|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Martin Henriksen, formand for Nye Borgerlige, sikkerhedsvagt, medlem af Stevns kommunalbestyrelse
Højrefløjen i Danmark mangler en plan. Jeg kunne også havde valgt at skrive, at det borgerlige Danmark, eller at det nationalkonservative Danmark mangler en plan. Kært barn har mange navne.
Realiteten er den, at der skal tænkes nyt og anderledes.
I Europa går højrefløjen frem, senest AfD i Tyskland. I Danmark går højrefløjen tilbage, og hvordan vi i øvrigt er havnet der hvor vi betragter toppolitikere som bl.a. ønsker Islamisk Stats børn til Danmark som tilhørende højrefløjen fatter jeg ikke.
Men det burde faktisk ikke komme som en overraskelse, for når man bevæger sig i de nationalborgerlige kredse, så fornemmer man en søgen og en vis rodløshed. Det er bekymrende, for vi burde netop være dem, der er mest rodfæstet i vores historie og i vores danske identitet.
Brug for ny retning og en ny plan
Jeg forsøger at påtage mig den opgave, og det er fordi at det skal gøres, og fordi at der ikke er andre, der oprigtigt forsøger at tage ansvaret på sig.
En væsentlig del af planen er, at der skal etableres et samarbejde og samspil mellem arbejderklassen og den debatterende, skrivende og intellektuelle del af det nationalkonservative segment. Mange almindelige lønmodtagere og små virksomhedsejere er hvad jeg vil kalde for instinktiv-konservative eller instinktiv-højreorienterede.
Det kan jeg godt tillade mig at konkludere efter mange års arbejde som postbud, folketingsmand, lagermand og sikkerhedsvagt, og efter mange års samtaler og samvær med konservative intellektuelle tænkere, præster, forfattere mm.
Jeg kan også i al uklædelig ubeskedenhed tillade mig at konkludere, at de intellektuelle og akademiske grupper i samfundet, som enten er eller hælder til det nationalkonservative har mere til fælles med mange almindelige arbejder (og omvendt) end man umiddelbart skulle tro.
Samfundsgrupperne deler på tværs af uddannelse, beskæftigelse, indkomst og baggrund fælles syn på række ting som f.eks. wokeisme, pride, islam, indvandring, skattepolitik, frihed og ønsket om national selvstændighed, ligesom der har spredt sig en grundlæggende mistillid til det politiske systems evne og vilje til at agere ud fra hvad der samlet set er i det danske folks interesse. Nogle vil så være kulturkristne og andre vil være troende kristne. Men det kan forenes, ved jeg af erfaring.
Naturligvis vil der være nuancer. Men der er mulighed for at forene kræfterne. Og det bør vi gøre.
Danmark mangler et sted, hvor vi kan forenes trods vores forskelligheder. Og ja, jeg vil nu som formand for Nye Borgerlige argumentere for at stedet er Nye Borgerlige. Det kommer nok ikke som en overraskelse.
Opgør med et egocentret politiske system
Jeg mener, at vi skal stå samlet, hvis folk altså vil. Men vi skal også ud fra ren og skær nødvendighed skille dem fra, som kun har dem selv for øje.
Jeg vil gerne have, at de nationalkonservative, de nationalliberale, de højreorienterede og de nationalborgerlige med de nuancer, som der er, får et sted, hvor det er legitimt at diskutere og hvor det frie ord vægtes højt. Naturligvis så længe vi taler respektfuld til og med hinanden.
Det er ingen hemmelighed, at sladder, personstridigheder og ublu magtambitioner for længst har splittet det nationale og borgerlige Danmark i atomer. Det er mest af alt skidt for danskerne.
Det er nu også et tværpolitisk problem, som i øvrigt fortæller en historie om et dybere demokratisk problem, som også rækker ind på midten og ud på venstrefløjen.
Vores politiske system er blevet ekstremt egocentreret, fjernt og elitært og det kan danskerne mærke. Det er vel også derfor, at færre stemmer til folketingsvalg og ud af dem der så stemmer, så er der flere og flere, der stemmer blankt. De vil gerne demokratiet, for de stemmer, men de har mistet tilliden. Det skal vi samle op, og vi skal ikke gøre det, fordi det er strategisk klogt. Vi skal gøre det, fordi det er det rigtige at gøre.
De aner simpelthen ikke hvor de skal sætte krydset og et eller andet sted, så kan jeg godt forstå dem.
For god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at der sådan set ikke er noget galt i at tilhøre en elite. Det er når det bliver elitært og sært for mange danskere, at tingene tager en uheldig drejning.
Rodfæstet i familie, kristenhed og danskhed
Vi må besinde os på det nationale, på det nære og det som er rodfæstet. Vi må trods tidens tendens til lidt for kvikke, hurtige og overfladiske strømninger appellere til at vi vender tilbage til eller bevæge os hen til et punkt, hvor familien anses som noget der er ukrænkeligt og ophøjet.
Alle familier og personer indeholder fejl og mangler, og det må enhver eller de fleste familier arbejde sig igennem. Min pointe er, at familien trænger til at komme i centrum i det politiske maskinrum bl.a. så det bliver vanskeligere for kommunerne at fjerne og adskille børn fra deres forældre. For blot at nævne et eksempel.
Vi har også seriøst brug for at hjælpe de stakler, som tror at livet er en gavebod og at alt selv ens køn kan vælges til og fra efter behov.
Vi skal i stedet betone de dele af livet, som vi ved skaber langvarige værdier og fællesskaber for mennesker.
Klimahysteriet og ligestillingshysteriet
Vi har ikke brug for mere ligestillingspolitik, vi har snarere brug for en bevægelse, der betoner nødvendigheden i at værdsætte og dyrke de mere traditionelle kønsroller. Et velfungerende samfund giver plads til både maskuline og feminine værdier. Det betyder ikke, at en kvinde ikke må være i et mandefag og omvendt. Men det betyder, at der er nogle overordnede og generelle kønsforskelligheder, som vi i højere grad bør se som styrker fremfor at se dem som svagheder.
Og selvom det er en kliché i det politiske sprog, så er der brug for sund fornuft. Der er brug for at sige at mennesket ikke styrer klimaet, og at vi ikke kan redde eller frelse menneskeheden ved at vi manisk destruere vores natur med kinesisk produceret solceller.
Der er borgerlige partier, som taler imod klimahysteriet, men de har sjovt nok selv forhandlet og skrevet under på de klimapolitiske målsætninger som fordyrer tilværelsen for almindelige mennesker. De udfører med andre ord et politisk skuespil.
Der er borgerlige toppolitikere, som i medierne taler imod den ekstremistiske kønsdagsorden som søger at udviske unge drenge og pigers selvforståelse. Men de selvsamme politikere har også skrevet under på at fremme ekstremistiske kønsværdier og wokeisme. Det er også et politisk skuespil. De holder folk for nar, og det er ikke okay.
Politikerne og staten har brudt samfundskontrakten
Der er brug for at sige, at vi er tilhænger af vores grundlæggende statslige institutioner, men vi er samtidig modstander af den retning, som de bevæger sig i med lag på lag af offentlige styrelser mm. Det er ikke længere den enkelte dansker, der er i centrum. Det er systemet og systemets folk, der er i centrum i et vidtrækkende og forgrenede net af offentlige lederstillinger, som ingen længere har et overblik over.
Vi skal have meget mindre stat og mere frihed til den enkelte.
Hele vores samfundstænkning har i al den tid hvor jeg har været til, handlet om at der er en stiltiende samfundskontrakt som i al enkelthed går ud på at danskerne afleverer deres penge til staten og politikerne, og til gengæld, så sørger politikkerne for at politiet og retsvæsenet fungerer, at Forsvaret kan forsvare Danmark, at beredskabet virker og så videre.
Men sådan er det ikke længere
Du kan ikke regne med at politiet er hurtigt fremme, når du ringer. Og jeg er ked af at sige det, men du må indstille dig på at du skal klare dig selv, og at det derfor er dig selv, der i sidste ende skal forsvare din familie og ikke staten. Det er den sørgelige sandhed.
Du kan ikke forvente at beredskabet kommer i forbindelse med oversvømmelse eller naturkatastrofer eller terrorangreb.
Det er dig selv, der skal klare det. Det er den sørgelige sandhed.
Du kan ikke forvente at et retssystem der bl.a. er overbelastet af kriminelle indvandrere og deres muslimske efterkommere har overskud til at sørge for retfærdighed til dig og din familie. Det er den sørgelige sandhed.
Samfundskontrakten er brudt og den er nærmest kollektivt brudt på tværs af det politiske spektrum.
Derfor er der groft sagt brug for en debat om hvordan vi tilbageføre kompetencer, selvstændighed og rettigheder til den enkelte dansker, så vi selv kan stå for flere ting selv.
Det er ikke et opgør med staten som rammen om vores land. Det er et spørgsmål om hvorvidt vi skal tage konsekvensen af at staten og politikerne har svigtet så groft, at de ikke længere kan tillade sig fortsat at kræve ind.
Jeg har en ambition om en mindre stat, og jeg har en ambition om at familien altid skal komme før den socialdemokratiske velfærdsstat. Den plan kan ikke foldes ud i det nuværende politiske klima. Det vil de stuerene systempolitikere ganske enkelt ikke tillade.
Vi skal tilbage til, at staten tager sig af nogle få og mere fundamentale opgaver, og så i højere grad overlader folks egne penge og tilværelse til dem selv. Vi kan passende starte med at slå fast, at staten i respekt for vores forfædre og danske efterkommere skal sikre folkets frihedsrettigheder og fortsatte eksistens.
Jeg tror på, at vi i så fald vil se en opblomstring af frivillige fællesskaber, hvor folk på forskellig vis vil hjælpe og støtte hinanden, også fordi at de vil få både det personlige og det økonomiske overskud til at gøre det.
Det kræver naturligvis, at vi også giver plads til den kristne tro og de kristne værdier som noget grundlæggende i vores samfund.
Staten skal så koncentrere sig om at sikre vores frihed, grænserne, vores militær, vores politi og stoppe den begyndende befolkningsudskiftning.
Jeg mener, at det er et godt sted at starte, hvis vi ønsker at genrejse den danske højrefløj og det nationalkonservative Danmark.
