamas’ hospitaler:

 

Det drejede sig om en raket fra Palæstinensisk Islamisk Jihad, der kom ud af kurs og ramte et  islamisk hospital – al-Ahli hospitalet.

 

Afhøringen kan ses på en 8 minutter langvideo her

 

Raketten var altså affyret af Hamas’ venner. Og det var naturligvis særdeles pinligt for de islamiske ekstremister.

 

Det var særlig pinligt, fordi det palæstinensiske propagandaapparat straks havde kørt på med, at der var tale om et grusomt og kynisk  angreb på den palæstinensiske civilbefolkning fra israelerne.

 

Men pinligt eller ej. Palæstinensiske kredse spredte ufortrødent en meget propalæstinensisk version af disse begivenheder. En række vestlige journalister fulgte trop.

 

Fejlagtige versioner af begivenhederne spredte sig hurtigt i palæstinensiske kredse. Og de blev også kolporteret af en række vestlige journalister, der var parate til noget ‘Israel-bashing’.

 

Den Korte Avis har således fortalt, hvordan det store tyske offentlige nyhedsmedie, Tagesschau, fuldstændig kritikløst gengav de røster, der placerede Israel i en skurkerolle, som der ikke var belæg for.

 

Man kan heller ikke ligefrem sige, at broderparten af danske medier leverede en skarp kritisk journalistisk dækning af sagen. Tværtimod fik man forplumret, hvad der var op og ned.

 

Ekstremisterne i Palæstinensisk Islamisk Jihad kunne fryde sig over denne hjælp fra det politisk korrekte journalistmiljø. Hamas-propagandaen var vellykket.

 

Anti-israelske ekstremister fik blod på tanden.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…